§ 1.§-link ↗
Ved anvendelse af bestemmelserne i denne bekendtgørelse skal følgende definitioner lægges til grund: ADR-konventionen: Den europæiske konvention om international transport af farligt gods ad vej, jfr. herom justitsministeriets bekendtgørelse nr. 96 af 21. marts 1984. Farligt gods: De stoffer og genstande af følgende klasser, som er omfattet af de af Statens brandinspektion fastsatte tekniske forskrifter, jfr. § 3, stk. 1: Klasse 1 a: Eksplosive stoffer og genstande. Klasse 1 b: Genstande ladet med eksplosive stoffer. Klasse 1 c: Tændmidler, fyrværkerisager og lignende godsarter. Klasse 2: Komprimerede, fordråbede eller under tryk opløste luftarter. Klasse 3: Brandfarlige væsker. Klasse 4.1: Antændelige faste stoffer. Klasse 4.2: Selvantændelige stoffer. Klasse 4.3: Stoffer, der udvikler antændelige luftarter i forbindelse med vand. Klasse 5.1: Antændende (oxiderende) stoffer. Klasse 5.2: Organiske peroxider. Klasse 6.1: Giftige stoffer. Klasse 6.2: Smittefarlige eller modbydeligt virkende stoffer. Klasse 7: Radioaktive stoffer. Klasse 8: Ætsende stoffer. National vejtransport: Transport ad vej med et køretøj, når transporten enten udelukkende finder sted på dansk område eller er grænseoverskridende uden at være omfattet af ADR-konventionen. Container: Transportindretning, der er beregnet til gentagen anvendelse og således konstrueret, at den kan løftes fra et transportmiddel til et andet i fyldt stand, og som har et rumindhold på mindst 1 kubikmeter. Begrebet container omfatter ikke almindelig emballage, tankcontainer m.v. Lille container: Container med rumindhold på højst 3 kubikmeter. Stor container: Container med rumindhold på over 3 kubikmeter. Tankcontainer: Transportindretning, der svarer til definitionen på container og er konstrueret til flydende, luftformige, pulverformige og kornede stoffer, og som har en kapacitet på over 0,45 kubikmeter. Beholderbatteri: Enhed, bestående af flere beholdere, der hver især eller gennemsnitligt har en kapacitet på over 150 liter. Beholderne er indbyrdes forbundet med et samlerør og holdes fast sammen af en ramme. Aftagelig tank: Tank, der har en kapacitet på over 1000 liter, bortset fra faste tanke, tankcontainere og beholderbatterier, og som ikke er konstrueret til transport af gods uden omladning, og som normalt kun kan håndteres i tom tilstand. Fast tank: Tank, som er sammenbygget med et køretøj (kaldet tankvogn), eller som udgør en del af køretøjets karrosseri. Tank: Når ordet anvendes alene: tankcontainer eller tank med en kapacitet på over 1 kubikmeter, som kan være fast tank, en aftagelig tank eller beholderbatteri. Tankvogn: Køretøj, der er konstrueret til transport af væsker, luftarter, pulverformige eller kornede stoffer, og som er forsynet med en eller flere faste tanke. Skrøbelige kolli: Kolli, der indeholder skrøbelige beholdere (dvs. af glas, porcelæn, stentøj eller lignende materiale), der ikke er anbragt i en emballage med hele sider, som effektivt beskytter dem mod stød. Transport i bulk: Transport af fast, ikke emballeret gods. Vognladningsgods: En fra en afsender hidrørende ladning for hvilken et køretøj eller en container er stillet udelukkende til rådighed, og som alene læsses på et sted og aflæsses på et sted. RID: Internationalt reglement for befordring af farligt gods på jernbaner (Bilag 1 til International konvention om befordring af gods på jernbaner (CIM)). IMDG-koden: De af den internationale maritime organisation (IMO) udarbejdede retningslinier for international søtransport af farligt gods. ICAO-bestemmelserne: Annex 18 til konventionen om international civil luftfart med tilhørende tekniske forskrifter om forsvarlig lufttransport af farligt gods.
§ 2.§-link ↗
National vejtransport af farligt gods må kun ske i overensstemmelse enten med denne bekendtgørelse og de i § 3 nævnte tekniske forskrifter, eller med forskrifterne i ADR-konventionen. Også i sidstnævnte tilfælde skal køretøjer opfylde bestemmelserne i bekendtgørelse om detailforskrifter for køretøjer, ligesom tryktanke til brug ved transport af antændelige luftarter kan kræves forsynet med sikkerhedsventiler efter nærmere bestemmelse af Statens brandinspektion.
