Bekendtgørelse nr. 346 · 1993

Historisk

Bekendtgørelse om foderstoffer (* 1)

Bekendtgørelse om foderstoffer (* 1)

Dokumentdato: 3. jun. 1993Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

§ 1.§-link ↗

Virksomheder, der fremstiller eller sælger foderstoffer, skal være registreret i Plantedirektoratet. Består en virksomhed af flere driftsmæssigt adskilte enheder, skal hver enhed registreres særskilt. Driftsmæssigt adskilte virksomheder med forretningsmæssigt fællesskab skal registreres særskilt.

Stk. 2. Hvis en registreret virksomhed skifter ejer eller ophører med at fremstille eller sælge foderstoffer, skal direktoratet underrettes skriftligt herom.

§ 2.§-link ↗

Uanset § 1, stk. 1, må foderstoffer fremstillet i en medlemsstat af Det Europæiske Fællesskab sælges, hvis sælgeren er registreret i det pågældende medlemsland.

Stk. 2. Foderstoffer fremstillet i en stat, der ikke er medlem af Det Europæiske Fællesskab, må sælges her i landet, hvis sælgeren har en registreret etableret repræsentant her i landet eller i en medlemsstat af Det Europæiske Fællesskab.

§ 3.§-link ↗

Råvarer, der er nævnt i bilag 2, må kun sælges som ublandede foderstoffer, hvis de svarer til beskrivelserne i bilagets kolonne 3 og opfylder kravene til sammensætning i bilagets kolonne 6.

Stk. 2. Andre råvarer skal sælges med en tillægsbetegnelse, der udelukker forveksling med råvarer nævnt i bilag 2.

Stk. 3. Hvis det er nødvendigt for at forarbejde eller transportere et ublandet foderstof, må de råvarer, der er nævnt i bilag 2, tilsættes som denaturerings- eller bindemiddel, uden at foderstoffet derfor anses for en foderblanding. Mængden af anvendte bindemidler må ikke overstige 3 pct. af den samlede vægt.

§ 4.§-link ↗

Til fremstilling af foderblandinger må anvendes 1) råvarer nævnt i bilag 3, A, nr. 1, og 2) andre råvarer, forudsat at de er sunde og af sædvanlig handelsmæssig kvalitet samt overholder bestemmelserne i § 6.

Stk. 2. Råvarer nævnt i bilag 3, A, nr. 2, må ikke anvendes.

Stk. 3. En foderblanding skal være ensartet, for så vidt angår indhold af analytiske bestanddele, og skal opfylde de særlige krav til indholdet, der er fastsat i bilag 3, B.

§ 5.§-link ↗

Et produkt, der er omfattet af en produktgruppe nævnt i bilag 4, kolonne 1, og som er fremstillet med henblik på direkte eller indirekte at tilføre protein eller kvælstof til foderstoffer, samt foderstoffer med indhold af dette produkt må kun sælges, hvis 1) produktet er nævnt i kolonne 2, og 2) kravene i kolonne 3-5 er opfyldt.

§ 6.§-link ↗

Uønskede stoffer og produkter nævnt i bilag 5 må ikke forekomme i foderstoffer og råvarer, der sælges eller anvendes, i større mængder end fastsat i bilaget.

Stk. 2. Råvarer anført i bilag 5, tabel 2, der har et større indhold af uønskede stoffer og produkter end anført i tabellen, må ikke blandes med andre partier af råvarer eller foderstoffer med henblik på anvendelse til fremstilling af foderstoffer.

Stk. 3. Råvarer, der har et større indhold af uønskede stoffer og produkter end fastsat i bilag 5, tabel 1, for ublandede foderstoffer, må kun sælges til virksomheder, der er godkendt efter bekendtgørelse om tilsætningsstoffer til foderstoffer.

