Bekendtgørelse nr. 1235 · 1992

Historisk

Bekendtgørelse om kapitaldækningsregler for pengeinstitutter og visse kreditinstitutter

Bekendtgørelse om kapitaldækningsregler for pengeinstitutter og visse kreditinstitutter

Dokumentdato: 30. dec. 1992Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

§ 1.§-link ↗

Reglerne i denne bekendtgørelse finder anvendelse på: 1) pengeinstitutter, 2) selskaber omfattet af lov om visse kreditinstitutter, 3) filialer af kreditinstitutter med hjemsted i et land uden for De Europæiske Fællesskaber bortset fra lande, som fællesskabet har indgået samarbejdsaftale med og 4) koncerner, hvor en af de under nr. 1 eller 2 nævnte virksomheder eller et finansielt holdningselskab, jf. bank- og sparekasselovens § 37a, stk. 4, er moderselskab, og hvor der i henhold til bank- og sparekasselovens § 37a, stk. 9, skal foretages en konsolideret opgørelse.

Stk. 2. De i stk. 1 nævnte selskaber benævnes i det følgende institutter.

§ 2.§-link ↗

Institutterne skal udarbejde kapitaldækningsopgørelser affattet i overensstemmelse med denne bekendtgørelse og tilhørende bilag.

§ 3.§-link ↗

Den ansvarlige kapital og ansvarlige indskudskapital opgøres i overensstemmelse med reglerne i § 21a og § 22 i lov om banker og sparekasser m.v.

§ 4.§-link ↗

Aktiverne og de ikke-balanceførte poster indgår, medmindre andet fremgår af denne bekendtgørelse eller de tilhørende bilag, i opgørelsen til deres værdi ifølge kvartals- eller halvårsregnskabet vedrørende det kvartal eller halvår, som kapitaldækningsopgørelsen vedrører.

§ 5.§-link ↗

Ved zone A forstås i denne bekendtgørelse medlemsstaterne i De Europæiske Fællesskaber, andre lande, der er fulde medlemmer af Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling (OECD), samt andre lande, der har indgået særlige låneoverenskomster med Den Internationale Valutafond (IMF) og er tilknyttet Den almindelige Låneoverenskomst (GAB). En liste over de omfattede lande er angivet i bilag 1. Ved zone B forstås alle andre lande.

§ 6.§-link ↗

Ved multilaterale udviklingsbanker forstås i denne bekendtgørelse Den Internationale Bank for Genopbygning og Økonomisk Udvikling (Verdensbanken), Den Internationale Finansieringsinstitution, Den Interamerikanske Udviklingsbank, Den Asiatiske Udviklingsbank, Den Afrikanske Udviklingsbank, Europarådets Bosættelsesfond, Den Nordiske Investeringsbank, Den Caraibiske Udviklingsbank og Den Europæiske Bank for Genopbygning og Udvikling.

§ 7.§-link ↗

Ved offentlige virksomheder forstås i denne bekendtgørelse virksomheder, der er 100 pct. ejet af staten, danske amtskommuner, danske kommuner eller tilsvarende myndigheder i andre lande, eller som kontrolleres af ovennævnte myndigheder som følge af en koncession eller lignende. Virksomhederne skal drives uden vinding for øje. Virksomheder, der konkurrerer med andre erhvervsvirksomheder, er ikke omfattet.

§ 8.§-link ↗

Ved kreditinstitutter i zone A forstås foretagender, som er meddelt tilladelse og undergivet tilsyn i lande i zone A, og hvis virksomhed består i fra offentligheden at modtage indlån eller andre midler, der skal tilbagebetales, samt i at yde lån for egen regning. Filialer af disse kreditinstitutter etableret i lande i zone B anses også for at være kreditinstitutter i zone A.

Stk. 2. Ved kreditinstitutter i zone B forstås foretagender, som driver den i stk. 1 angivne virksomhed, og som er meddelt tilladelse og undergivet tilsyn i lande i zone B. Filialer af disse kreditinstitutter i zone A lande anses også for at være kreditinstitutter i zone B.