Stk. 2. National vejtransport af farligt gods antages at ske efter reglerne i denne bekendtgørelse med tilhørende tekniske forskrifter, medmindre det fremgår af transportdokumentet, at transporten finder sted efter forskrifterne i ADR-konventionen.
§ 3.§-link ↗
Statens brandinspektion fastsætter tekniske forskrifter for national vejtransport af de i § 1 nævnte klasser af farligt gods, indeholdende detaljerede regler for køretøjer, tanke, emballage og mærkning samt for transportens gennemførelse m.v. De tekniske forskrifter indføres ikke i Lovtidende, men nærmere oplysninger kan fås hos Statens brandinspektion og hos politiet.
Stk. 2. I de tekniske forskrifter foretages en opregning af det gods inden for klassen, som skal transporteres i overensstemmelse med forskrifterne. Der findes lukkede klasser og åbne klasser: a) For de lukkede klasser gælder, at kun det gods, som er nævnt i stofopregningen for den pågældende klasse, må transporteres. b) For de åbne klasser gælder, at gods, som er nævnt eller defineret, herunder i en samlebetegnelse, må transporteres på de anførte betingelser. Dog kan gods, der omfattes af en åben klasse, udelukkes fra transport ved særlig bestemmelse i de tekniske forskrifter for vedkommende klasse. Gods, som ikke er nævnt eller defineret, herunder i en samlebetegnelse, betragtes ikke som farligt gods.
Stk. 3. Det kan i de tekniske forskrifter fastsættes, at enkelte særligt angivne stoffer eller genstande, tom emballage eller gods under en vis mængde eller vægt kan transporteres under lempeligere betingelser.
Stk. 4. Farligt gods, som i henhold til de tekniske forskrifter er udelukket fra transport, eller som ikke kan transporteres på de betingelser, som er angivet i de tekniske forskrifter, må kun transporteres, hvis Statens brandinspektion skriftligt meddeler særlig tilladelse hertil.
§ 4.§-link ↗
Tankvogne og køretøjer til aftagelige tanke eller beholderbatterier til transport af farligt gods skal, forinden de benyttes dertil, godkendes af Statens bilinspektion. Tankene skal forinden godkendes af Statens brandinspektion og være mærket i overensstemmelse med de tekniske forskrifter. Ved vogntog skal også det trækkende køretøj godkendes.
Stk. 2. Andre køretøjer til transport af farligt gods skal, forinden de benyttes dertil, godkendes af Statens brandinspektion og Statens bilinspektion, såfremt det kræves i de tekniske forskrifter.
Stk. 3. For tankvogne og køretøjer til aftagelige tanke eller beholderbatterier udfærdiger Statens brandinspektion en særlig godkendelsesattest med tankdata og angivelse af, hvilke stoffer køretøjet må medbringe samt oplysning om de randnumre, køretøjet skal opfylde. Endvidere angives i attesten tidspunktet for periodisk prøvning af tanken. Statens bilinspektion påtegner den særlige godkendelsesattest med køretøjsdata og dato for godkendelse. For andre køretøjer udsteder Statens bilinspektion en særlig godkendelsesattest. Godkendelsesattesterne har en gyldighedstid på et år.
Stk. 4. Bestemmelserne i stk. 1, 1. og 3. pkt., stk. 2 samt stk. 3, 3. og 4. pkt., finder ikke anvendelse på traktorer, der i medfør af færdselslovens §§ 74-75 er fritaget for registrering, samt påhængskøretøjer til disse.
§ 5.§-link ↗
Tankcontainere til transport af farligt gods skal være godkendt af Statens brandinspektion, tankcontainere med tryktanke dog af direktoratet for arbejdstilsynet. Tankcontainere skal være mærket og skal prøves periodisk i overensstemmelse med de tekniske forskrifter.
Stk. 2. Tankcontainere med farligt gods, som er konstrueret, mærket og afprøvet i overensstemmelse med ADR-konventionen, RID eller IMDG-koden, kan transporteres, når transporten i øvrigt udføres i overensstemmelse med denne bekendtgørelse samt de tekniske forskrifter eller ADR-konventionen.
§ 6.§-link ↗
Når det kræves i de tekniske forskrifter, skal afsenderen eller fragtføreren udfærdige et transportdokument for hvert køretøj eller vogntog med angivelse af godsets klasse, navn og nummer i stofopregningen i de tekniske forskrifter. Findes godset ikke i stofopregningen, skal det anføres med dets kemiske navn eller internationale handelsnavn i overensstemmelse med de tekniske forskrifter.
Stk. 2. Udfærdiges transportdokumentet af fragtføreren, skal afsenderen skriftligt meddele fragtføreren de i stk. 1 nævnte oplysninger til brug herfor.
