Bekendtgørelse nr. 791 · 1987

Historisk

Bekendtgørelse om kemiske bekæmpelsesmidler

Bekendtgørelse om kemiske bekæmpelsesmidler

Dokumentdato: 10. dec. 1987Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

Kapitel 1 · Bekendtgørelsens område

§ 1.§-link ↗

Denne bekendtgørelse omfatter kemiske bekæmpelsesmidler, der skal godkendes efter kapitel 7, jf. bilag 1, i lov om kemiske stoffer og produkter.

Stk. 2. Bekendtgørelsen finder ikke anvendelse i forbindelse med 1) transport af bekæmpelsesmidler, jf. dog § 19, 2) bekæmpelsesmidler, der forhandles mellem producenter og importører eller mellem producenter indbyrdes, jf. dog § 20, 3) eksport af bekæmpelsesmidler, jf. dog § 26 og § 27, stk. 1, om opbevaring, som også gælder ved eksport.

Kapitel 2 · Godkendelse

§ 2.§-link ↗

Bekæmpelsesmidler må ikke sælges, importeres eller anvendes, før godkendelse hertil er meddelt af Miljøstyrelsen. For bekæmpelsesmidler, der er klassificeret af Giftnævnet efter lov nr. 118 af 3. maj 1961 gælder dog reglen i § 4.

Stk. 2. Ansøgning om førstegangsgodkendelse indsendes af producenten eller importøren til Miljøstyrelsen på de i bilag 4 indeholdte ansøgningsskemaer.

Stk. 3. Ansøgningen skal indeholde 1) et ansøgningsskema vedrørende det formulerede middel, 2) et ansøgningsskema vedrørende hvert af de virksomme stoffer, som indgår i midlet, 3) rapporter over de undersøgelser, der er foretaget til belysning af midlets og de indgående aktivstoffers egenskaber og virkninger med henvisning til det relevante punkt i ansøgningsskemaet, 4) et bilag med resumee af hver af de foretagne undersøgelser, jf. nr. 3.

Stk. 4. De i stk. 3, nr. 1 og 2 nævnte skemaer skal indeholde svar på alle de i skemaerne anførte spørgsmål.

Stk. 5. Det i stk. 3, nr. 4 nævnte bilag skal indeholde et kort resumee af hver enkelt undersøgelse. For hver undersøgelse skal resumeeet angive følgende: a. Henvisning til det eller de punkter i ansøgningsskemaet, hvor undersøgelsen omtales eller refereres, b. udførende institution, c. dato for undersøgelsens udførelse, d. metodebeskrivelser, eventuelt ved angivelse af anvendt guideline samt eventuelle afvigelser fra OECD-guidelines, e. angivelse af, om der er foretaget særlige foranstaltninger til sikring af undersøgelsens validitet, f.eks. angivelse af om OECD's principper for Good Laboratory Praxis er overholdt, f. forsøgsdesign, herunder angivelse af antal replikater og undersøgte dyr, g. statistisk metode og signifikansniveau samt h. undersøgelsens resultater med angivelse af konfidensinterval.

§ 3.§-link ↗

Godkendelse meddeles for en periode af 8 år. For bekæmpelsesmidler i fareklasserne »meget giftig« og »giftig« meddeles godkendelse dog for en periode af 4 år.

Stk. 2. Ansøgning om fornyet godkendelse indsendes til Miljøstyrelsen senest 1 år før godkendelsesperiodens udløb.

Stk. 3. Ansøgning indsendes af producenten eller importøren på et af Miljøstyrelsen udfærdiget ansøgningsskema.

Stk. 4. Såfremt Miljøstyrelsen ikke rettidigt har modtaget en ansøgning, jf. stk. 2, træffes der afgørelse om, at retten til salg og import på de hidtil gældende vilkår ophører efter en nærmere fastsat frist.

Stk. 5. Såfremt Miljøstyrelsen rettidigt har modtaget en ansøgning, jf. stk. 2, træffes der afgørelse om 1) fornyelse af godkendelsen på hidtil gældende vilkår, 2) fornyelse af godkendelsen på ændrede vilkår eller 3) at godkendelse ikke kan meddeles.

Stk. 6. I de i stk. 5, nr. 2 og 3 nævnte afgørelser træffer Miljøstyrelsen afgørelse om, at retten til salg og import på de hidtil gældende vilkår ophører efter en nærmere fastsat frist.