§ 9.§-link ↗

Ved kapitaldækningsopgørelsen indgår aktiverne med mindst følgende vægte: 1) Nulvægt: a) kassebeholdning, b) tilgodehavender hos eller garanteret af centralregeringer eller centralbanker i zone A, c) tilgodehavender hos EF-institutioner, d) tilgodehavender hos centralregeringer eller centralbanker i zone B i disses nationale valuta, såfremt instituttet har finansieret sig i samme valuta, e) tilgodehavender garanteret af centralregeringer eller centralbanker i zone B i den nationale valuta, der er fælles for garantistiller og låntager, såfremt instituttet har finansieret sig i samme valuta, f) tilgodehavender hos eller garanteret af danske amtskommuner, danske kommuner, Grønlands Hjemmestyre, Færøernes Landsstyre eller regionale og lokale myndigheder i andre lande, der er medlemmer af De Europæiske Fællesskaber eller lande, som fællesskabet har indgået samarbejdsaftale med, og hvor de kompetente myndigheder har givet nulvægt, g) tilgodehavender, der er sikret ved noterede værdipapirer udstedt af en centralregering eller centralbank i zone A eller af EF-institutioner, inden for 90 pct. af værdipapirets officielt noterede kursværdi, h) tilgodehavender, der er sikret ved indlån i instituttet eller ved indlånsbeviser m.v. udstedt af instituttet, i) positive markedsværdier af rente- og valutakursrelaterede poster og j) beløb, der skal fradrages i den ansvarlige kapital. 2) Vægt 0,1: a) realkreditobligationer, jf. realkreditlovens § 1, stk. 4, og obligationer udstedt af Dansk Landbrugs Realkreditfond og Danmarks Skibskreditfond og b) tilgodehavender hos kreditinstitutter i De Europæiske Fællesskaber eller hos kreditinstitutter i andre lande, som fællesskabet har indgået samarbejdsaftale med, der er specialiseret i interbankmarkeder og markeder for offentlig gæld i hjemlandet (discount houses). 3) Vægt 0,2: a) tilgodehavender hos eller garanteret af Den Europæiske Investeringsbank, b) tilgodehavender hos eller garanteret af multilaterale udviklingsbanker, c) tilgodehavender hos eller garanteret af regionale og lokale myndigheder i zone A, undtagen de i nr. 1, pkt. f, nævnte, d) tilgodehavender hos eller garanteret af offentlige virksomheder i zone A, e) tilgodehavender hos eller garanteret af kreditinstitutter i zone A, excl. tilgodehavender, der er efterstillet andre kreditorer, f) tilgodehavender med en restløbetid på til og med et år hos eller garanteret af kreditinstitutter i zone B, excl. tilgodehavender, der er efterstillet andre kreditorer, g) tilgodehavender sikret ved noterede værdipapirer udstedt af Den Europæiske Investeringsbank eller af multilaterale udviklingsbanker inden for 90 pct. af værdipapirets officielt noterede kursværdi, h) tilgodehavender sikret ved noterede værdipapirer udstedt af regionale regeringer eller lokale myndigheder i zone A inden for 90 pct. af værdipapirets officielt noterede kursværdi eller ved indlån i andre kreditinstitutter i zone A og i) tilgodehavender sikret ved pant i realkreditobligationer og andre noterede værdipapirer udstedt af kreditinstitutter i zone A inden for 90 pct. af værdipapirets officielt noterede kursværdi, excl. værdipapirer, der er efterstillet andre kreditorer. 4) Vægt 0,5: a) tilgodehavender sikret ved pant i beboelsesejendomme til helårsbrug inden for 80 pct. af den seneste offentlige ejendomsvurdering eller ved pant i ejendomme beliggende uden for Danmark en tilsvarende forsigtig vurdering, b) tilgodehavender sikret ved pant i fritidshuse inden for 60 pct. af den seneste offentlige ejendomsvurdering eller ved pant i fritidshuse beliggende uden for Danmark en tilsvarende forsigtig vurdering og c) tilgodehavender sikret ved pant i kontorejendomme og forretningsejendomme beliggende i Danmark inden for 60 pct. af den seneste offentlige ejendomsvurdering. 5) Vægt 1,0: a) tilgodehavender hos centralregeringer og centralbanker i zone B undtagen de under nr. 1, pkt. d, nævnte, b) tilgodehavender hos regionale og lokale myndigheder i zone B, c) tilgodehavender med en restløbetid på mere end et år hos eller garanteret af kreditinstitutter i zone B, d) tilgodehavender hos kunder (udlån), e) materielle aktiver, f) aktier og andre kapitalandele og g) alle andre aktiver.

