Bekendtgørelse nr. 444 · 1991

Historisk

Bekendtgørelse om begrænsning af støj fra motoriserede plæneklippere (* 1)

Bekendtgørelse om begrænsning af støj fra motoriserede plæneklippere (* 1)

Dokumentdato: 12. jun. 1991Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

Kapitel 1 · Bekendtgørelsesområde. Definitioner

§ 1.§-link ↗

Ved bekendtgørelsen tilstræbes det gennem fastsættelse af grænseværdier og metoder til måling af disse at begrænse lydeffektniveauet for luftbåren støj i miljøet fra plæneklippere samt for plæneklippere med en skærebredde på over 120 cm desuden at begrænse lydtrykniveauet for luftbåren støj på førerpladsen.

§ 2.§-link ↗

Bekendtgørelsen omfatter motoriserede plæneklippere, hvorved forstås ethvert motordrevet redskab, som ved afskæring er egnet til at vedligeholde græsarealer til rekreative, dekorative eller lignende formål.

§ 3.§-link ↗

Bekendtgørelsen omfatter alle motoriserede plæneklippere bortset fra 1) landbrugs- og skovbrugsmateriel, 2) ikke selvkørende redskaber (f.eks. traktortrukne cylinderklippere) hvis skæreanordning drives af hjulene eller af en sammenbygget træk- eller bæreenhed og 3) redskaber med påmonteret drivkraft, hvis største motor har en effekt på over 20 kW.

Kapitel 2 · Støjgrænser, mærkning m.v.

§ 4.§-link ↗

Motoriserede plæneklippere må kun markedsføres, såfremt deres lydeffektniveau målt efter den i bilag 2 angivne metode ikke overstiger det tilladte lydeffektniveau, som er angivet i bilag 1, og såfremt det A-vejede lydtrykniveau i dB for luftbåren støj fra plæneklippere med en skærebredde på over 120 cm målt på førerpladsen under de i bilag 1 A anførte forhold ikke overstiger et niveau på 90 dB(A).

§ 5.§-link ↗

Fabrikanten eller importøren skal på eget ansvar for den enkelte type plæneklipper i en attest bekræfte, at plæneklipperen opfylder bestemmelserne i denne bekendtgørelse. Attestens udformning er angivet i bilag 3.

Stk. 2. Plæneklipperens opfyldelse af den fastsatte støjgrænse i bilag 1 sker på baggrund af en afprøvningsrapport for hver type plæneklipper udført af et autoriseret laboratorium.

Stk. 3. Attesten skal medfølge ved salg af plæneklipperen.

Stk. 4. Attesten kan fremstå som led i brugsanvisningen eller på garantibeviset, der følger med plæneklipperen.

§ 6.§-link ↗

Plæneklippere må kun markedsføres, såfremt de er forsynet med skiltning med følgende angivelser: 1) Fabrikantens identifikationsmærke og plæneklipperens typebetegnelse. 2) Det maksimale A-vejede lydeffektniveau i db i forhold til 1 pw samt for plæneklippere med en skærebredde på over 120 cm det lydtrykniveau i dB(A) i forhold til 20mPa på førerpladsen, som fabrikanten eller importøren garanterer.

Stk. 2. Skiltningen skal anbringes synligt på plæneklipperen. Skiltningen skal være holdbar og kunne modstå klimatiske påvirkninger. Skiltningen kan udformes som en pånittet plade eller selvklæbende mærkat, silketryk eller indgå som en integreret del af plæneklipperens flader.

Stk. 3. Bestemmelsen i stk. 1, nr. 2 finder ikke anvendelse på el-drevne plæneklippere med en skærebredde på under 30 cm, der på grund af deres konstruktion afgiver ringe støj.

Stk. 4. Modellen til den i stk. 1, pkt. 2 nævnte påskrift findes i bilag 4 og 5.

Kapitel 3 · Kontrol m.v.

§ 7.§-link ↗

Tilsyn og kontrol med overholdelse af bestemmelserne i bekendtgørelsen udøves af Planstyrelsen eller den, Planstyrelsen bemyndiger hertil.

Stk. 2. Kontrol med produkternes overensstemmelse med bekendtgørelsens bestemmelser gennemføres som stikprøvekontrol.

§ 8.§-link ↗

Fabrikanter og importører af motoriserede plæneklippere skal fremsende kopi af den i § 5 nævnte attest til Planstyrelsen, forinden den pågældende plæneklipper markedsføres.

Stk. 2. Fabrikanten og importøren er pligtige til på begæring af tilsynsmyndigheden, jf. § 7, at give alle oplysninger, som er af betydning for tilsynet.

Kapitel 4 · Straf og ikrafttrædelse

§ 9.§-link ↗

Med bøde straffes den, der 1) overtræder § 4, 2) undlader at lade attesten medfølge efter § 5, 3) undlader at mærke plæneklipperen efter § 6, eller 4) undlader at afgive oplysninger efter § 8, stk. 2.

Stk. 2. For overtrædelser, der begås af aktieselskaber, andelsselskaber eller lignende, kan der pålægges selskabet som sådant bødeansvar.

§ 10.§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 1991.

Stk. 2. Samtidig med ikrafttrædelsen af denne bekendtgørelse ophæves den tidligere bekendtgørelse nr. 235 af 18. april 1988 om begrænsning af støj fra motoriserede plæneklippere.