Bekendtgørelse nr. 975 · 1986

Historisk

Bekendtgørelse om dumpning af optaget havbundsmateriale (klapning)

Bekendtgørelse om dumpning af optaget havbundsmateriale (klapning)

Dokumentdato: 19. dec. 1986Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

§ 1§-link ↗

1) Ved »klapning« forstås dumpning af optaget havbundsmateriale, eksempelvis fra uddybning, oprensning og havnebygningsarbejder, samt kabel- og rørledningsarbejder på havbunden. 2) Ved »uddybning« forstås forøgelse af en offentliggjort vanddybde. 3) Ved »oprensning« forstås vedligeholdelse af en offentliggjort vanddybde. 4) Ved »Østersøområdet« forstås i denne bekendtgørelse Østersøen, Den botniske Bugt, Den finske Bugt, Sundet, Bælterne samt Kattegat indtil breddeparallellen 57 grader 44 min 08 sek N gennem Skagen. 5) Havbunden begrænses i forhold til fast land af middelvandstandslinien. 6) Ved »arbejdsområdet« forstås det område, hvorfra havbundsmaterialet ønskes fjernet.

Stk. 2. I hovedstadsområdet varetages amtsrådets opgaver af Hovedstadsrådet. KAPITEL 2. ANSØGNING

§ 2.§-link ↗

Klapning må ikke finde sted uden forud indhentet tilladelse.

Stk. 2. Ansøgning om tilladelse til klapning indsendes til det amtsråd, på hvis område arbejdsområdet er beliggende.

Stk. 3. Er arbejdsområdet beliggende i internationalt farvand, herunder internationale stræder, jfr. bilag 3, behandles sagen i Miljøstyrelsen i første instans.

§ 3.§-link ↗

Ansøgningen skal indeholde oplysninger om: a. Arten af det materiale som ønskes klappet (ler, mudder, sand m.v.), samt oplysning om, hvorvidt dette stammer fra oprensning eller uddybning. b. Mængde angivet i m3 og tons, fordelt på den enkelte opgave. c. Angivelse af arbejdsområdet indtegnet på et søkort eller tilsvarende målfast kortmateriale med angivelse af position. d. Forslag til klapplads indtegnet på et søkort eller tilsvarende målfast kortmateriale med angivelse af position. e. Angivelse af tykkelsen af det sedimentlag, som ønskes fjernet. Herunder angives dybden inden og efter arbejdets udførelse. f. Tidsplan for arbejdets udførelse. For de under pkt. e. angivne oplysninger kan amtsrådet forlange dokumentation i form af pejleplaner.

Stk. 2. Ansøgning om klapning i forbindelse med uddybnings- eller anlægsarbejder skal være ledsaget af oplysning om, hvorvidt der af Ministeriet for offentlige arbejder er givet tilladelse til arbejdets udførelse eller om ansøgning herom er indsendt.

Stk. 3. Amtsrådet kan forlange, at ansøgeren på et godkendt laboratorium lader foretage analyser for indhold af forurenende stoffer m.v. Amtsrådet kan anvise særlige prøveudtagnings- og analysemetoder. Prøveudtagningspositionerne skal angives på søkort eller tilsvarende målfast kortmateriale.

Stk. 4. Analysering skal udføres, hvis ansøgningen omfatter mere end 10.000 tons materiale, medmindre det anses for åbenbart, at det ikke er forurenet. Denne vurdering foretages af amtsrådet.

§ 4.§-link ↗

Amtsrådet skal påse, at de i bilag 1 nævnte stoffer kun forefindes i ringe mængde og koncentrationer. Dette påses tillige for de i bilag 2 nævnte stoffer, hvis klappladsen findes i Østersøområdet.

§ 5.§-link ↗

I Østersøområdet skal klappladsen findes inden for de i bilag 3 angivne områder. Dog kan Miljøstyrelsen i de i § 2, stk. 3, nævnte tilfælde anvise klapplads uden for dansk søterritorium. KAPITEL 3. HØRING

§ 6.§-link ↗

Forinden afgørelse træffes, skal ansøgningen forelægges Fiskeriministeriet, Farvandsdirektoratet samt Skov- og Naturstyrelsen til udtalelse.

Stk. 2. Amtsrådet kan med de i stk. 1 nævnte myndigheder aftale, at udtalelse for nærmere angivne mængder eller positioner ikke skal indhentes i hvert enkelt tilfælde.

§ 7.§-link ↗

Klappladsen skal som hovedregel findes inden for amtskommunens egne grænser, jfr. bilag 3.

Stk. 2. Hvis klappladsen undtagelsesvis ikke kan findes inden for amtskommunens eget område, oversendes sagen til afgørelse i det amtsråd, i hvis område klappladsen foreslås placeret.

Stk. 3. Er der på grund af optagnings- eller klappladsens beliggenhed uenighed mellem to amtsråd om, til hvilken amtskommune en optagnings- eller klapplads hører, og fører forhandling mellem de to amtsråd ikke til enighed, kan spørgsmålet indbringes for Miljøstyrelsen, hvis afgørelse ikke kan påklages til anden administrativ myndighed. KAPITEL 4. AFGØRELSEN

§ 8.§-link ↗

En tilladelse kan gives for en periode af højst fem år.

Stk. 2. Tilladelsen skal indeholde vilkår om klappladsens benyttelse, klappladsens placering indtegnet på søkort eller tilsvarende målfast kortmateriale med oplysninger om position, oplysning om klapmængde i m3 og tons og tidsrummet for tilladelsens gyldighed. Hvis en tilladelse gives for mere end tolv måneder, skal der tillige træffes beslutning om regelmæssige sedimentundersøgelser.

