§ 1.§-link ↗
En vægt defineres som et måleinstrument til bestemmelse af et legemes masse ved anvendelse af tyngdekraftens påvirkning af dette legeme. En vægt kan endvidere anvendes til at bestemme andre masserelaterede størrelser, mængder, parametre eller karakteristika. En ikke-automatisk vægt defineres som en vægt, der kræver en operatørs medvirken under vejningen. Denne bekendtgørelse gælder alle ikke-automatiske vægte, i det følgende benævnt »vægte«.
Stk. 2. I denne bekendtgørelse skelnes der mellem følgende to anvendelsesområder for vægte: a) 1) bestemmelse af massen ved kommercielle transaktioner, 2) bestemmelse af massen ved beregning af afgift, told, skat, bonus, bøde, vederlag, godtgørelse eller betaling af lignende art, 3) bestemmelse af massen med henblik på anvendelse af en lov eller en administrativ bestemmelse; retslig ekspertise, 4) bestemmelse af massen i medicinsk praksis ved vejning af patienter i forbindelse med helbredsovervågning, diagnose og medicinsk behandling, 5) bestemmelse af massen ved fremstilling af receptpligtige lægemidler i apoteker og bestemmelse af massen ved analyser foretaget i medicinske og farmaceutiske laboratorier, 6) fastsættelse af prisen ud fra massen ved direkte salg til offentligheden og fremstilling af færdigpakninger. b) alle andre end de i stk. 2, litra a), omhandlede formål.
Stk. 3. Til anvendelserne i stk. 2, litra a) skal anvendes vægte af nøjagtighedsklasse III eller bedre, jf. BILAG 1, Tabel 1.
Stk. 4. Undtaget fra kravet i stk. 3 er følgende vægte for så vidt angår anvendelserne i stk. 2, litra a) 1) og 2): 1) Vægte, der anvendes til handel med ædle metaller. Til denne brug skal anvendes vægte af nøjagtighedsklasse I eller II. 2) Vægte, der benyttes til vejledning af massegods. (Ved massegods forstås i denne sammenhæng uindpakkede produkter af lav enhedsværdi, såsom sand, grus, mørtel, beton, bygningsrenovation og skrald). Til denne brug kan også anvendes vægte af nøjagtighedsklasse IIII.
§ 2.§-link ↗
Der må kun markedsføres vægte, som opfylder de forskrifter i denne bekendtgørelse, der gælder for dem.
Stk. 2. Til de i § 1, stk. 2, litra a) omhandlede formål må der kun anvendes vægte, som opfylder de forskrifter i denne bekendtgørelse, som gælder for dem.
§ 3.§-link ↗
De vægte, der anvendes til de i § 1, stk. 2, litra a), omhandlede formål, skal opfylde de i BILAG I anførte væsentlige metrologiske krav. Er vægten udstyret eller forbundet med anordninger, som ikke anvendes til de i § 1, stk. 2, litra a), omhandlede formål, er de pågældende anordninger undtaget fra at opfylde de væsentlige krav.
§ 4.§-link ↗
Markedsføring er tilladt af alle ikke-automatiske vægte, som opfylder forskrifterne herfor i denne bekendtgørelse.
Stk. 2. Ibrugtagning er tilladt af alle vægte, som er beregnet til de formål, der er angivet i § 1, stk. 2, litra a), når de opfylder forskrifterne herfor i denne bekendtgørelse.
§ 5.§-link ↗
Vægte, som er i overensstemmelse med de relevante nationale standarder til gennemførelse af de harmoniserede standarder, som opfylder de i § 3 omhandlede væsentlige krav, anses af medlemsstaterne for at være i overensstemmelse med de i § 3 omhandlede væsentlige krav.
Stk. 2. Kommissionen offentliggør i De Europæiske Fællesskabers Tidende referencerne for de i stk. 1 omhandlede harmoniserede standarder. Industri- og Handelsstyrelsen offentligør referencerne for de i stk. 1 omhandlede nationale standarder.