§ 7.§-link ↗
Når det kræves i de tekniske forskrifter, skal føreren til brug ved eventuelle ulykker eller uheld under transporten være forsynet med skriftlige anvisninger (sikkerhedskort), der skal være affattet på dansk, og som kort og tydeligt oplyser om: a) den fare, som godset frembyder, samt nødvendige sikkerhedsforanstaltninger herimod, b) foranstaltninger, der skal iværksættes, samt behandling af personer, som kommer i kontakt med godset eller med stoffer, som dette eventuelt afgiver, c) foranstaltninger ved brand, særligt hvilke slukningsmidler eller grupper af slukningsmidler der ikke må anvendes, d) foranstaltninger ved brud på eller beskadigelse af emballage, særligt i tilfælde af, at giftige stoffer spildes, e) navn, klasse, punktnummer og bogstav samt advarselsnumre efter bilag 1, såfremt et eller flere af de i bilag 1 nævnte stoffer transporteres med et køretøj med tanke med en kapacitet større end 3 kubikmeter.
Stk. 2. Anvisningerne skal udarbejdes for hvert enkelt farligt stof, genstand eller klasse af farligt gods. Anvisningerne skal være anbragt i førerkabinen på et let tilgængeligt og iøjnefaldende sted. Anvisninger, der ikke vedrører det transporterede gods, må ikke opbevares frit fremme i førerkabinen.
Stk. 3. Anvisningerne skal afleveres af afsenderen til fragtføreren ved afgivelsen af transportordren eller, såfremt dette ikke er praktisk muligt, i god tid inden transporten påbegyndes. Fragtføreren skal træffe alle nødvendige forholdsregler, for at føreren og det personale, der i øvrigt berøres af transporten, får kendskab til anvisningerne og bliver i stand til at bruge dem hensigtsmæssigt.
§ 8.§-link ↗
Når det kræves i de tekniske forskrifter, skal afsenderen enten i transportdokumentet eller i en særskilt erklæring attestere, at transport af det pågældende gods er tilladt, og at godset er emballeret og mærket i henhold til de tekniske forskrifter.
§ 9.§-link ↗
Særlig tilladelse fra Statens brandinspektion, jfr. § 3, den særlige godkendelsesattest, jfr. § 4, transportdokument, jfr. § 6, de skriftlige anvisninger, jfr. § 7, samt førerens kursusbevis, jfr. § 19, skal medbringes under kørslen og på forlangende forevises politiet.
§ 10.§-link ↗
Når det kræves i de tekniske forskrifter, skal køretøj eller vogntog med farligt gods føre to rektangulære orangefarvede reflekterende skilte med en grundflade på 40 cm og en højde på mindst 30 cm. Skiltene skal have en 1,5 cm bred, sort kantlinie. Det ene skilt skal fastgøres foran og det andet bagpå køretøjet eller vogntoget. Skiltene skal være anbragt lodretsiddende og vinkelret på køretøjets længdeakse og skal være let synlige.
Stk. 2. Ved transport i tank eller tankcontainer med en kapacitet større end 3 kubikmeter, gælder ud over reglerne i stk. 1 følgende: 1) Ved transport af farligt gods, der er anført i bilag 1, skal der på begge sider af den eller de pågældende tanke eller tanksektioner være anbragt et af de ovenfor beskrevne orangefarvede skilte med det indeholdte stofs advarselsnumre. Skiltene skal placeres parallelt med køretøjets længdeakse og være let synlige. De nærmere forskrifter for skiltenes udformning findes i bilag 1. 2) På køretøjer med faste eller aftagelige tanke, der kun transporterer eet af de i bilag 1 omhandlede stoffer, er det ikke nødvendigt at anvende de i pkt. 1 nævnte orangefarvede skilte, forudsat at de skilte, der er placeret forrest og bagest på køretøjet eller vogntoget, jfr. stk. 1, er forsynet med de i bilag 1 foreskrevne advarselsnumre.
Stk. 3. Skiltene må kun anvendes, når det er foreskrevet. I andre tilfælde - herunder når køretøjet er aflæsset og eventuelle tanke tømt og behørigt renset - skal skiltene være aftaget eller tildækket.
Stk. 4. Når det kræves i de tekniske forskrifter, skal aftagelige tanke, tankcontainere og beholderbatterier være forsynet med de faresedler, der er angivet i bilag 2. Faresedlerne skal anbringes på de sider, som er parallelle med køretøjets eller vogntogets længdeakse. Hvis faresedlerne ikke kan ses udefra, skal de fastgøres på køretøjets side- og bagvægge.
Stk. 5. Når det kræves i de tekniske forskrifter, skal tankvogne på begge sider samt på bageste endeflade være forsynet med de faresedler, der er angivet i bilag 2.