Stk. 4. Stk. 3 gælder tilsvarende for råvarer anført i bilag 5, tabel 2, hvis de har et større indhold af de uønskede stoffer, der er anført i tabel 2, end fastsat i tabel 1 for ublandede foderstoffer.

Stk. 5. Uanset stk. 3 og 4 må råvarer ikke anvendes, hvis deres indhold af uønskede stoffer og produkter nævnt i bilag 5, tabel 1, er så stort, at det ved sædvanlig anvendelse ikke vil være muligt at fremstille fuldfoderblandinger, der overholder de krav til størsteindhold, der er anført i tabellen.

Stk. 6. Ved salg skal råvarer omfattet af stk. 3 og 4 være ledsaget af et dokument, der angiver 1) at salg kun må ske til de nævnte godkendte foderblandingsvirksomheder, 2) at foderstoffet ikke i uændret tilstand må benyttes som foder, og 3) hvilke mængder af det uønskede stof eller produkt foderstoffet indeholder.

Stk. 7. Bestemmelserne i stk. 1-6 gælder også for dyr, der lever frit i naturen, hvis de fodres.

§ 7.§-link ↗

Den, der er bekendt med, at et parti råvarer ikke overholder bestemmelserne i §§ 4 og 6, skal straks underrette Plantedirektoratet skriftligt herom, uanset om partiet er eller agtes tilintetgjort.

§ 8.§-link ↗

Ved salg skal foderstoffer være pakket efter bestemmelserne i bilag 6.

§ 9.§-link ↗

Ved salg skal foderstoffer være mærket efter bestemmelserne i bilag 7.

Stk. 2. Det angivne indhold af analytiske bestanddele og af produkter nævnt i § 5 skal svare til det indhold, der kan påvises ved anerkendte analysemetoder.

Stk. 3. Mærkningen skal være affattet på dansk og skal være anført let synligt, klart læseligt og uudsletteligt.

Stk. 4. Ved salg til en medlemsstat af Det Europæiske Fællesskab skal mærkningen være affattet på mindst et af modtagerlandets officielle sprog.

§ 10.§-link ↗

Foderstoffer må kun sælges, hvis de 1) er sunde, uforfalskede og af sædvanlig handelsmæssig kvalitet 2) ikke ved hensigtsmæssig anvendelse udgør nogen fare for dyr og menneskers sundhed 3) sælges på en måde, der ikke virker vildledende.

§ 11.§-link ↗

Plantedirektoratet fører tilsyn med, at 1) produktion af foderstoffer og 2) anvendelse af foderstoffer, for så vidt angår indholdet af uønskede stoffer, sker efter bestemmelserne i bekendtgørelsen.

Stk. 2. Direktoratet udtager stikprøver af foderstoffer, der sælges, til kontrol med, at de overholder bestemmelserne i bekendtgørelsen.

Stk. 3. Ved henvisning til direktoratets kontrol skal anføres: »Plantedirektoratet kontrollerer ved analyse af stikprøver, om (selskabets/virksomhedens) produkter opfylder bestemmelserne i foderstoflovgivningen.«

Stk. 4. Direktoratets kontrol- og analyseresultater offentliggøres.

§ 12.§-link ↗

Bestemmelserne om salg gælder tilsvarende for udbud til salg, herunder avertering og skiltning, fordeling, levering eller anden form for overdragelse.

§ 13.§-link ↗

Overtrædelse af § 1-10 og § 11, stk. 3, straffes med bøde.

§ 14.§-link ↗

Bestemmelserne i §§ 2, 3, 5, 8 og 9 gælder ikke for foderstoffer, der fremstilles med henblik på salg til en stat, der ikke er medlem af Det Europæiske Fællesskab.

§ 15.§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 15. juni 1993.

Stk. 2. Samtidig ophæves: 1) bekendtgørelse nr. 19 af 13. januar 1992 om foderstoffer og 2) bekendtgørelse nr. 408 af 20. juni 1986 om undersøgelse af foderstoffer for indhold af radioaktive stoffer.