§ 4.§-link ↗

Hvis bekæmpelsesmidler, der er klassificeret af Giftnævnet efter lov nr. 118 af 3. maj 1961 fortsat ønskes markedsført, skal producenten eller importøren indsende ansøgning om godkendelse inden de i bilag 5 angivne frister.

Stk. 2. Ansøgning om godkendelse indsendes af producenten eller importøren til Miljøstyrelsen på det i bilag 4 indeholdte ansøgningsskema.

Stk. 3. Ansøgningen skal opfylde de krav, der er angivet i § 2, stk. 3-5.

Stk. 4. Såfremt Miljøstyrelsen ikke rettidigt har modtaget en ansøgning, jf. stk. 1, træffes der afgørelse om, at retten til salg og import på de hidtil gældende vilkår ophører efter en nærmere fastsat frist.

Stk. 5. Såfremt Miljøstyrelsen rettidigt har modtaget en ansøgning, jf. stk. 1, træffes der afgørelse om 1) godkendelse på de hidtil gældende vilkår, 2) godkendelse på ændrede vilkår, eller 3) at godkendelse ikke kan meddeles.

Stk. 6. I de i stk. 5, nr. 2 og 3 nævnte afgørelser træffer Miljøstyrelsen afgørelse om, at retten til salg og import på de hidtil gældende vilkår ophører efter en nærmere fastsat frist.

§ 5.§-link ↗

Nye oplysninger og undersøgelsesresultater, der er indsendt i forbindelse med en ansøgning om godkendelse af et bekæmpelsesmiddel, hvorom der endnu ikke er truffet afgørelse, kan ikke danne grundlag for vurderingen af en ansøgning om godkendelse fra andre producenter eller importører.

§ 6.§-link ↗

Miljøstyrelsen udarbejder kriterier for, hvornår godkendelse af et bekæmpelsesmiddel skal nægtes under henvisning til, at bekæmpelsesmidlet anses for særlig farligt for sundheden eller særlig skadeligt for miljøet, jf. lovens § 35, stk. 1.

Stk. 2. Oplysning om de til enhver tid gældende kriterier, kan fås ved henvendelse til Miljøstyrelsen.

§ 7.§-link ↗

Godkendelse af et bekæmpelsesmiddel skal endvidere nægtes, hvis der findes stoffer, produkter eller metoder med samme anvendelsesområde, som er eller på grundlag af foreliggende undersøgelser eller erfaringer formodes at være væsentligt mindre farlige for sundheden eller væsentligt mindre skadelige for miljøet, jf. lovens § 35, stk. 2.

Stk. 2. Ved den i stk. 1 nævnte vurdering er det en forudsætning, at de nævnte alternative midler eller metoder kan anvendes med samme effekt på skadevolderen uden væsentlige økonomiske og arbejdsmæssige ulemper for brugeren.

Stk. 3. I det omfang det er nødvendigt for at foretage den i stk. 1 nævnte vurdering, kan Miljøstyrelsen indhente yderligere oplysninger hos producenten eller importøren, herunder dokumentation for midlets effektivitet og virkninger ved forskellige doseringer.

§ 8.§-link ↗

Miljøstyrelsen kan betinge en godkendelse af, at producenten eller importøren inden en fastsat frist foretager længerevarende undersøgelser til belysning af midlets sundheds- og miljømæssige egenskaber.

Stk. 2. Miljøstyrelsen kan kræve prøver af det rene virksomme stof og det virksomme stof i den renhedsgrad, der anvendes ved formuleringen, samt prøve af det formulerede middel.

Kapitel 3 · Klassificering

§ 9.§-link ↗

Farlige bekæmpelsesmidler klassificeres af Miljøstyrelsen i følgende fareklassser med tilhørende faresymboler: 1) meget giftig (faresymbol: Tx), 2) giftig (faresymbol: T), 3) sundhedsskadelig (faresymbol: Xn), 4) ætsende (faresymbol: C), 5) lokalirriterende (faresymbol: Xi), 6) eksplosiv (faresymbol: E), 7) brandnærende (faresymbol: O), 8) yderst let antændelig (faresymbol: Fx), 9) let antændelig (faresymbol: F) og 10) antændelig (intet faresymbol).

