Bekendtgørelse nr. 169 · 1988

Historisk

Bekendtgørelse om indbetaling af bidrag til Arbejdsgivernes Elevrefusion (Opkrævning på grundlag af ATP-restancer)

Bekendtgørelse om indbetaling af bidrag til Arbejdsgivernes Elevrefusion (Opkrævning på grundlag af ATP-restancer)

Dokumentdato: 24. mar. 1988Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

§ 1.§-link ↗

Pligt til at betale bidrag til Arbejdsgivernes Elevrefusion har private arbejdsgivere, der er omfattet af lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension, og som har eller har haft lønmodtagere, for hvem der inden 15. december 1987 skulle have været indbetalt bidrag til Arbejdsmarkedets Tillægspension.

Stk. 2. Undtaget fra betalingspligten (og fra retten til refusion og til tilskud) er de i bilaget nævnte private institutioner, hvis udgifter overvejende dækkes af offentlige midler, og selskaber i tilknytning til folkekirken eller andre kristne trossamfund, hvis eneste formål er at drive missionsvirksomhed uden for landet.

Stk. 3. De private institutioner, der i henhold til stk. 2 er undtaget fra indbetalingspligt, fordi institutionens udgifter overvejende dækkes af offentlige midler, skal til den statslige myndighed, den amtskommune eller den kommune, hvorfra de modtager den væsentligste del af de offentlige tilskud, indsende oplysning om institutionens navn, adresse, arbejdsgivernummer (SE-nummer) og under hvilken gruppe i det i stk. 2 nævnte bilag institutionen henhører, samt oplysning om, at arbejdsgivernummeret udelukkende gælder vedkommende institution. De pågældende statslige myndigheder, amtskommuner eller kommuner videresender oplysningerne til Arbejdsgivernes Elevrefusion, Kongens Vænge 8, 3400 Hillerød, på særlige blanketter. Blanketformularer kan rekvireres hos Arbejdsgivernes Elevrefusion. Undtagelsen har virkning fra begyndelsen af det kvartal, hvori myndigheden over for Arbejdsgivernes Elevrefusion meddeler, at institutionen opfylder betingelserne for bidragsundtagelse.

Stk. 4. Stk. 3 gælder ikke for institutioner, der har arbejdsgivernummer fælles med en statslig myndighed, en amtskommune eller en kommune.

Stk. 5. De i stk. 2 nævnte selskaber i tilknytning til folkekirken eller andre kristne trossamfund indsender til Arbejdsgivernes Elevrefusion oplysning om institutionens navn, adresse og arbejdsgivernummer (SE-nummer), samt oplysning om, at arbejdsgivernummeret udelukkende gælder vedkommende selskab. Omfatter arbejdsgivernummeret andre aktiviteter end missionsvirksomhed uden for landet, kan undtagelse først ske, når den del af selskabet, der står for missionsvirksomheden uden for landet, er udskilt i et selvstændigt selskab (med eget SE-nummer). Blanketformular kan rekvireres hos Arbejdsgivernes Elevrefusion. Undtagelsen har virkning fra begyndelsen af det kvartal, hvori Arbejdsgivernes Elevrefusion modtager meddelelse om, at det pågældende selskab opfylder betingelserne for bidragsundtagelse. Bidragets størrelse

§ 2.§-link ↗

Det årlige bidrag udgør 954 kr. for hver gang Arbejdsmarkedets Tillægspension har modtaget fuldt ATP-bidrag for en lønmodtager, såfremt ATP-bidraget skulle have været indbetalt inden 15. december 1987. Opkrævning og beregning Arbejdsmarkedsbidrag

§ 3.§-link ↗

Bidrag til Arbejdsgivernes Elevrefusion beregnes og opkræves som en del af et samlet arbejdsmarkedsbidrag ved hvert kvartals udløb af Arbejdsmarkedets Tillægspension. Arbejdsmarkedsbidraget omfatter bidrag til Lønmodtagernes Garantifond, Arbejdsgivernes Elevrefusion, Arbejdsmarkedsuddannelsesfonden, førtidspension og arbejdsløshedsforsikring.

Stk. 2. Bidraget for et kvartal udgør 1/4 af årsbidraget, jf. § 2, for hver gang Arbejdsmarkedets Tillægspension har modtaget fuldt ATP-bidrag for en lønmodtager i følgende perioder forud for den i henhold til § 4, stk. 1, fastsatte forfaldsdag: Periode Forfaldsdag 16. december - 15. marts.......1. april 16. marts - 15. juni........1. juli 16. juni - 15. september...1. oktober 16. september - 15. december....1. januar

Stk. 3. Hvis ATP-bidraget for en lønmodtager er mindre end fuldt bidrag, nedsættes bidraget til Arbejdsgivernes Elevrefusion forholdsmæssigt.

