Bekendtgørelse nr. 500 · 1991

Gældende

Bekendtgørelse om opsigelse i statsstøttede ungdomsboliger

Bekendtgørelse om opsigelse i statsstøttede ungdomsboliger

Dokumentdato: 26. jun. 1991Kildeversion observeret: 26. sep. 2026Kilde kontrolleret: 26. sep. 2026
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

§ 1.§-link ↗

Bestemmelserne i denne bekendtgørelse gælder for alle ungdomsboliger, der er omfattet af § 67, stk. 1, § 73 a, stk. 4 og § 77, stk. 2 i lov om boligbyggeri.

§ 2.§-link ↗

Bestyrelsen for en ungdomsboliginstitution eller boligselskabet skal opsige en lejer med 3 måneders varsel, når a) lejeren har fuldført sin uddannelse b) lejeren er ophørt med eller har afbrudt sin uddannelse c) lejeren ikke har afsluttet sin uddannelse senest 1 år efter udløbet af den for uddannelsen normerede studietid, såfremt indflytning er sket straks ved studiets begyndelse, ellers 1 år efter det ved indflytningen påregnede afslutningstidspunkt, eller d) lejeren ikke i øvrigt opfylder de forudsætninger, hvorunder boligen er udlejet, herunder at lejeren ikke er studieaktiv.

§ 3.§-link ↗

Ungdomsboliginstitutionens bestyrelse eller boligselskabet skal mindst 1 gang årligt forlange, at lejeren afgiver nødvendige oplysninger til brug for en vurdering af, om de i § 2 nævnte opsigelsesgrunde er til stede.

Stk. 2. Lejeren skal på eget initiativ give ungdomsboliginstitutionens bestyrelse eller boligselskabet meddelelse, hvis de i § 2 anførte opsigelsesgrunde er til stede. Lejeren skal endvidere give ungdomsboliginstitutionens bestyrelse eller boligselskabet oplysninger om studieaktivitet, herunder om deltagelse i eksaminer og prøver, normeret studietid, tidspunktet for uddannelsens påbegyndelse og forventet tidspunkt for afslutning af uddannelsen m.v. Oplysningerne skal gives på de af Bygge- og Boligstyrelsen til formålet udarbejdede skemaer om studie- og uddannelsesaktivitet, der er optaget som henholdsvis bilag 1 og 2 til denne bekendtgørelse.

§ 4.§-link ↗

Bestyrelsen eller boligselskabet kan udsætte en opsigelse efter § 2 i indtil 1 år på grund af arbejde, som er pålagt lejeren i henhold til styrelseslovgivningen, rådsarbejde eller arbejde vedrørende de uddannelsessøgendes sociale og uddannelsesmæssige forhold, hvis sådant arbejde dokumenterbart kan have medført forsinkelse af uddannelsen.

Stk. 2. Bestyrelsen eller boligselskabet kan efter ansøgning udsætte en opsigelse efter § 2 i indtil 1 år, såfremt lejeren dokumenterer at være studieaktiv.

Stk. 3. Bestyrelsen kan i særlige tilfælde efter ansøgning udsætte en opsigelse efter stk. 2 i yderligere 1 år, såfremt det skønnes, at der gør sig særlige forhold gældende for den pågældende lejer.

Stk. 4. Bestyrelsen kan udsætte en opsigelse efter § 2, såfremt boligen ikke umiddelbart kan genudlejes.

§ 5.§-link ↗

Ungdomsboliginstitutionens bestyrelses eller boligselskabets afgørelse af, om der foreligger en opsigelsesgrund efter § 2, kan ikke indbringes for Bygge- og Boligstyrelsen.

§ 6.§-link ↗

Kommunalbestyrelsen påser, at ungdomsboligerne til stadighed bebos af den berettigede personkreds.

§ 7.§-link ↗

Bekendtgørelsen har virkning fra den 1. juli 1991 for samtlige lejeaftaler vedrørende boliger, der er omfattet af § 1.