Stk. 3. Tilladelsen skal indeholde vilkår om underretning til amtsrådet om klapningens begyndelse og afslutning samt om mængden i m3 og tons af klappet materiale, jfr. § 17.

Stk. 4. I tilladelsen kan optages bestemmelser om, at klappladsen ikke må benyttes i dele af tilladelsesperioden.

Stk. 5. Amtsrådet kan fastsætte supplerende vilkår, vilkår om kontrol- og sikkerhedsforanstaltninger samt om efterfølgende undersøgelser på klappladsen.

§ 9.§-link ↗

En tilladelse kan til enhver tid ændres eller tilbagekaldes, når hensynet til beskyttelsen af havmiljøet, sejladsens sikkerhed eller gener over for trediemand gør dette påkrævet.

§ 10.§-link ↗

Afgørelser efter denne bekendtgørelse skal meddeles ansøgeren skriftligt.

Stk. 2. Afgørelsen skal indeholde oplysning om, til hvilken myndighed beslutningen kan påklages, samt fristen for klage.

Stk. 3. Samtidig med underretningen til ansøgeren gives skriftlig underretning til de myndigheder, som har været inddraget i sagens behandling, samt til kommunalbestyrelsen, vedkommende embedslæge og de i § 13, nr. 5-10 nævnte organisationer. Endvidere underrettes enhver, som må antages at have en individuel, væsentlig interesse i sagens udfald.

Stk. 4. Underretning til de i stk. 3, 2. punktum nævnte privatpersoner kan ske ved offentlig annoncering. KAPITEL 5. TILSYN

§ 11.§-link ↗

Det amtsråd, som har meddelt tilladelse til klapningen, fører tilsyn med, at stillede vilkår overholdes og med, at klapningen i øvrigt udføres hensigtsmæssigt. Endvidere føres under og efter klapningen tilsyn med forholdene på klappladsen. KAPITEL 6. KLAGE

§ 12.§-link ↗

Afgørelser efter denne bekendtgørelse kan påklages til Miljøstyrelsen, jfr. dog § 15. Klagen indgives til den amtskommune, som har meddelt tilladelsen, hvorfra den videresendes til Miljøstyrelsen, ledsaget af sagens akter og amtets eventuelle bemærkninger til sagen.

§ 13.§-link ↗

Klage til Miljøstyrelsen kan indgives af: 1) den til hvem afgørelsen er rettet 2) enhver, der må antages at have en individuel, væsentlig interesse i sagens udfald 3) Hovedstadsrådet, amtsråd eller kommunalbestyrelser 4) vedkommende embedslæge 5) Danmarks Naturfredningsforening 6) Forbrugerrådet 7) Danmarks Havfiskeriforening 8) Dansk Fiskeriforening 9) Danmarks Sportsfiskerforbund 10) Greenpeace Danmark.

Stk. 2. Klagefristen er 4 uger fra den dag, afgørelsen blev meddelt den pågældende.

Stk. 3. En tilladelse må ikke udnyttes, før klagefristen er udløbet. Er afgørelsen påklaget, må tilladelsen ikke udnyttes, førend Miljøstyrelsen har truffet afgørelse i sagen, medmindre styrelsen bestemmer andet.

§ 14.§-link ↗

Miljøstyrelsens afgørelse kan ikke indbringes for højere administrativ myndighed.

§ 15.§-link ↗

Afgørelser, truffet af Miljøstyrelsen i første instans, jfr. § 2, stk. 3, kan påklages til Miljøankenævnet. Bestemmelserne i § 13 finder anvendelse for klage til Miljøankenævnet. KAPITEL 7. INDBERETNING

§ 16.§-link ↗

Underretning om klapningens påbegyndelse skal, medmindre et tidligere tidspunkt fastsættes, være amtsrådet i hænde senest otte dage før det tidspunkt, hvor klapningen agtes påbegyndt. Underretning om klapningens afslutning samt om mængden af klappet materiale angivet i m3 og tons skal indsendes til amtsrådet umiddelbart efter afslutningen af klapningen.

Stk. 2. Afbrydes klapningen i mere end tre måneder, skal der indgives ny underretning efter stk. 1, 1. pkt. Underretning om mængden af klappet materiale angivet i m3 og tons skal indgives mindst en gang om året, senest 1. februar. Underretningen skal omfatte det forudgående kalenderår. Underretningen efter 2. og 3. pkt. gives, selv om tilladelsen ikke har været udnyttet det foregående kalenderår.

§ 17.§-link ↗

En gang om året indsender amtskommunen til Miljøstyrelsen oplysninger om klapninger i det foregående kalenderår.

Stk. 2. Indberetningerne skal være Miljøstyrelsen i hænde senest 1. marts. Indberetning skal finde sted på de dertil af Miljøstyrelsen udarbejdede formularer, og indberetningerne skal ske, selv om der ikke har været givet tilladelse til klapning i det foregående kalenderår. KAPITEL 8. STRAF

§ 18.§-link ↗

Med bøde, hæfte eller fængsel i indtil et år straffes, med mindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, den, der: 1) Foretager eller lader foretage klapning uden tilladelse, jfr. § 2. 2) Tilsidesætter vilkår for en tilladelse. 3) Overtræder § 16 i denne bekendtgørelse. KAPITEL 9. IKRAFTTRÆDEN

§ 19.§-link ↗

Denne bekendtgørelse træder i kraft den 1. februar 1987.

Stk. 2. Ansøgninger om tilladelse til klapning, modtaget før bekendtgørelsens ikrafttræden, færdigbehandles efter de hidtil gældende regler.