Stk. 2. Kriterier for indplacering i fareklasserne »meget giftig«, »giftig« og »sundhedsskadelig« er anført i bilag 3. Indplacering i de øvrige fareklasser sker i overensstemmelse med Miljøministeriets bekendtgørelse om klassificering, emballering, mærkning, salg og opbevaring af farlige kemiske stoffer og produkter.

Kapitel 4 · Emballering

§ 10.§-link ↗

Bekæmpelsesmidler må kun sælges, såfremt den anvendte emballage opfylder følgende krav: 1) emballagen skal være således udformet og fremstillet, at indholdet ikke kan trænge ud, 2) det materiale, som emballagen er fremstillet af, må ikke kunne angribes af indhold eller kunne indgå sundhedsfarlige eller på anden måde farlige forbindelser med dette, 3) emballagen skal i alle dele være så solid og stærk, at den med sikkerhed kan tåle den behandling, som den erfaringsmæssigt udsættes for, 4) emballager med lukkeordning, der gør det muligt at lukke emballagen igen, skal være konstrueret således, at emballagen kan lukkes gentagne gange, uden at indholdet kan trænge ud, 5) emballagen skal være udformet, så hel eller delvis tømning kan ske på forsvarlig måde.

Stk. 2. Emballagen skal af producenter eller importører være forseglet på en sådan måde, at denne forsegling ødelægges endeligt ved den første åbning af emballagen.

Stk. 3. Miljøstyrelsen kan bestemme, at prøver af salgsemballagen inden godkendelsen skal indsendes til Miljøstyrelsen.

Stk. 4. Emballage indeholdende bekæmpelsesmidler, som sælges en detail til offentligheden, skal være forsynet med børnesikrede lukninger og følbare advarsler, i det omfang det fremgår af Miljøministeriets regler herom.

Kapitel 5 · Mærkning

§ 11.§-link ↗

Emballagen skal være forsynet med en etiket med følgende angivelser: 1) midlets handelsnavn, 2) navn og adresse på indehaveren af godkendelsen, 3) angivelse af midlets art efterfulgt af produktets registreringsnummer samt sætningen: »Omfattet af Miljøministeriets bekendtgørelse om kemiske bekæmpelsesmidler«, 4) navnene på og indholdet af virksomme stoffer i midlet angivet særskilt for hvert virksomt stof - i vægtprocent for bekæmpelsesmidler, der er faste stoffer, aerosoler, flygtige væsker (kogepunkt maks. 50 graderC) eller tyktflydende væsker (nedre grænse 1 Pa. s. ved 20 graderC), - i vægtprocent og i g/l ved 20 graderC for andre væsker, - i rumfangsprocent for luftarter, - i g/enhed for imprægnerede genstande, 5) navnet på alle meget giftige, giftige, sundhedsskadelige og ætsende stoffer, som ud over de virksomme stoffer forekommer i midlet i en koncentration, der overstiger 0,2 pct. for meget giftige og giftige stoffer, 5 pct. for sundhedsskadelige stoffer og 5 pct. for ætsende stoffer. For så vidt angår opløsningsmidler skal der tages hensyn til de koncentrationsgrænser, der er fastsat i Miljøministeriets bekendtgørelse om klassificering, emballering og mærkning af farlige kemiske produkter, der skal anvendes som opløsningsmidler, 6) midlets nettoindhold, 7) partiets fabrikationsnummer eller -dato, 8) eventuel holdbarhedsangivelse, 9) fareklasse(r), jf. § 9, stk. 1, og faresymbol(er) som angivet i bilag 1, såfremt midlet er omfattet af § 9, stk. 1, nr. 1-9, 10) risikoangivelser og sikkerhedsforskrifter, 11) forskrifter for anvendelse og opbevaring, 12) for meget giftige, giftige og sundhedsskadelige bekæmpelsesmidler skal sætningen: »Emballagen må ikke genanvendes«, anføres på emballagen, med mindre beholderen er beregnet til at blive genanvendt eller genpåfyldt af producenten eller importøren, og 13) eventuelle andre særlige angivelser, der har til formål at beskytte sundheden og miljøet.