§ 6.§-link ↗
Finder Industri- og Handelsstyrelsen, myndigheden i en anden medlemsstat eller Kommissionen, at de i § 5, stk. 1, omhandlede harmoniserede standarder ikke fuldt ud opfylder de i § 3 omhandlede væsentlige krav, indbringer Kommissionen eller den pågældende medlemsstat sagen for det stående udvalg, der er nedsat ved direktiv 83/189/EØF, i det følgende benævnt »udvalget«, og angiver grunden herfor. Udvalget afgiver straks udtalelse. I lyset af udvalgets udtalelse underretter Kommissionen medlemsstaterne om, hvorvidt det er nødvendigt at tilbagekalde disse standarder fra de i § 5, stk. 2, omhandlede publikationer.
§ 7.§-link ↗
Finder Industri- og Handelsstyrelsen at vægte forsynet med det i BILAG II, nr. 2, 3 og 4, omhandlede EF-overensstemmelsesmærke ikke opfylder kravene i dette direktiv, selv om de er rigtigt installeret og anvendes til de formål, de er bestemt til, træffer den de nødvendige foranstaltninger til at trække disse vægte tilbage fra markedet eller forbyde eller begrænse ibrugtagning og/eller markedsføring af dem. Styrelsen underretter omgående Kommissionen om enhver foranstaltning af denne art og oplyser grundene til sin beslutning og navnlig, hvorvidt den manglende overensstemmelse skyldes a) at vægtene, når de ikke er i overensstemmelse med de i § 5, stk. 1, omhandlede standarer, heller ikke opfylder de i § 3 omhandlede væsentlige krav, b) ukorrekt anvendelse af de i § 5, stk. 1, omhandlede standarder, c) mangler ved de i § 5, stk. 1, omhandlede standarder.
Stk. 2. Kommissionen indleder konsulationer med de berørte parter snarest muligt. Efter konsultationerne underretter Kommissionen omgående Industri- og Handelsstyrelsen, om resultatet af konsulatationerne. Finder Kommissionen, at foranstaltningerne er berettigede, underrretter den tillige omgående de øvrige medlemsstater. Såfremt beslutningen skyldes formodede mangler ved standarderne, forelægger Kommissionen efter at have rådført sig med de berørte parter sagen for udvalget inden to måneder, såfremt Industri- og Handelsstyrelsen har til hensigt at fastholde foranstaltningerne, og indleder herefter den i § 6 omhandlede procedure.
Stk. 3. Hvis en vægt, som ikke opfylder bestemmelserne, er forsynet med EF-overensstemmelsesmærke, træffer Industri- og Handelsstyrelsen passende foranstaltninger mod dem, der har anbragt mærket, og underretter Kommissionen og de øvrige medlemsstater herom.
Stk. 4. Kommissionen sikrer, at medlemsstaterne holdes underrettet om udviklingen i og resultatet af den i stk. 3 nævnte procedure.
§ 8.§-link ↗
Ved attesteringen af, at vægte er i overensstemmelse med de i BILAG I definerede væsentlige krav, kan der efter ansøgerens eget valg anvendes en af følgende procedurer: 1) Den i BILAG II, nr. 1, omhandlede EF-typegodkendelse, der enten efterfølges af den i BILAG II, nr. 2, omhandlede EF-erklæring om typeoverensstemmelse (garanti for produktionskvalitet) eller af den i BILAG II, nr. 3, omhandlede EF-verifikation. Dog er EF-typegodkendelsen ikke obligatorisk for vægte, som ikke anvender nogen elektrisk anordning, og i hvilke lastmålingsanordningen ikke anvender nogen fjeder til afbalancering af lasten. 2) Den i BILAG II, nr. 4, omhandlede EF-enhedsverifikation.
Stk. 2. Dokumenter og korrespondance vedrørende de i stk. 1 omhandlede procedurer skal udfærdiges på dansk eller på et sprog, som accepteres af det notificerede organ.
