§ 1.§-link ↗
Produktion og salg af planter, herunder levende plantedele, men ikke frø, er omfattet af bekendtgørelsen, hvis der er tale om 1) planter, der på salgstidspunktet er plantet og skal forblive plantet eller skal genplantes, eller 2) levende plantedele, der på salgstidspunktet ikke er plantet, men skal plantes.
Stk. 2. Bestemmelserne om salg gælder også for udbud til salg samt fordeling, levering eller anden form for overdragelse.
§ 2.§-link ↗
En virksomhed, der agter at producere planter med henblik på salg, skal registreres i Plantedirektoratet (direktoratet) forud for produktionens påbegyndelse. Består en virksomhed af flere driftsmæssigt adskilte enheder, skal hver enhed registreres særskilt. Driftsmæssigt adskilte virksomheder med forretningsmæssigt fællesskab skal registreres særskilt.
Stk. 2. En plantehandel skal registreres, hvis den opretholder en plantebestand gennem hele vækstsæsonen.
Stk. 3. Stk. 1 og 2 gælder ikke for virksomheder, der har et salg af varer eller ydelser på under 10.000 kr. om året og kun sælger planter direkte til den endelige forbruger.
§ 3.§-link ↗
Direktoratet kan godkende en registreret virksomhed i følgende kategorier, jf. § 7: 1) opbevaring af præ-kerneplanter, produktion og opbevaring af kerneplanter og etablering af eliteplanter, 2) opbevaring og produktion af eliteplanter og produktion af certificerede planter klasse AAE, 3) produktion af certificerede planter klasse AA eller 4) produktion af certificerede planter klasse A.
Stk. 2. Godkendelse efter stk. 1 kan omfatte alle de i stk. 1 nr. 1-4, nævnte kategorier og kan begrænses til at omfatte dele af virksomhedens produktion.
§ 4.§-link ↗
Registrerede virksomheder skal føre regnskab over beholdninger samt over køb og salg af planter og skal kunne dokumentere alt køb af planter. Direktoratet kan forlange rigtigheden af oplysninger bekræftet af en statsautoriseret eller registreret revisor.
Stk. 2. Hvis virksomheden anvender vævskulturer i produktionen, skal alt plantematriale, der modtages, registreres, og de registrerede oplysninger skal opbevares i mindst 5 år. Registreringen skal omfatte dato for modtagelse, botanisk navn, mængde samt navn og adresse på leverandøren. For danske leverandører angives virksomhedens registreringsnummer og for udenlandske leverandører nummer på certifikatet eller dato for indførselstilladelsen. Alt plantematerialet skal være mærket således, at det kan identificeres i forhold til de registrerede oplysninger.
§ 5.§-link ↗
Hvis en registreret virksomhed eller plantehandel skifter ejer eller ophører med produktion og salg af planter, skal direktoratet underrettes skiftligt herom.
§ 6.§-link ↗
Planter kan godkendes til salg, hvis de 1) opfylder minimumskravene i bilag 1 om frihed for planteskadegørere, og 2) for så vidt angår plantegrupper nævnt i bilag 2, er produceret i overensstemmelse med bestemmelserne i dette bilag.
§ 7.§-link ↗
Planter kan godkendes til salg som 1) kerneplanter, hvis de a) er udvalgt af sortsejeren på grund af deres særlige genetiske egenskaber, b) ved en officiel undersøgelse er konstateret at opfylde de krav om frihed for planteskadegørere, der er fastsat af direktoratet for kerneplanter af den pågældende slægt eller art, c) er produceret og opbevaret efter bestemmelserne i bilag 3, afsnit 1, og d) opfylder kravene i bilag 1 om frihed for planteskadegørere 2) eliteplanter, hvis de a) har oprindelse direkte i kerneplanter eller i planter frembragt ved opformering på grundlag af kerneplanter, b) er produceret og opbevaret efter bestemmelserne i bilag 3, afsnit 2, eller c) opfylder kravene i bilag 1 om frihed for planteskadegørere, eller 3) certificerede planter, klasse AAE, AA eller A, hvis de a) har dokumenteret oprindelse i eliteplanter eller kerneplanter, b) er produceret efter bestemmelserne i bilag 3, afsnit 2, 3 eller 4 og c) opfylder kravene i bilag 1 om frihed for planteskadegørere.
Stk. 2. Planter, der er udvalgt som kommende kerneplanter, men som endnu ikke er godkendt efter stk. 1, nr. 1 (præ-kerneplanter), kan godkendes til salg, hvis de opfylder betingelserne i § 6, men må ikke betegnes »præ-kerneplanter«.
§ 8.§-link ↗
Direktoratet foretager eftersyn af den registrerede virksomhed og planterne i virksomheden til kontrol med, at betingelserne for godkendelse af planterne er opfyldt.
§ 9.§-link ↗
Kan et parti planter ikke godkendes, må partiet ikke sælges, men skal tilintetgøres efter direktoratets anvisning, jf. dog § 10.
Stk. 2. Uanset stk. 1 kan direktoratet i særlige tilfælde og på særlige vilkår godkende planter, der ikke opfylder betingelserne i § 6.
§ 10.§-link ↗
Et parti planter, der ikke kan godkendes, kan af direktoratet stilles i fortsat avlskontrol, hvis direktoratet skønner, at planterne efter gennemførelse af egnede foranstaltninger vil kunne godkendes ved et nyt eftersyn.
Stk. 2. Stk. 1 gælder ikke, hvis der i partiet er konstateret angreb af 1) planteskadegørere nævnt i bilag 1, A, 1, d, 2) andre planteskadegørere nævnt i bilag 1, A, på over 10 pct., 3) planteskadegørere nævnt i bilag 1, B, på over 20 pct., 4) planteskadegørere, omfattet af bilag 1, hvis partiet ved et nyt eftersyn, jf. stk. 1, fortsat ikke kan godkendes.
Stk. 3. Planter i fortsat avlskontrol må ikke fjernes fra dyrkningsstedet uden direktoratets skriftlige tilladelse.
§ 11.§-link ↗
Ved salg skal hver salgsenhed være mærket med korrekt botanisk navn og skal i øvrigt opfylde paknings- og mærkningsbestemmelserne i bilag 4.
Stk. 2. Uanset stk. 1 kan danske artsnavne anvendes ved salg her i landet af planter, der producerer spiselige afgrøder. Sortsnavnet skal angives.
Stk. 3. Ved salg engros skal hver salgsenhed tillige være mærket med produktionsvirksomhedens registreringsnummer, jf. § 2, stk. 1. Ved salg i øvrigt skal sælgeren på forlangende oplyse produktionsvirksomhedens navn og adresse eller registreringsnummer.
§ 12.§-link ↗
Overtrædelse af bestemmelserne i § 2, stk. 1 og 2, § 4, § 5, § 7, stk. 2, § 9, stk. 1, § 10, stk. 3, og § 11 straffes med bøde.
Stk. 2. Er en overtrædelse begået af et aktieselskab, anpartsselskab, andelsselskab eller lignende, kan der i medfør af § 4, stk. 3, i lov om frø og planter pålægges selskabet som sådant bødeansvar.
§ 13.§-link ↗
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 1990.
Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 344 af 11. juli 1985 om planter til plantning ophæves.