Stk. 2. De i stk. 1, nr. 4 og 5 nævnte angivelser skal være i overensstemmelse med nomenklaturen i Miljøstyrelsens bekendtgørelse af listen over farlige stoffer, eller, såfremt stoffet ikke er optaget på listen, i overensstemmelse med en af Miljøstyrelsen anerkendt nomenklatur.

Stk. 3. De i stk. 1, nr. 10, 11 og 13 nævnte angivelser fastsættes af Miljøstyrelsen i forbindelse med godkendelsen.

§ 12.§-link ↗

Faresymbolerne skal trykkes med sort på orangegul baggrund. Hvert symbol skal optage mindst 1/10 af etikettens overflade, det må dog ikke være mindre end 1 cm2. Fareklassen skal angives under symbolet.

§ 13.§-link ↗

Etiketten skal være så stor, at de i § 11, stk. 1 nævnte angivelser kan anføres tydeligt. Den skal mindst have følgende format: Emballagens rumindhold Format (i mm) - 3 l og derunder ................ 52 x 74 - over 3 l og højst 50 l ......... 74 x 105 - over 50 l og højst 500 l ....... 105 x 148 - over 500 l ..................... 148 x 210

§ 14.§-link ↗

Etiketten skal fastgøres på emballagen, således at teksten kan læses vandret, når emballagen er anbragt på sædvanlig måde. Etiketten skal med hele sin overflade være fastklæbet på den emballage, som umiddelbart indeholder midlet, og på en sådan måde, at den forbliver på emballagen, indtil midlet er opbrugt. Såfremt midlet sælges i dobbelt salgsemballage, skal begge emballagens dele være forsynet med de krævede angivelser.

§ 15.§-link ↗

Etikettens tekst skal være affattet på dansk. Etikettens - eller i de i § 16 nævnte tilfælde emballagens - farve og udseende skal sikre, at faresymbolet og dets orangegule baggrund træder klart frem. Teksten skal være let læselig og må ikke kunne udviskes.

§ 16.§-link ↗

En etiket er ikke påkrævet, når angivelserne er tydeligt anført på selve emballagen i overensstemmelse med de foranstående regler.

§ 17.§-link ↗

Foruden den i §§ 11-16 omhandlede etiket skal bekæmpelsesmidler være forsynet med brugsanvisning. Bestemmelserne i §§ 14-16 finder tilsvarende anvendelse for brugsanvisningen.

§ 18.§-link ↗

Forinden salg skal etiketten og brugsanvisningen godkendes af Miljøstyrelsen.

§ 19.§-link ↗

Kravene til mærkning af en transportemballage anses for opfyldt, såfremt transportemballagen som minimum er mærket i overensstemmelse med de internationale bestemmelser om transport af farlige stoffer samt de i § 11, stk. 1, nr. 1, 7, 10 og 12 omhandlede angivelser.

§ 20.§-link ↗

De i § 1, stk. 2, nr. 2 nævnte bekæmpelsesmidler skal tydeligt være mærket med navn og pct. af virksomt stof, angivet særskilt for hvert stof, producentens eller importørens navn og adresse samt følgende tekst: »Må ikke udleveres til forbrugere. Kun til viderefabrikation (ompakning)». Midlerne skal desuden mærkes efter reglerne i Miljøministeriets bekendtgørelse om klassificering, emballering, mærkning, salg og opbevaring af farlige kemiske stoffer og produkter.

Kapitel 6 · Salg m.v.

§ 21.§-link ↗

Meget giftige bekæmpelsesmidler må kun sælges af 1) indehaveren af godkendelsen for det pågældende middel og 2) den, der på nærmere fastsatte vilkår har fået tilladelse hertil af Miljøstyrelsen efter høring af kommunalbestyrelsen. En tilladelse omfatter eet udsalgssted og kan tilbagekaldes af Miljøstyrelsen.

Stk. 2. Meget giftige bekæmpelsesmidler må kun sælges til og kun købes af den i stk. 1, nr. 2 nævnte samt den, der i medfør af § 29, stk. 1, nr. 1 har fået særlig tilladelse til at anvende disse midler. Forhandleren har pligt til at sikre sig, at køberen er berettiget til at købe meget giftige bekæmpelsesmidler. Salg til brugere må kun finde sted mod forevisning af legitimation udstedt af Miljøstyrelsen i forbindelse med den i § 29, stk. 1, nr. 1 nævnte tilladelse og mod egenhændig kvittering fra køberen.