Stk. 3. Når vægtene er omfattet af andre fællesskabsdirektiver, der vedrører andre aspekter, angives det i disse tilfælde på det i § 10 omhandlede EF-mærke, at vægtene ligeledes opfylder kravene i disse andre direktiver.
§ 9.§-link ↗
Industri- og Handelsstyrelsen underretter de øvrige medlemsstater og Kommissionen om de organer, den har bemyndiget til at udføre opgaver under de i § 8 omhandlede procedurer, de specifikke opgaver, hvert organ har fået tildelt, samt identifikationskoderne for de bemyndigede organer. Kommissionen offentliggør listen over de bemyndigede organer sammen med de opgaver, de har fået tildelt, i De Europæiske Fællesskabers Tidende og sikrer, at listen holdes ajour.
Stk. 2. Medlemsstaterne anvender de i BILAG V anførte miniumskriterier for bemyndigelse af organer. Organer, som opfylder kriterier, der er fastsat i relevante harmoniserede standarder, antages at opfylde de i BILAG V omhandlede kriterier.
Stk. 3. Industri- og Handelsstyrelsen annullerer bemyndigelsen til et organ, såfremt dette ikke længere opfylder de i stk. 2 omhandlede bemyndigelseskriterier. Styrelsen underretter omgående de øvrige medlemsstater og Komissionen herom, og tilbagekalder meddelelsen om bemyndigelse.
§ 10.§-link ↗
Når det er konstateret, at en vægt er i overensstemmelse med EF-forskrifterne, skal EF-overensstemmelsesmærket og de supplerende data som beskrevet i BILAG IV, nr. 1, anbringes på vægten i en klart synlig, let læselig og uudslettelig form.
Stk. 2. På alle andre vægte skal de i BILAG IV, nr. 2, omhandlede påskrifter anbringes i en klart synlig, let læselig og uudslettelig form.
Stk. 3. Anbringelse på vægtene af mærker, som vil kunne forveksles med EF-overensstemmelsesmærket, er forbudt.
§ 11.§-link ↗
Konstateres det, at anbringelse af EF-overensstemmelsesmærket på vægte er uberettiget, fordi - de ikke er i overensstemmelse med de i § 5, stk. 1, omhandlede relevante standarder, når fabrikanten har valgt at fremstille vægte, der er i overensstemmelse med disse standarder, - de ikke er i overensstemmelse med en godkendt type, - de er i overensstemmelse med en godkendt type, men ikke opfylder de væsentlige krav, som gælder for denne, eller - fabrikanten ikke har opfyldt sine forpligtelser i medfør af EF-typeoverensstemmelseserklæringen (garanti for produktionsskvalitet), skal det bemyndigede organ, som har udstedt godkendelsen, i givet fald tilbagekalde EF-typegodkendelsen og/eller godkendelsen af kvalitetsstyringssystemet. Tilbagekaldelsen af EF-typegodkendelsen medfører forbud mod ansøgning om EF-verifikation og mod udstedelse af EF-erklæring om typeoverensstemmelse (garanti for produktionskvalitet).
§ 12.§-link ↗
Når en vægt, der anvendes til et af de i § 1, stk. 2, litra a), omhandlede formål, er udstyret eller forbundet med anordninger, som ikke har været underkastet en overensstemmelsesvurdering som omhandlet i § 8, skal hver af disse anordninger være forsynet med et symbol, der angiver, hvad anordingen må bruges til, jf. BILAG IV, nr. 3. Dette symbol skal være anbragt på anordningerne i en klart synlig, let læselig og uudslettelig form.
§ 13.§-link ↗
Efterkontrol af vægte består af reverifikation, periodisk verifikation samt tilsyn. Ved reverifikation forstås i denne bekendtgørelse de operationer, som omfatter undersøgelse og mærkning og/eller udstedelse af attest til bekræftelse af, at vægten opfylder de forskriftsmæssige krav, og som foretages på vægte, som bærer CE-mærket. Ved periodisk verifikation forstås reverifikation, som gennemføres med bestemte tidsintervaller. Reverifikation foretages af et af Industri- og Handelsstyrelsen bemyndiget laboratorium.
