Bekendtgørelse nr. 288 · 1987

Historisk

Bekendtgørelse om boligsparekontrakter med pengeinstitutter

Bekendtgørelse om boligsparekontrakter med pengeinstitutter

Dokumentdato: 14. maj 1987Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

§ 1.§-link ↗

Staten præmierer opsparing på konti, der oprettes i forbindelse med indgåelsen af en boligsparekontrakt i henhold til lov om boligsparekontrakter og efter reglerne i denne bekendtgørelse.

§ 2.§-link ↗

Oprettelse af en boligsparekonto sker ved indgåelse af en boligsparekontrakt med de pengeinstitutter, som er omfattet af lov om banker og sparekasser m.v.

Stk. 2. Indestående på en boligsparekonto kan frit overføres fra et pengeinstitut til et andet pengeinstitut.

Stk. 3. Boligsparekontrakten mellem opspareren og pengeinstituttet skal for at have gyldighed udfærdiges i nøje overensstemmelse med ordlyden i bilag 1. Den skal udfærdiges i to ligelydende eksemplarer, hvoraf opspareren modtager det ene, mens det andet opbevares i pengeinstituttet.

§ 3.§-link ↗

Det indbetalte beløb eller mindst 1.000 kr. kan tidligst udbetales 3 år efter den første indbetaling i henhold til kontrakten.

Stk. 2. Årets tilskrevne renter kan hæves. Renter, som ikke hæves, betragtes som ekstraordinær indbetaling og indgår ikke i ordningens krav til indbetaling af mindst 1.200 kr. og højst 10.000 kr. pr. år.

Stk. 3. Når opsparingen udbetales til de i loven nævnte formål, tilskrives der en præmie, der beregnes som 4 pct. p.a. (simpel rente) af den til enhver tid foretagne opsparing. Det beløb, hvoraf præmien beregnes, kan ikke overstige en egenindbetaling på 10.000 kr. pr. år med tillæg af ekstraordinær indbetaling efter stk. 2.

Stk. 4. Kongeriget Danmarks Hypotekbank og Finansforvaltning kan efter retningslinier fra Boligstyrelsen fastsætte nærmere regler for præmieberegningen.

§ 4.§-link ↗

Pengeinstitutter, som opretter boligsparekonti, varetager følgende opgaver i forbindelse med administrationen af ordningen:

§ 5.§-link ↗

Udbetaling af opsparingsbeløb, hvortil der ydes præmie, er betinget af, at kontohaveren over for pengeinstituttet dokumenterer, at beløbet skal anvendes, eller inden for det sidste år inden 3 års periodens udløb er anvendt, til dækning af et af de i loven nævnte formål. Med henblik på det offentliges tilsyn med ordningen opbevares dokumentationen i pengeinstituttet i mindst 2 år, efter at præmieudbetalingen har fundet sted.

§ 6.§-link ↗

Pengeinstitutterne indberetter senest den 1. februar til Statsskattedirektoratet en status pr. ultimo foregående år for hver boligsparekontrakt. Indberetningen skal indeholde oplysning om: 1) CPR-nummer for kontohaver. 2) Ordningens art. 3) Registreringsnummer for pengeinstitut. 4) Kontonummer for kontohaver. 5) Dato for oprettelse af kontrakt. 6) Saldo pr. 31. december. 7) Tilskrevet rente i årets løb. 8) I alt optjent præmie pr. 31. december.

Stk. 2. Pengeinstitutterne indberetter senest 1. august til Boligministeriet en status pr. 30. juni indeholdende følgende oplysninger: a) samlede antal boligsparekontrakter ved udgangen af halvåret, b) antallet af nye boligsparekontrakter i løbet af halvåret, c) antallet af uopfyldte boligsparekontrakter i løbet af halvåret, d) indestående beløb for samtlige opfyldte boligsparekontrakter ved udgangen af halvåret, e) indestående beløb for nye boligsparekontrakter ved udgangen af halvåret.

Stk. 3. Pengeinstitutterne indberetter i forbindelse med hver præmieudbetaling følgende oplysninger til Nationalbanken: 1) Kontonummer for kontohaver. 2) CPR-nummer for kontohaver. 3) Registreringsnummer for pengeinstitut. 4) Præmiebeløb. 5) Angivelse af om præmieudbetalingen vedrører slutudbetaling eller deludbetaling.

Stk. 4. Den første årsindberetning efter stk. 1 skal være Statsskattedirektoratet i hænde senest 1. februar 1988. Den første halvårsindberetning efter stk. 2 skal være Boligministeriet i hænde senest den 1. august 1988.

Stk. 5. Pengeinstitutternes eksterne revision afgiver årligt oplysning til Kongeriget Danmarks Hypotekbank og Finansforvaltning om det samlede beløb for pengeinstituttets præmietilskrivning i det foregående kalenderår, angivet for hvert enkelt registreringsnummer. Revisionen afgiver samtidig en erklæring om, at den finder, at de tilskrevne præmiebeløb er beregnet i overensstemmelse med reglerne herom, og at disse præmiebeløb svarer til de præmiebeløb, pengeinstituttet har trukket til formålet på Kongeriget Danmarks Hypotekbank og Finansforvaltnings konto i Danmarks Nationalbank.

Stk. 6. Kongeriget Danmarks Hypotekbank og Finansforvaltning kan efter retningslinier fra Boligstyrelsen fastsætte nærmere regler for indberetningernes indhold og form. Indberetningerne baseres på administrative edb-systemer. Dog kan pengeinstitutter uden edb med tilladelse fra Kongerigets Danmarks Hypotekbank og Finansforvaltning udfærdige særlige indberetninger, som ikke forudsætter edb.

Stk. 7. Kongeriget Danmarks Hypotekbank og Finansforvaltning kan, efter ansøgning fra det enkelte pengeinstitut, undtage for indberetningspligten efter stk. 1, nr. 8, ved den første indberetning, jf. stk. 4 (optjent præmie pr. 31. december 1987).

§ 7.§-link ↗

Kongeriget Danmarks Hypotekbank og Finansforvaltning varetager følgende opgaver i forbindelse med administrationen af ordningen:

§ 8.§-link ↗

Boligsparekontrakter, som i henhold til lov om boligsparekontrakter er oprettet den 30. oktober 1981 eller senere, er omfattet af § 2 i lov nr. 721 af 21. oktober 1986 om lov om ændring af lov om boligsparekontrakter.

§ 9.§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Lovtidende. Finansministeriets bekendtgørelse af 16. juni 1970 om boligsparekontrakter med banker, sparekasser og andelskasser ophæves samtidigt.