§ 1.§-link ↗
Vælgere, der er omfattet af lovens § 2 optages efter anmodning på valglisten i den kommune, hvor de sidst har været tilmeldt folkeregistret, jf. dog § 6.
Stk. 2. Det er en betingelse for optagelse på valglisten, at vælgeren har indgivet ansøgning herom efter reglerne i §§ 2-4, og at afgørelse om optagelse på valglisten er truffet senest 18.-dagen før valgdagen.
§ 2.§-link ↗
Ansøgning om optagelse på valglisten indgives til kommunalbestyrelsen i den kommune, hvor vælgeren sidst har været tilmeldt folkeregistret.
Stk. 2. Ansøgningen, der skal være egenhændigt dateret og underskrevet af vælgeren, skal indeholde oplysning om vælgerens 1) fulde navn, 2) personnummer, 3) udrejsedato, 4) seneste adresse i Danmark (tilmeldt et folkeregister), 5) adresse i udlandet og 6) årsagen til udlandsopholdet.
Stk. 3. For vælgere, der er omfattet af lovens § 2, stk. 1, skal ansøgningen tillige indeholde en attestation fra vedkommende statslige styrelse om, at vælgeren er ansat i den danske stat og beordret til tjeneste uden for riget eller er samlevende ægtefælle til en sådan vælger.
§ 3.§-link ↗
Vælgere, der er omfattet af lovens § 2, stk. 1, skal indgive ansøgningen på den formular (ansøgningsskema), der er optrykt som bilag 1 til bekendtgørelsen. Indtil 31. december 1988 kan i stedet anvendes det ansøgningsskema, der blev benyttet inden 1. juli 1988. Ansøgningsskemaet kan fås hos vedkommende statslige styrelse.
Stk. 2. Vælgere, der er omfattet af lovens § 2, stk. 2, skal indgive ansøgningen på den formular (ansøgningsskema), der er optrykt som bilag 2 til bekendtgørelsen. Ansøgningsskemaet kan fås hos kommunen (folkeregistret) samt hos danske diplomatiske og konsulære repræsentationer i udlandet.
§ 4.§-link ↗
Afgørelser om optagelse på valglisten af vælgere, der er omfattet af lovens § 2, stk. 1, gælder, indtil den beordrede tjeneste i udlandet ophører, jf. dog stk. 2 og 6.
Stk. 2. Afgørelser om optagelse på valglisten af vælgere, der er omfattet af ægtefællereglen i lovens § 2, stk. 1, ophører med at have gyldighed, såfremt der under tjenesten i udlandet sker faktisk samlivsophævelse, separation, skilsmisse eller omstødelse af ægteskabet.
Stk. 3. Afgørelser om optagelse på valglisten af vælgere, der er omfattet af lovens § 2, stk. 2, gælder i 2 år fra afgørelsens dato, jf. dog stk. 4-6.
Stk. 4. Hvis vælgeren inden udløbet af 2 års-perioden indgiver ansøgning om fornyet optagelse på valglisten, forlænges perioden, indtil der er truffet afgørelse.
Stk. 5. Hvis afgørelse om fornyet optagelse på valglisten træffes inden udløbet af 2 års-perioden, afkortes perioden, idet afgørelsen om fornyet optagelse på valglisten har gyldighed i 2 år fra afgørelsens dato.
Stk. 6. Afgørelser om optagelse på valglisten af vælgere, der er omfattet af lovens § 2, bortfalder, når vælgeren på ny tilmelder sig et dansk folkeregister.
§ 5.§-link ↗
Vælgere, der er omfattet af lovens § 2, stk. 1, og som er optaget på valglisten, skal give underretning til Indenrigsministeriet, Afdelingen for Personregistrering, såfremt 1) den beordrede tjeneste i udlandet ophører, og vælgeren ikke i forbindelse hermed tilmelder sig et dansk folkeregister, jf. dog stk. 3, 2) der under tjenesten i udlandet sker faktisk samlivsophævelse, separation, skilsmisse eller omstødelse af ægteskabet, eller 3) ægtefællen afgår ved døden.
Stk. 2. Underretningen skal ud over tidspunktet for ophøret af tjenesten i udlandet, henholdsvis for ændringen af det ægteskabelige forhold eller for dødsfaldet, indeholde oplysning om vælgerens, henholdsvis ægtefællens, 1) fulde navn, 2) personnummer og 3) eventuelle nye bopæl i Danmark eller i udlandet.
Stk. 3. Såfremt tjenesten i udlandet ophører på grund af vælgerens død, skal vedkommende styrelse underrette Indenrigsministeriet, Afdelingen for Personregistrering, om tidspunktet herfor med angivelse af afdødes fulde navn og personnummer. Er afdødes efterladte ægtefælle optaget på valglisten i medfør af ægtefællereglen i lovens § 2, stk. 1, skal underretningen endvidere indeholde oplysning om ægtefællens fulde navn, personnummer samt eventuelle nye bopæl i Danmark eller i udlandet.
§ 6.§-link ↗
Vælgere, der er omfattet af lovens § 2, stk. 1, og som inden 1. juli 1988 har indgivet ansøgning om at blive optaget på valglisten, optages på valglisten i Københavns Kommune efter de hidtil gældende regler, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Vælgere, der er omfattet af stk. 1, kan efter ansøgning optages på valglisten i den kommune, hvor de sidst har været tilmeldt folkeregistret. I så fald finder reglerne i §§ 1-5 tilsvarende anvendelse.
§ 7.§-link ↗
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 1988.
Stk. 2. Samtidig bortfalder bekendtgørelse nr. 422 af 24. september 1980 om optagelse på folketingsvalglisten af personer, der er beordret til tjeneste uden for riget.