§ 1.§-link ↗
Justitsministeriet har i henhold til § 68, stk. 1, og § 118, stk. 3, i færdselsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 58 af 17. februar 1986 som ændret senest ved lov nr. 62 af 7. februar 1990, og i overensstemmelse med § 44 i Justitsministeriets bekendtgørelse om køretøjers indretning og udstyr m.v. udstedt en ny bekendtgørelse om detailforskrifter for køretøjers indretning og udstyr (Detailforskrifter for Køretøjer 1990).
§ 2.§-link ↗
Detailforskrifterne træder i kraft den 1. april 1990. Pkt. 7.x5.020 - 7.x5.030 om støj fra bil og motorcykel samt pkt. 11.x1.001 om støjmålemetode I (kørselsmåling) træder dog først i kraft den 1. oktober 1990.
§ 3.§-link ↗
Detailforskrifterne gælder for køretøjer, der registreres, godkendes eller tages i brug første gang på ikrafttrædelsesdatoen eller senere. Bestemmelserne i pkt. 7.05.021 - 7.05.030 om støj fra bil og motorcykel samt pkt. 11.01.001 om støjmålemetode I (kørselsmåling) gælder ikke for køretøjer, der registreres, godkendes eller tages i brug første gang den 1. oktober 1990 eller senere. Bestemmelserne i pkt. 3.02.110 om længde af sættevogn samt afsnit 6.12 om kørelys gælder desuden for køretøjer, der er registreret, godkendt eller taget i brug inden ikrafttrædelsesdatoen.
§ 4.§-link ↗
Ethvert køretøj kan straks indrettes i overensstemmelse med detailforskrifterne.
§ 5.§-link ↗
Ifølge anordning nr. 160 af 27. april 1977 indføres bekendtgørelsen om detailforskrifter for køretøjers indretning og udstyr ikke i Lovtidende, men den kan købes i boghandelen og ligger til gennemsyn hos Statens Bilinspektion.