§ 1.§-link ↗
Denne bekendtgørelse fastsætter betingelserne for anvendelse af det i bilag III angivne EØF-tegn (e-mærket) på færdigpakkede varer, der erhvervsmæssigt sælges eller udbydes til salg i konstante ens nominelle mængder, som er 1) lig med værdier, der i forvejen er valgt af påfyldningsvirksomheden, 2) udtrykt i vægt- eller volumenenheder og 3) ligger mellem 5 g og 10 kg eller mellem 5 ml og 10 l.
Stk. 2. Ved »færdigpakning« forstås i denne bekendtgørelse en enhed bestående af et produkt og den individuelle emballage, i hvilken det er pakket, når det uden købers tilstedeværelse er pakket i en emballage af en hvilken som helst art på en sådan måde, at det i emballagen indeholdte produkt har en forudbestemt mængde, der ikke kan ændres, uden at pakningen åbnes eller undergår en synlig ændring.
§ 2.§-link ↗
Færdigpakninger, der påfyldes her i landet, kan mærkes med EØF-tegnet (e-mærket), når 1) pakningerne opfylder de i bilag I, pkt. 1-3 indeholdte forskrifter og 2) underkastes måleteknisk kontrol på de betingelser, der er fastsat i bilag I, pkt. 4-5 samt i bilag II, samt 3) for varegruppen vin, har et nominelt volumen i henhold til EØF-direktivernes bestemmelser om harmonisering af nominelle indhold jfr. måleteknisk direktiv om EØF-mærkning (e-mærkning) af færdigpakninger, MDIR 35.00.1-01, udg. 2 af 31. januar 1985 bilag I, tabel 4, varegruppe 1a.
Stk. 2. Inden EØF-tegnet (e-mærket) påføres, skal der indgives anmeldelse til Teknologistyrelsen eller til en af de i § 7 omhandlede myndigheder, samt aftales tilsyn med den måletekniske kontrol ifølge stk. 1 og i henhold til Statens Metrologiråds måletekniske direktiv for e-mærkning af færdigpakninger, MDIR 35.00.1-01 udgave 2 af 31. januar 1985.
§ 3.§-link ↗
Importerede færdigpakninger, der i et andet land er påfyldt i overensstemmelse med de for mærkningsordningen gældende EØF-direktiver, kan mærkes med e-mærket, såfremt importøren - forinden salg påbegyndes - foretager anmeldelse og etablerer aftale om tilsyn jfr. § 2 stk. 2.
Stk. 2. De i stk. 1 givne bestemmelser finder ikke anvendelse for færdigpakninger, der i andre EØF-medlemslande er forsynet med e-mærke.
§ 4.§-link ↗
Andre pakninger end de, der er omhandlet i § 2 og § 3, må ikke i forbindelse med vægt - eller volumenangivelser føre eller påføres e-mærket eller tegn og mærker, der kan forveksles med det.
§ 5.§-link ↗
Ansvaret for, at færdigpakninger overholder forskrifterne for e-mærkning af færdigpakkede varer, påhviler den virksomhed, herunder importør, som anvender mærkningsordningen jfr. bilag I, pkt. 4.
§ 6.§-link ↗
Det tilsyn, der skal foretages med påfyldningsvirksomhederne og importørerne for at sikre forskrifternes overholdelse i virksomhederne, herunder disses egenkontrol, udføres i henhold til bemyndigelse fra Teknologistyrelsen af statslige eller kommunale myndigheder eller af laboratorier, der har autorisation fra Statens Tekniske Prøvenævn på det pågældende område.
Stk. 2. Bemyndigede myndigheder og laboratorier aflægger en årlig rapport til Teknologistyrelsen over tilsynet og deres øvrige virksomhed vedrørende mærkningsordningen.
Stk. 3. Teknologistyrelsen kan tilbagekalde givne bemyndigelser, bl.a. såfremt vilkårene for bemyndigelserne ikke overholdes.
§ 7.§-link ↗
Bemyndigelse til at modtage anmeldelser og til at administrere mærkningsordningen for det pågældende område kan med Statens Metrologiråds tilslutning meddeles statslige myndigheder, der i henhold til særlovgivning udøver kontrol af tilsvarende karakter vedrørende kvantitet på et givet produktområde.
Stk. 2. Bemyndigede myndigheder aflægger en årlig rapport til Teknologistyrelsen over administrationen af mærkningsordningen.
Stk. 3. Teknologistyrelsen kan med Statens Metrologiråds tilslutning tilbagekalde givne bemyndigelser.
§ 8.§-link ↗
Teknologistyrelsen eller de i § 7, stk. 1 omtalte myndigheder kan i tilfælde af overtrædelser af mærkningsbestemmelserne påbyde påfyldningsvirksomheden eller importøren at ophøre med e-mærkningen eller at standse salget af e-mærkede varer. Der kan tillige udstedes påbud om, at nærmere angivne partier af den mærkede vare skal kaldes tilbage.
Stk. 2. Påbud efter stk. 1 kan tillige meddeles den, der i strid med § 4, jfr. § 2, sælger eller udleverer e-mærkede færdigpakninger.
§ 9.§-link ↗
Teknologistyrelsen eller de i § 7 stk. 1 nævnte myndigheder kan fastsætte et gebyr for registrering af modtagne anmeldelser.
Stk. 2. Tilsynsorganerne kan opkræve betaling for tilsynet hos de pågældende virksomheder. Betaling fastsættes efter princippet om fuld omkostningsdækning for det udførte arbejde.
§ 10.§-link ↗
Overtrædelse af § 4 straffes med bøde.
Stk. 2. På samme måde straffes den, der forsætligt eller ved grov uagtsomhed sælger eller udleverer e-mærkede færdigpakninger, hvis mængde er under den nominelle mængde minus den dobbelte værdi af den tilladte negative tolerance jfr. bilag I, pkt. 1.3 og 2.4.
Stk. 3. Tilsvarende straffes den, der ikke efterkommer et pålæg i medfør af § 8, eller som afgiver urigtige eller vildledende oplysninger ved anmeldelse efter § 2 stk. 2 og § 3 stk. 1 eller i forbindelse med tilsynet efter § 6.
Stk. 4. Er overtrædelsen begået af et aktieselskab, anpartsselskab, andelsselskab eller lignende, kan der pålægges selskabet som sådant bødeansvar.
§ 11.§-link ↗
Bekendtgørelsen træder i kraft ved offentliggørelsen i Lovtidende.
Stk. 2. Samtidig ophæves Industriministeriets bekendtgørelse nr. 445 af 15. oktober 1980 om EØF-mærkning (e-mærkning) af færdigpakkede varer. Statens Metrologiråd den 31. januar 1985 Peder C. Beyer / J. Kaave