§ 22.§-link ↗

Enhver, der sælger meget giftige bekæmpelsesmidler, skal føre bog over ethvert køb og salg af disse midler. Bogføringen skal foretages straks efter, at dispositionen har fundet sted, med angivelse af dato, køberens navn og adresse, midlernes handelsnavn samt antal og størrelse af pakningerne. Såfremt salg sker til brugere, skal endvidere anføres løbenummeret på den i § 21, stk. 2 nævnte legitimation.

Stk. 2. Bogføringen skal i øvrigt ske på en sådan måde, at forhandlerens beholdning af disse midler til enhver tid klart fremgår af bogen eller af en specificeret udskrift af forhandlerens normale bogholderi, der kan godkendes af Miljøstyrelsen. Bogen med bilag skal efter at være udskrevet opbevares i 5 år.

§ 23.§-link ↗

Giftige bekæmpelsesmidler må kun sælges af 1) indehaveren af godkendelsen for det pågældende middel, 2) den i § 21, stk. 1, nr. 2 nævnte, og 3) den, der på nærmere fastsatte vilkår har fået tilladelse hertil af Miljøstyrelsen efter høring af kommunalbestyrelsen. En tilladelse omfatter eet udsalgssted og kan tilbagekaldes af Miljøstyrelsen.

Stk. 2. Giftige bekæmpelsesmidler må kun sælges til og kun købes af de i stk. 1, nr. 2 og 3 samt § 30, stk. 1, nr. 1-3 nævnte. Forhandleren har pligt til at sikre sig, at køberen er berettiget til at købe giftige bekæmpelsesmidler.

§ 24.§-link ↗

Bekæmpelsesmidler må kun sælges i den ubrudte originalpakning, hvori varen er leveret fra producent eller importør.

Stk. 2. Åbnede originalpakninger af bekæmpelsesmidler må ikke forefindes i forretningslokaler, lagerlokaler og andre lokaler, hvor bekæmpelsesmidler opbevares med henblik på salg, jf. dog stk. 3.

Stk. 3. Bestemmelsen i stk. 2 gælder ikke for indehaveren af godkendelsen for det pågældende middel.

§ 25.§-link ↗

Bestemmelserne i § 25 og § 26, stk. 3 i lov om kemiske stoffer og produkter gælder ikke for bekæmpelsesmidler omfattet af denne bekendtgørelse.

Kapitel 7 · Opbevaring

§ 26.§-link ↗

Meget giftige og giftige bekæmpelsesmidler skal overalt opbevares forsvarligt, under lås, utilgængeligt for børn og ikke sammen med eller i nærheden af levnedsmidler, foderstoffer, lægemidler og lignende.

Stk. 2. Producenter, importører og forhandlere skal opbevare meget giftige og giftige bekæmpelsesmidler i særskilt og aflåset skab eller rum (aflukke), der tydeligt er mærket med advarselstavle som angivet i bilag 2. I et sådant giftskab eller giftrum må ikke anbringes andet end meget giftige og giftige kemiske stoffer og produkter, herunder bekæmpelsesmidler. Under et giftskab må ikke anbringes varer.

Stk. 3. Den i stk. 2 omhandlede advarselstavle trykkes med sort kant på gul baggrund. Den gule baggrund skal dække mindst 50 pct. af tavlens overflade. Tavlens tre sider skal hver være mindst 16 cm. Under tavlen skal anføres ordene »giftige stoffer«.

§ 27.§-link ↗

Andre bekæmpelsesmidler end de i § 26 nævnte skal overalt opbevares forsvarligt, utilgængeligt for børn og ikke sammen med eller i nærheden af levnedsmidler, foderstoffer, lægemidler og lignende.

Stk. 2. Forhandlere skal opbevare sundhedsskadelige og ætsende bekæmpelsesmidler således, at kunder ikke har direkte adgang til midlerne.

§ 28.§-link ↗

Rester af bekæmpelsesmidler samt tom brugt emballage er omfattet af bestemmelserne i § 26, stk. 1 og § 27, stk. 1.

Stk. 2. Brugere må kun opbevare bekæmpelsesmidler i den oprindelige emballage.