Stk. 2. En vægt, der anvendes som beskrevet i § 1, stk. 2, litra a), skal reverificeres senest samme kvartal 4 år efter sidste verifikationsdato.
Stk. 3. En vægt, som senest er overensstemmelsesattesteret i en anden EF-medlemsstat, skal, hvis den nøjagtige dato for attestationen ikke er kendt, reverificeres senest i sidste kvartal 3 år efter udgangen af det år, i hvilket vægten senest er overensstemmelsesattesteret. Når vægten reverificeres, påsættes en verifikationsmærkat for efterkontrol. Mærkaten er vist i BILAG VII.
Stk. 4. Det påhviler den, der som ejer eller med ejers rettigheder benytter en vægt som anført i § 1, stk. 2, litra a), at sørge for at vægten er behøring periodisk verificeret, samt at sikre sig at brugstolerancen, der er lig med det dobbelte af verifikationstolerancen, ikke overskrides. En vægt, der ved reparation eller på anden vis har være tudsat for indgreb, eller hvor mærkningen er brudt eller beskadiget, skal reverificeres. En reparatør, der ved reparation af en vægt har foretaget et indgreb, der kræver reverifikation af vægten, skal straks give meddelelse herom til brugeren, som skal rekvirere reverifikation hos et bemyndiget laboratorium.
Stk. 5. Vægte, der benyttes som beskrevet i § 1, stk. 2, litra a), er underkastet tilsyn i henhold til §§ 11 og 12 i Industri- og Handelsstyrelsens bekendtgørelse nr. 181 af 19. marts 1991 om udstedelse og gennemførelse af måletekniske bestemmelser. Såfremt vægten ikke allerede er forsynet med en verifiktionsmærkat,. påsættes en sådan ved tilsynsbesøget. Straffebestemmelser
§ 14.§-link ↗
Med bøde straffes den, som i forbindelse med ansøgning om typegodkendelse eller verifikation afgiver urigtige oplysninger.
Stk. 2. Overtrædelse af § 2, stk. 1 og 2 og § 13, stk. 4 straffes med bøde.
Stk. 3. Er overtrædelsen begået af et aktieselskab, anpartsselskab, andelsselskab eller lignende, kan der pålægges selskabet som sådant bødeansvar. Er overtrædelsen begået af en kommune eller et kommunalt fællesskab, der er omfattet af § 60 i lov om kommuners styrelse, kan der pålægges kommunen eller det kommunale fællesskab som sådant bødeansvar. Ikrafttrædelse m.v.
§ 15.§-link ↗
Denne bekendtgørelse træder i kraft den 1. januar 1993.
Stk. 2. Samtidig ophæves muligheden for at udstede nye typegodkendelser for ikke-automatiske vægte i henhold til bestemmelserne i § 10, stk. 2, 3, 4 og 5 i Statens Metrologiråds bekendtgørelse nr. 585 af 11. juni 1987 om måletekniske kontrolbestemmelser for måling af masse (»vægt«). Der kan dog fortsat udstedes tillægsgodkendelser omfattende mindre modifikationer af eksisterende vægte.
Stk. 3. Uanset stk. 1 og stk. 2, tillades markedsføring og/eller ibrugtagning af vægte, som er typegodkendt før 1. januar 1993 efter de bestemmelser, der var gældende inden 1. januar 1993, forudsat typegodkendelsen fortsat er gældende. Sådanne typegodkendelser kan gyldighedsforlænges i en periode på op til ti år, d.v.s. indtil 1. januar 2003.
Stk. 4. Typegodkendelser udstedt efter EF-direktiv nr. 73/360/EØF kan ikke gyldighedsforlænges eller ændres efter 1. januar 1993.
Stk. 5. Endvidere tillades markedsføring og/eller ibrugtagning af vægte til anvendelse til de i § 1, stk. 2 a)4) og a)5) omhandlede anvendelsesområder indtil 1. januar 2003, uden krav om overensstemmelsesattestering.