Bekendtgørelse nr. 237 · 1988

Historisk

Bekendtgørelse om betaling for elevers ophold på offentlige kostafdelinger ved gymnasieskoler (Opholdsafgift)

Bekendtgørelse om betaling for elevers ophold på offentlige kostafdelinger ved gymnasieskoler (Opholdsafgift)

Dokumentdato: 18. apr. 1988Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

§ 1.§-link ↗

Betalingen for elevers ophold på offentlige kostafdelinger ved gymnasieskoler påhviler forældrene. Betalingen for den enkelte elev beregnes under hensyn til elevens og forældrenes økonomiske forhold.

Stk. 2. Betalingen påhviler også forældrene efter elevens fyldte 18. år. Er forældrene døde, påhviler betalingen eleven.

Stk. 3. Statens betaling for elever fra Grønland, der opholder sig på kostafdelinger på foranledning af Grønlands Hjemmestyre, og kommunernes betaling for elever, der opholder sig på kostafdelinger efter de sociale myndigheders henstilling, beregnes på samme grundlag som forældrenes betaling.

§ 2.§-link ↗

Den årlige betaling (Opholdsafgiften) forfalder i 10 månedlige rater, første gang den 1. august. Såfremt opholdet på kostafdelingen ikke strækker sig over hele skoleåret, men afbrydes inden 1. maj, nedsættes antallet af månedlige rater forholdsmæssigt.

§ 3.§-link ↗

Opholdsafgiften for den enkelte elev bestemmes på grundlag af en pointberegning over elevens og dennes forældres dokumenterede socialindkomst ved skoleårets begyndelse. Bilag 1 indeholder en skala med pointberegning over socialindkomster. Bilag 2 indeholder en skala over opholdsafgiften og de dertil svarende pointtal, jf. § 5.

§ 4.§-link ↗

Inden pointberegningen fradrages i elevens socialindkomst renter af beløb opsparet i henhold til lov om uddannelsesopsparing og i formuetillægget beløb opsparet i henhold til lov om uddannelsesopsparing.

Stk. 2. Inden pointberegningen fradrages i forældrenes socialindkomst et beløb, der fremgår af bilag 1, for hver af forældrenes øvrige børn, der ved skoleårets begyndelse 1) ikke er fyldt 18 år eller 2) er under den fastsatte aldersgrænse for forældreuafhængighed ved beregning af statens uddannelsesstøtte og er under uddannelse uden selv at have indtægter, der overstiger det i bilag 1 fastsatte beløb.

§ 5.§-link ↗

Pointtallet for en elev er det antal point, der svarer til elevens egen socialindkomst, sammenlagt med det antal point, der svarer til 1) forældrenes samlede socialindkomst, hvis forældrene er gift med hinanden eller har fælles folkeregisteradresse uden at være gift med hinanden, eller 2) socialindkomsten hos den af forældrene, eleven er nærmest knyttet til, hvis forældrene er skilt, separeret eller ikke gift med hinanden uden at have fælles folkeregisteradresse. Eleven betragtes som nærmest knyttet til den af forældrene, der har eller senest har haft forældremyndigheden. Har eller har forældrene haft forældremyndigheden i fællesskab, betragtes eleven som nærmest knyttet til den på hvis adresse, eleven er eller senest har været tilmeldt folkeregisteret.

§ 6.§-link ↗

Opholdsafgiften for en elev, som selv og/eller hvis forældre var bosat i Grønland og ikke var skattepligtige i Danmark i det indkomstår, der ligger til grund for beregningen af socialindkomsten ved skoleårets begyndelse, beregnes på grundlag af dokumenterede oplysninger om elevens og/eller forældrenes formue og skattepligtig indkomst i nævnte indkomstår. Tillægget for den skattepligtige formue sker efter principperne i lov om socialindkomst.

Stk. 2. Opholdsafgiften for en elev, som selv og/eller hvis forældre var bosat i udlandet og ikke eller kun for en del af deres indtægter var skattepligtige i Danmark i det indkomstår, der ligger til grund for beregningen af socialindkomsten ved skoleårets begyndelse, beregnes på grundlag af dokumenterede oplysninger om elevens og/eller forældrenes økonomiske forhold i kalenderåret forud for skoleårets begyndelse.

Stk. 3. Bestemmelserne om pointberegning og pointtal i §§ 3-5 finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 4. Foreligger der ikke tilstrækkelige oplysninger om indtægtsforholdene, betales den højeste opholdsafgift.

§ 7.§-link ↗

Opholdsafgiften kan ved skoleårets begyndelse eller senere efter ansøgning nedsættes af den amtskommune, hvori kostafdelingen er beliggende, og for så vidt angår kostafdelingen ved Sorø Akademis Skole, af Undervisningsministeriet, Direktoratet for Gymnasieskolerne og Højere Forberedelseseksamen.

Stk. 2. Nedsættelse kan ske, hvis bruttoindkomsten på grund af længerevarende arbejdsløshed, langvarig sygdom, konkurs, betalingsstandsning eller andre særlige forhold er faldet væsentlig i forhold til bruttoindkomsten i det indkomstår, for hvilket socialindkomsten ved skoleårets begyndelse er opgjort.

Stk. 3. Ansøgning om nedsættelse skal være bilagt dokumentation for nedgangen i indkomst.

Stk. 4. Opholdsafgiften nedsættes for den del af skoleåret, der ligger efter tidspunktet for indkomstnedgangen.

Stk. 5. Opholdsafgiften beregnes på grundlag af den forventede bruttoindkomst med de fradrag og tillæg og den formue, der indgår i socialindkomsten.

Stk. 6. Formueændringer giver i almindelighed ikke anledning til nedsættelse af opholdsafgiften.

§ 8.§-link ↗

Bekendtgørelsen har virkning fra 1. august 1988.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 221 af 30. april 1986 ophæves.