Stk. 3. De af bekæmpelsesmidler tilberedte sprøjtevæsker og lignende må ikke efterlades uden tilsyn.

Kapitel 8 · Anvendelse

§ 29.§-link ↗

Meget giftige bekæmpelsesmidler må kun anvendes af 1) den, der af Miljøstyrelsen har fået særlig tilladelse hertil, og 2) medhjælpere hos den i nr. 1 nævnte.

Stk. 2. Den i stk. 1, nr. 1 nævnte tilladelse gives på nærmere fastsatte vilkår og er betinget af, at vedkommende har gennemgået et af Miljøstyrelsen foranstaltet eller anerkendt giftkursus. Tilladelsen kan tilbagekaldes af Miljøstyrelsen. St. 3. Miljøstyrelsen kan fastsætte nærmere regler for anvendelse af grupper af meget giftige bekæmpelsesmidler.

§ 30.§-link ↗

Giftige bekæmpelsesmidler må kun anvendes af 1) den i § 29, stk. 1, nr. 1 nævnte, 2) den, der har en erhvervsmæssig interesse i midlernes anvendelse i egen bedrift, 3) den, der erhvervsmæssigt udfører bekæmpelse for andre og 4) medhjælpere hos de i nr. 1-3 nævnte.

§ 31.§-link ↗

Meget giftige og giftige bekæmpelsesmidler må ikke anvendes i private haver, i de for publikum tilgængelige områder af offentlige anlæg og lignende, på arealer omkring boligbyggeri, børneinstitutioner og lignende, eller til behandling af beplantninger i skel mod offentlige veje eller private haver.

Stk. 2. Undtaget fra bestemmelsen i stk. 1 er anvendelse af meget giftige og giftige midler til bekæmpelse af mosegrise og muldvarpe under forudsætning af, at bekæmpelsen udføres af personer, der har Miljøstyrelsens tilladelse til at anvende meget giftige bekæmpelsesmidler.

Kapitel 9 · Forsøgsmæssig afprøvning

§ 32.§-link ↗

Ved forsøgsmæssig afprøvning forstås undersøgelser af bekæmpelsesmidlers anvendelighed foretaget uden for laboratorium af andre end Landbrugsministeriets forsøgsinstitutioner eller institutioner autoriseret af Statens Tekniske Prøvenævn.

§ 33.§-link ↗

Uanset bekendtgørelsens øvrige bestemmelser kan Miljøstyrelsen tillade, at bekæmpelsesmidler anvendes til forsøgsmæssig afprøvning. Midlerne skal i så fald udleveres vederlagsfrit.

Stk. 2. Ansøgning herom indsendes af producenten eller importøren til Miljøstyrelsen på et særligt ansøgningsskema og skal indeholde følgende oplysninger: 1) midlets sammensætning samt akut toksicitet for de(t) virksomme stof(fer), 2) midlets anvendelsesområde, 3) de forhold, hvorunder afprøvningen skal finde sted, herunder angivelse af de foranstaltninger, der vil blive truffet til imødegåelse af eventuel fare for sundheden og miljøet, 4) navn og adresse på den ejer eller bruger, hvis arealer, afgrøder eller husdyr benyttes ved afprøvningen og 5) navn og adresse på den, der forestår afprøvningen.

Stk. 3. Miljøstyrelsen kan kræve yderligere oplysninger og fastsætte nærmere vilkår for afprøvningen.

Kapitel 10 · Særlige bestemmelser

§ 34.§-link ↗

Bekæmpelsesmidler skal være således fremstillet, at de virksomme stoffer i midlet er ensartet fordelt eller fordeler sig ensartet ved omrystning eller omrøring. Såfremt omrystning eller omrøring er nødvendig, skal dette være angivet på etiketten eller emballagen.

§ 35.§-link ↗

Af hensyn til fabrikations- og analyseusikkerhed tillades følgende tolerancer for virksomme stoffer: Angiven vægtprocent af virksomt stof i midlet Tolerancer Over 50 ............... plus/minus 2,5 procent (absolut) 50 - 25 ............. plus/minus 5 procent (relativ) 25 - 10 ............. plus/minus 6 - 10 - 2,5 ........... plus/minus 10 - 2,5- 0 .............. plus/minus 15 -

Stk. 2. Miljøstyrelsen kan ved godkendelsen af det enkelte middel fastsætte andre tolerancer.

