Bekendtgørelse nr. 770 · 1992

Historisk

Bekendtgørelse om voldgift ved forgiftning af honningbier

Bekendtgørelse om voldgift ved forgiftning af honningbier

Dokumentdato: 16. sep. 1992Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

§ 1.§-link ↗

Med henblik på behandling af tvister om erstatning for tab som følge af forgiftningsskader på honningbier inddeles landet i 6 voldgiftskredse og 13 lokalområder, jf. bilag 1.

Stk. 2. Plantedirektoratet udnævner for en 5-årig periode en voldgiftsformand og en suppleant i hver voldgiftskreds efter indhentet udtalelse fra Justitsministeriet. Formand og suppleant skal have bestået juridisk kandidateksamen og være bosiddende i voldgiftskredsen.

Stk. 3. Plantedirektoratet udnævner for en 5-årig periode en biavlskyndig voldgiftsmand og en suppleant i hvert lokalområde efter indhentet fælles udtalelse fra Danmarks Biavlerforening, Danske Biavlers Landsforening og Sammenslutningen af Danske Erhvervsbiavlere. Den biavlskyndige voldgiftsmand og suppleanten skal være registrerede som kyndige biavlere og være bosiddende i lokalområdet.

Stk. 4. Plantedirektoratet udnævner for en 5-årig periode en planteavlskyndig voldgiftsmand og en suppleant i hvert lokalområde efter indhentet fælles udtalelse fra De Danske Landboforeninger, Danske Husmandsforeninger og De Samvirkende Danske Frøavlerforeninger. Den planteavlskyndige voldgiftsmand og suppleanten skal være bosiddende i lokalområdet.

§ 2.§-link ↗

Hvervet som voldgiftsformand, voldgiftsmand og som suppleant, bortfalder hvis vedkommende 1) fraflytter henholdsvis voldgiftskredsen eller lokalområdet, 2) bliver umyndiggjort eller 3) ved dom findes skyldig i en handling, der gør den pågældende uværdig til fortsat at beklæde hvervet.

Stk. 2. Hvervet som biavlskyndig voldgiftsmand og suppleant, bortfalder desuden, hvis vedkommendes registrering som kyndig biavler ophører.

§ 3.§-link ↗

Ingen må som voldgiftsformand eller voldgiftsmand deltage i behandlingen af en erstatningssag, hvis vedkommende er inhabil i henhold til forvaltningslovens regler herom.

Stk. 2. Opstår der tvist om en voldgiftsmands habilitet, træffer voldgiftsformanden afgørelse herom, inden voldgiftskendelse afsiges.

Stk. 3. Er voldgiftsformanden eller en af voldgiftsmændene i henhold til stk. 1 forhindret i at deltage i behandlingen af en sag, overtager suppleanten hvervet.

Stk. 4. Er voldgiftsmændene og deres suppleanter efter bestemmelserne i § 3 eller af andre grunde afskåret fra at deltage i sagens behandling, lader voldgiftsformanden de nærmest boende voldgiftsmænd eller suppleanter indtræde i sagen.

§ 4.§-link ↗

Den, der har lidt tab på grund af en forgiftningsskade på honningbier, skal straks anmelde skaden skriftligt til voldgiftsformanden eller en af voldgiftsmændene i det område, hvor honningbierne var placeret, da skaden indtrådte.

Stk. 2. Anmeldelsen skal så vidt muligt indeholde oplysninger om navn og bopæl på den, der antages at have forårsaget forgiftningsskaden ved spredning af giftmidler.

Stk. 3. Modtager en voldgiftsmand anmeldelse, jf. stk. 1, skal voldgiftsformanden straks underrettes.

§ 5.§-link ↗

Inden behandlingen i voldgiftsnævnet vurderer voldgiftsmændene i forening omfanget og årsagen til skaden. Vurderingsforretningen afholdes snarest muligt, efter at anmeldelsen er modtaget.

Stk. 2. Skadelidte og så vidt muligt den, der antages at have forvoldt skaden ved spredning af giftmidler, skal indkaldes til vurderingsforretningen.

Stk. 3. Efter lovens § 10, stk. 3, har voldgiftsnævnets medlemmer i forbindelse med behandling af en forgiftningssag adgang til dyrkningsarealer og til udbygninger og tilsvarende lokaler, hvor der opbevares giftmidler, og er berettigede til vederlagsfrit at udtage prøver af planter og kemikalier i det omfang, sagens behandling gør det nødvendigt, samt til at kontrollere sprøjteredskaber og sprøjtebøger, hvor disse forefindes.

§ 6.§-link ↗

På begæring af en af parterne skal der udtages prøve af de forgiftede honningbier og af planter fra det pågældende areal, inden sagen afgøres. Kendelse i sagen kan først afsiges, når Statens Planteavlsforsøg, Laboratoriet for Biavl, har undersøgt prøverne, og laboratoriets udtalelse i sagen foreligger.

Stk. 2. Prøverne skal udtages efter reglerne i bilag 2.

§ 7.§-link ↗

Ved behandlingen af en sag i voldgiftsnævnet deltager formanden og voldgiftsmændene fra lokalområdet. Formanden kan efter lovens § 10, stk. 2, tilkalde særligt sagkyndige.

Stk. 2. Indkaldelse til møde skal ske ved anbefalet brev.

Stk. 3. Voldgiftsnævnet træffer afgørelse ved kendelse, der skal være begrundet.

§ 8.§-link ↗

Skriftlig behandling af sagen for voldgiftsnævnet kan finde sted, når voldgiftsmanden efter høring af parterne bestemmer det.

Stk. 2. Udebliver den part, der har indbragt sagen for voldgiftsnævnet, uden oplyst lovligt forfald fra et møde, hvortil den pågældene er indkaldt, afviser volgiftsnævnet sagen.

Stk. 3. Sager, der er afvist efter stk. 2, kan genoptages, hvis den udeblevne part inden 8 dage godtgør, at udeblivelsen skyldtes uforudselige forhold.

§ 9.§-link ↗

Inden voldgiftsnævnet afsiger kendelse i sagen, søger voldgiftsformanden så vidt muligt at opnå forlig.

§ 10.§-link ↗

Voldgiftskendelsen fuldbyrdes efter reglerne i § 12 i lov om biavl.

§ 11.§-link ↗

Ved kendelsen fastsættes tillige sagsomkostninger jf. §§ 12 og 13, herunder betaling til Statens Planteavlsforsøg for undersøgelse af prøver. Sagsomkostninger pålægges i almindelighed den af parterne, kendelsen går imod. Dog kan skadelidte, hvis kendelsen går denne imod, fritages for betaling til Statens Planteavlsforsøg.

§ 12.§-link ↗

Voldgiftsformanden aflønnes i overensstemmelse med aftale mellem Justitsministeriet og Den Danske Dommerforening.

Stk. 2. Stk. 1 gælder tillige ved forligsmægling.

§ 13.§-link ↗

Der tilkommer de planteavlskyndige og biavlskyndige voldgiftsmænd vederlag som lægdommere efter de til enhver tid gældende regler om ydelser til lægdommere og vidner m.v.

§ 14.§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. oktober 1992.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 800 af 11. december 1987 om voldgiftssager om erstatning for forgiftning af bier ophæves samtidig.