Stk. 4. Ved en virksomheds ophør og ved ejerskifte i et kvartal skal der af den hidtidige arbejdsgiver betales bidrag til Arbejdsgivernes Elevrefusion for hele kvartalet. Indbetaling

§ 4.§-link ↗

Bidraget forfalder til betaling den 1. i måneden efter hvert kvartals udløb med sidste rettidige betalingsdag den 14. i forfaldsmåneden.

Stk. 2. Falder sidste rettidige betalingsdag, jf. stk. 1, på en helligdag eller en lørdag, forlænges fristen til den nærmest følgende hverdag.

§ 5.§-link ↗

Indbetaling sker, medmindre andet aftales med Arbejdsmarkedets Tillægspension, ved benyttelse af det særlige girokort, som Arbejdsmarkedets Tillægspension sender til arbejdsgiveren ved hvert kvartals udløb. På girokortet er anført det samlede beregnede arbejdsmarkedsbidrag, jf. § 3, stk. 1. Hvis en virksomhed hører op eller skifter ejer, skal girokortet dog sendes til arbejdsgiveren snarest muligt efter, at Arbejdsmarkedets Tillægspension har fået meddelelse om ændringen.

Stk. 2. Arbejdsgiveren har ansvaret for rettidig betaling. Hvis girokortet ikke er kommet frem, eller er det bortkommet, kan arbejdsgiveren få et nyt hos Arbejdsmarkedets Tillægspension.

Stk. 3. Postvæsenets kvittering for bidragets modtagelse er fyldestgørende. Arbejdsgiveren kan ikke kræve særskilt kvittering fra Arbejdsmarkedets Tillægspension.

§ 6.§-link ↗

Sker indbetaling af bidrag ikke rettidigt, skal arbejdsgiveren betale renter af bidraget med 11/2 pct. for hver påbegyndt måned fra kvartalets udløb, jf. lovens § 6, stk. 4, jf. § 2, stk. 2, i lov nr. 883 af 23. december 1987.

§ 7.§-link ↗

Arbejdsmarkedets Tillægspension kan, når særlige omstændigheder taler derfor, give henstand med indbetaling samt eftergive bidrag og renter.

§ 8.§-link ↗

Arbejdsmarkedets Tillægspension har udpantningsret for bidrag og renter, jf. lovens § 6, stk. 5, jf. § 2, stk. 2, i lov nr. 883 af 23. december 1987.

§ 9.§-link ↗

Krav på bidrag forældes efter reglerne i lov nr. 274 af 22. december 1908 om forældelse af visse fordringer, jf. lovens § 6, stk. 6, jf. § 2, stk. 2, i lov nr. 883 af 23. december 1987. Klageadgang

§ 10.§-link ↗

Afgørelser om bidragspligt og bidrag, herunder beregning og opkrævning, kan inden for en frist af 4 uger fra den dag, hvor afgørelsen er meddelt, indbringes for Ankenævnet for Arbejdsmarkedets Tillægspension, jf. lovens § 6, stk. 7, jf. § 2, stk. 2, i lov nr. 883 af 23. december 1987. Straffebestemmelser

§ 11.§-link ↗

Efter lovens § 13, stk. 1, litra a, jf. § 2, stk. 2, i lov nr. 883 af 23. december 1987, straffes den, der undlader rettidigt at indbetale bidrag, med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning.

Stk. 2. Er overtrædelsen i stk. 1 begået af et aktieselskab, andelsselskab eller lignende, kan der pålægges selskabet som sådant bødeansvar, jf. lovens § 13, stk. 2. Ikrafttræden

§ 12.§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. april 1988.

Stk. 2. Første indbetaling efter reglerne i denne bekendtgørelse sker med forfaldsdag 1. april 1988 på grundlag af indbetalte ATP-bidrag, som er modtaget i ATP i perioden 16. december 1987 - 15. marts 1988, og som skulle have været indbetalt inden 15. december 1987.

Stk. 3. Samtidig med at denne bekendtgørelse træder i kraft, ophæves bekendtgørelse nr. 892 af 12. december 1986 om indbetaling af bidrag til Arbejdsgivernes Elevrefusion.