§ 36.§-link ↗

Annoncer, brochurer, etiketter m.v. må ikke indeholde urigtige eller vildledende oplysninger. Det er ikke tilladt at reklamere med, at et bekæmpelsesmiddel er »ugiftigt«, »miljøvenligt« eller lignende, ligesom det ikke er tilladt at reklamere med, at et bekæmpelsesmiddel indeholder eller har virkning som plantenæringsstof.

Kapitel 11 · Afgifter og regnskaber

§ 37.§-link ↗

Den, der har fået Miljstyrelsens godkendelse af et bekæmpelsesmiddel, skal for hver godkendelse betale 1) en afgift på 500 kr. pr. kalenderår, 2) en afgift på 3 pct. af omsætningen (excl. moms) uden fradrag af kontantrabat.

Stk. 2. Senest den 1. februar hvert år skal godkendelsesindehaveren indsende en årsopgørelse for det umiddelbart foregående kalenderår til Miljøstyrelsen efter dennes nærmere anvisning.

Stk. 3. De i stk. 1 omhandlede afgifter forfalder til betaling 1. marts og skal indbetales til Miljøstyrelsen inden 1. april. Afgifter, der indbetales efter denne dato, forrentes med 2 pct. pr. påbegyndt måned fra forfaldsdagen at regne. Afgifterne er tillagt udpantningsret.

§ 38.§-link ↗

Den, der har fået Miljøstyrelsens godkendelse for et bekæmpelsesmiddel, skal føre regnskab over virksomhedens omsætning af hvert bekæmpelsesmiddel for sig efter forskrifter fastsat af Miljøstyrelsen. Regnskabet skal bl.a. indeholde oplysning om den solgte mængde og dennes værdi.

Stk. 2. Regnskabet skal føres måned for måned for hvert enkelt middel og pakningsstørrelse i en form, som kan godkendes af Miljøstyrelsen. Årsopgørelsen til Miljøstyrelsen, jf. § 37, stk. 2 skal påtegnes af en statsautoriseret eller registreret revisor, med mindre Miljøstyrelsen i det enkelte tilfælde meddeler fritagelse for revisorattestation.

§ 39.§-link ↗

Den, der har fået tilladelse til forhandling af meget giftige bekæmpelsesmidler, og den, der har fået tilladelse til forhandling af giftige bekæmpelsesmidler, skal for hvert udsalgssted tilladelsen omfatter, betale en afgift på henholdsvis 1.000 kr. for meget giftige midler og 500 kr. for giftige midler for det pågældende kalenderår.

Stk. 2. De i stk. 1 omhandlede afgifter forfalder til betaling 1. januar og skal indbetales til Miljøstyrelsen inden 1. februar i det pågældende kalenderår. Afgifter, der indbetales efter denne dato, forrentes med 2 pct. pr. påbegyndt måned fra forfaldsdagen at regne.

§ 40.§-link ↗

Såfremt indehaveren af en godkendelse af et bekæmpelsesmiddel eller indehaveren af en tilladelse til salg af meget giftige eller giftige bekæmpelsesmidler inden 1. februar anmoder Miljøstyrelsen om, at godkendelsen eller tilladelsen tilbagekaldes, betales afgift for det påbegyndte kalenderår kun, såfremt salg finder sted i det pågældende kalenderår.

Kapitel 12 · Myndighederne

§ 41.§-link ↗

Tilsyn og kontrol med overholdelse af reglerne i bekendtgørelsen udøves af Miljøstyrelsen.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen bistår Miljøstyrelsen ved tilsyn og kontrol med overholdelsen af mærknings- og opbevaringsreglerne hos detailhandlere og lignende.

§ 42.§-link ↗

I spørgsmål om bekæmpelsesmidler bistås Miljøstyrelsen af et af ministeren nedsat bekæmpelsesmiddelråd.

Stk. 2. Landbrugsministeriets forsøgsinstitutioner bistår Miljøstyrelsen ved vurderingen af bekæmpelsesmidlers effektivitet.

§ 43.§-link ↗

Miljøstyrelsen kan i særlige tilfælde tillade, at reglerne i denne bekendtgørelse fraviges.

