Bekendtgørelse nr. 167 · 1993

Historisk

Bekendtgørelse om dyrkning af afgrøder på udtagne arealer til fremstilling af produkter, som ikke primært er bestemt til fødevarer eller foder

Bekendtgørelse om dyrkning af afgrøder på udtagne arealer til fremstilling af produkter, som ikke primært er bestemt til fødevarer eller foder

Dokumentdato: 31. mar. 1993Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

§ 1.§-link ↗

Bestemmelserne i denne bekendtgørelse vedrører dyrkning af afgrøder til fremstilling af produkter, som ikke primært er bestemt til fødevarer eller foder, på arealer, der er udtaget af produktion i henhold til Det Europæiske Økonomiske Fællesskabs forordninger, jf. Rådets forordning (EØF) nr. 1765/92 af 30. juni 1992 og Kommissionens forordning (EØF) nr. 334/93 samt Rådets forordning (EØF) nr. 3508/92 og Kommissionens forordning (EØF) nr. 3887/92.

§ 2.§-link ↗

Indsendelse af kontrakter, sikkerhedsstillelsesdokumenter, erklæringer og meddelelser i henhold til Det Europæiske Økonomiske Fællesskabs forordninger skal ske til EF-direktoratet, Frederiksborggade 18, 1360 København K.

§ 3.§-link ↗

Producenter af afgrøder dyrket på udtagne arealer har pligt til at holde disse afgrøder fysisk adskilt fra bedriftens øvrige afgrøder.

§ 4.§-link ↗

Opkøbere skal føre regnskab med de købte og solgte råvarer under denne ordning. Regnskabet skal indeholde oplysninger om: 1) mængderne af alle opkøbte råvarer med angivelse af sælgers navn og adresse, 2) mængderne af alle råvarer, der er solgt til forarbejdning, med angivelse af efterfølgende købere/forarbejdningsvirksomheders navn og adresse, 3) svind, herunder rense- og tørresvind, samt 4) indhold af urenheder og vandprocent på købte og solgte råvarer, hvis afregningen sker på basis af urenheder og vandprocent.

Stk. 2. Forarbejdningsvirksomheder skal på daglig basis føre regnskab med de opkøbte råvarer under denne ordning. Regnskabet skal indeholde oplysning om: 1) mængderne af alle råvarer, der er købt til forarbejdning med angivelse af sælgers navn og adresse, 2) mængderne af råvarer som er forarbejdet med angivelse af mængder og typer af slutprodukter, mellemprodukter og biprodukter, 3) svind ved forarbejdningen, herunder rense- og tørresvind, 4) mængder, der er destrueret med angivelse af årsagen hertil, 5) mængder, pris og typer af produkter, som forarbejdningsvirksomheden har solgt eller på anden måde afstået, samt 6) navn og adresse på efterfølgende købere/forarbejdningsvirksomheder.

§ 5.§-link ↗

Kontrollen med de omfattede arealer, afgrøder og produkter foretages af Plantedirektoratet.

Stk. 2. Det påhviler producenter, opkøbere og forarbejdningsvirksomheder at yde den nødvendige bistand ved kontroleftersyn, bl.a. ved forevisning af de omfattede arealer og de bygninger og anlæg, hvor råvarer eller produkter opbevares eller forarbejdes, samt forevisning af dyrkningsplaner, sædskifte og gødningsplaner, forretningsbøger og regnskabsmateriale m.v.

§ 6.§-link ↗

Overtrædelse af § 3, § 4, og § 5, stk. 2 straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter kapitel 5 i lov om administration af Det Europæiske Økonomiske Fælleskabs forordninger om markedsordninger for landbrugsvarer m.v.

Stk. 2. For overtrædelser, der begås af aktieselskaber, anpartsselskaber, andelsselskaber eller lignende, kan der efter § 27, stk. 1, i ovennævnte lov pålægges selskabet som sådant bødeansvar.

Stk. 3. Er overtrædelsen begået af en kommune eller et kommunalt fællesskab, kan der efter lovens § 27, stk. 2 pålægges kommunen eller det kommunale fællesskab bødeansvar.

§ 7.§-link ↗

EF-direktoratets afgørelser kan indbringes for Landbrugsministeriet inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende.

§ 8.§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 16. april 1993. Landbrugsministeriet den 31. marts 1993 Bjørn Westh / Henrik Trautner