§ 10.§-link ↗

Ikke-balanceførte poster opdeles i poster under stregen og rente- og valutakursrelaterede poster.

§ 11.§-link ↗

Poster under stregen opdeles i poster med fuld risiko (vægt 1,0), poster med mellemliggende risiko (vægt 0,5) og poster med mellemliggende/lav risiko (vægt 0,2). Den regulerede værdi multipliceres med modpartens risikovægt i henhold til § 9.

§ 12.§-link ↗

Ved risikovægtningen af rente- og valutakursrelaterede poster kan institutterne vælge mellem at anvende markedsværdimetoden eller det oprindelige engagements metode.

Stk. 2. Anvendes markedsværdimetoden, summeres værdien af alle kontrakter med en positiv markedsværdi. Summen multipliceres med modpartens risikovægt i henhold til § 9. Endvidere multipliceres alle kontrakters nominelle hovedstole med en faktor, som er afhængig af kontraktens restløbetid. Der multipliceres yderligere med modpartens risikovægt i henhold til § 9.

Stk. 3. Ved anvendelsen af det oprindelige engagements metode multipliceres kontrakternes nominelle hovedstole med en faktor, som er afhængig af kontrakternes oprindelige løbetid. Der multipliceres yderligere med modpartens risikovægt i henhold til § 9.

Stk. 4. Hvor der ved risikovægtningen af rente- og valutakursrelaterede poster i stk. 2 og 3, skal multipliceres med modpartsvægt 1,0 i henhold til § 9, reduceres denne ved beregningen til 0,5.

Stk. 5. Institutter, der ved beregningen anvender den i stk. 2 angivne metode, kan ikke senere vælge den i stk. 3 angivne metode.

Stk. 6. Vægtene, som anvendes ved risikovægtningen af rente- og valutakursrelaterede poster, fremgår af bilag 2 og 3.

§ 13.§-link ↗

Kapitaldækningsopgørelsen skal indberettes til tilsynet i den i bilag 3 angivne form senest 15 arbejdsdage efter udløbet af det pågældende kvartal. Kapitaldækningsopgørelse for koncerner, jf. § 1, stk. 1, nr. 4, skal dog først indberettes senest 20 arbejdsdage efter udløbet af det pågældende kvartal.

Stk. 2. Kapitaldækningsopgørelsen skal være godkendt af instituttets direktion.

Stk. 3. Indberetningen skal ske på maskin-læsbart medium.

§ 14.§-link ↗

Pengeinstitutter og selskaber omfattet af lov om visse kreditinstitutter, der ved seneste regnskabsårs udgang havde en arbejdende kapital (indlån + udstedte obligationer m.v. + efterstillet kapital + egenkapital) på under 100 mio.kr., skal alene indberette kapitaldækningsopgørelse ved udløbet af hvert halvår.

Stk. 2. Institutter omfattet af stk. 1 kan foretage indberetning på papir.

Stk. 3. Såfremt der foretages indberetning på papir i henhold til stk. 2, skal kapitaldækningsopgørelsen være underskrevet af instituttets direktion.

§ 15.§-link ↗

Overtrædelse af § 13 og § 14 kan straffes med bøde.

Stk. 2. Er overtrædelsen begået af et aktieselskab, anpartsselskab, andelsselskab eller lignende, kan der efter § 54, stk. 7, i lov om banker og sparekasser m.v. og § 6, stk. 4, i lov om visse kreditinstitutter, pålægges selskabet som sådant bødeansvar.

§ 16.§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Lovtidende og finder første gang anvendelse for kapitaldækningsopgørelsen, der indberettes ved udløbet af første kvartal 1993.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 853 af 14. december 1990 om kapitaldækningsregler for pengeinstitutter og visse kreditinstitutter samt bekendtgørelse nr. 507 af 15. juni 1992 om ændring af bekendtgørelse nr. 853 af 14. december 1990 om kapitaldækningsregler for pengeinstitutter og visse kreditinstitutter ophæves.