§ 44.§-link ↗

Miljøstyrelsens afgørelser efter § 2, stk. 1, § 3, stk. 4, 5 og 6 og § 4, stk. 4, 5 og 6 kan inden 4 uger fra den dag, afgørelsen er meddelt den pågældende, påklages til Miljøankenævnet. Eventuel klage indgives til Miljøankenævnet.

Stk. 2. Miljøstyrelsen har den endelige administrative afgørelse i sager, der ikke kan indbringes for Miljøankenævnet.

Kapitel 13 · Straf

§ 45.§-link ↗

Med mindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning, straffes med bøde, hæfte eller fængsel i indtil 1 år den, der 1) overtræder § 10, stk. 1 og 2, § 14, § 17, §§ 19-23, § 24, stk. 1 og 2, §§ 26-28, § 29, stk. 1, § 30, § 31, §§ 34-36 og § 38, 2) undlader at indhente godkendelse efter § 2, stk. 1, § 3, stk. 2, § 4, stk. 1 og § 18, 3) undlader at efterkomme bestemmelse om ophør af retten til salg eller import af et bekæmpelsesmiddel i medfør af § 3, stk. 4 og 6 samt § 4, stk. 4 og 6, 4) undlader at indhente tilladelse efter § 33, 5) tilsidesætter vilkår knyttet til en godkendelse eller tilladelse efter § 2, stk. 1, § 4, stk. 1, § 7, stk. 4, § 21, stk. 1, nr. 2, § 23, stk. 1, nr. 3, § 29, stk. 1, nr. 1 og § 33, 6) tilsidesætter vilkår knyttet til en dispensation efter § 43, 7) overtræder forskrifter bekendtgjort på emballagen til et bekæmpelsesmiddel, jf. § 11, stk. 1, nr. 11 eller 8) overtræder regler fastsat i medfør af § 29, stk. 3.

Stk. 2. For overtrædelse af § 2, stk. 1, § 4, stk. 1, § 7, stk. 4, § 10, stk. 1 og 2, § 14, §§ 18-23 og §§ 26-27 kan der pålægges producent, importør eller en virksomheds ejer eller bruger bødeansvar, selv om lovovertrædelsen ikke kan tilregnes denne som forsætlig eller uagtsom. For sådant bødeansvar fastsættes ingen forvandlingsstraf.

Stk. 3. For overtrædelser, der begås af aktieselskaber, andelsselskaber, anpartsselskaber eller lignende, kan der pålægges selskabet som sådant bødeansvar. Er overtrædelsen begået af en kommune eller kommunalt fællesskab, jf. § 60 i lov om kommunernes styrelse, kan der pålægges kommunen eller det kommunale fællesskab bødeansvar.

Kapitel 14 · Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser

§ 46.§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 1988. Samtidig ophæves Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 410 af 17. september 1980 om bekæmpelsesmidler, som ændret ved bekendtgørelse nr. 29 af 28. januar 1986.

§ 47.§-link ↗

Regler, der er fastsat af Giftnævnet i henhold til Landbrugsministeriets bekendtgørelse nr. 289 af 25. september 1961 om midler til bekæmpelse af plantesygdomme, ukrudt og visse skadedyr samt om midler til regulering af plantevækst med senere ændringer forbliver i kraft, indtil de afløses af regler fastsat i henhold til denne eller anden bekendtgørelse. Overtrædelse af sådanne regler straffes efter hidtil gældende regler.

Stk. 2. Afgørelser truffet efter de regler, der er nævnt i stk. 1, bevarer deres gyldighed, indtil der efter denne eller anden bekendtgørelse eller efter regler fastsat i henhold til denne eller anden bekendtgørelse træffes ny afgørelse. Overtrædelse af sådanne afgørelser straffes efter de hidtil gældende regler.

§ 48.§-link ↗

For de af Giftnævnet klassificerede bekæmpelsesmidler betales der afgift efter reglerne i denne bekendtgørelse fra 1. januar 1988.

§ 49.§-link ↗

Tilladelse til anvendelse af bekæmpelsesmidler i fareklasse X bevarer deres gyldighed indtil udløbet af den i tilladelsen angivne tidsfrist. Tilladelsen gælder også for anvendelse af meget giftige bekæmpelsesmidler, der alene indeholder de virksomme stoffer, som tilladelsen omfatter.