Stk. 6. Afsenderen skal sikre, at de i stk. 4 og 5 påbudte faresedler anbringes.
§ 11.§-link ↗
Sammenlæsning af kolli med farligt gods tilhørende forskellige klasser på eet køretøj skal ske i overensstemmelse med reglerne i de tekniske forskrifter. En vejledende skematisk oversigt er optaget som bilag 3.
§ 12.§-link ↗
De forskellige enheder i en last, der omfatter farligt gods, skal være forsvarligt stuvet på køretøjet, således at de enkelte enheder ikke kan forskubbe sig.
Stk. 2. Hvis lasten omfatter gods af forskellig art, skal kolli, der indeholder farligt gods, holdes samlet og adskilt fra andre kolli.
Stk. 3. Læsning, stuvning og aflæsning skal ske i overensstemmelse med reglerne i de tekniske forskrifter.
Stk. 4. Alle forskrifter vedrørende læsning og aflæsning af køretøjer samt stuvning og håndtering af farligt gods finder ligeledes anvendelse på læsning, stuvning og aflæsning af containere på køretøjer.
Stk. 5. Det er forbudt at læsse noget oven på skrøbelige kolli.
§ 13.§-link ↗
Hvor der i henhold til de tekniske forskrifter skal medføres nødudstyr, skal dette mindst omfatte: a) En stopklods pr. køretøj. b) To lygter, der skal være uafhængige af køretøjets elektriske system og være konstrueret på en sådan måde, at de ikke, når de bruges, kan forårsage antændelse af lasten. Lygterne skal kunne vise konstant eller blinkende gult lys.
Stk. 2. Hvor der i henhold til de tekniske forskrifter skal medføres brandslukningsmateriel, skal dette bestå af håndildslukkere af mindst klasse 13 A, 89 B efter DS 2120.
§ 14.§-link ↗
Ved spild af farligt gods skal brandvæsenet omgående alarmeres ved opkald til alarmeringscentralen (000), medmindre spildet umiddelbart kan fjernes eller uskadeliggøres.
§ 15.§-link ↗
Ved standsning og parkering af et køretøj med farligt gods skal parkeringsbremsen være aktiveret.
Stk. 2. Svigter lygterne på køretøjet, og standses eller parkeres dette i lygtetændingstiden på kørebane, der ikke er tilstrækkeligt oplyst, eller hvor der er dårlig sigtbarhed, skal de i § 13, stk. 1, nævnte lygter anbringes på vejen henholdsvis ca. 10 meter foran og ca. 10 meter bagved køretøjet.
§ 16.§-link ↗
Emballage til farligt gods skal opfylde følgende generelle krav: 1) Emballagen skal være således udformet og fremstillet, at indholdet ikke utilsigtet kan trænge ud. 2) Det materiale, som emballagen er fremstillet af, må ikke kunne angribes af indholdet eller kunne indgå sundhedsfarlige eller på anden måde farlige forbindelser med dette. 3) Emballagen skal i alle dele være så solid og stærk, at den med sikkerhed kan tåle den behandling, som den erfaringsmæssigt udsættes for.
Stk. 2. Emballering af farligt gods skal ske i overensstemmelse med bestemmelserne i de tekniske forskrifter.
§ 17.§-link ↗
Afsenderen skal sikre, at containere og emballage til farligt gods forsynes med påskrifter, faresedler eller faresymboler i overensstemmelse med bestemmelserne i de tekniske forskrifter.
§ 18.§-link ↗
Er farligt gods emballeret og mærket i overensstemmelse med ADR-konventionen, RID, IMDG-koden eller ICAO-bestemmelserne, kræves med henblik på vejtransport ikke yderligere emballering og mærkning.
§ 19.§-link ↗
Førere af tankvogne eller køretøjer og vogntog, der medfører tanke eller tankcontainere, som indeholder farligt gods, og som har en samlet kapacitet større end 3.000 liter, skal være i besiddelse af et bevis, der godtgør, at den pågældende har deltaget i og bestået et kursus i de særlige krav, der skal overholdes under transport af farligt gods.
Stk. 2. Førere af de i stk. 1 nævnte køretøjer skal hvert 5. år deltage i og bestå et genoptræningskursus. Statens brandinspektion kan fritage førere af de nævnte køretøjer for at deltage i genoptræningskurset under forudsætning af, at den pågældende jævnligt har været beskæftiget med transport af farligt gods inden for de sidste 5 år.
Stk. 3. De i stk. 1 og 2 nævnte kurser skal godkendes af Statens brandinspektion. Statens brandinspektion kan fastsætte nærmere regler om udstedelse og fornyelse m.v. af kursusbeviserne.
Stk. 4. Førere af traktorer, der i medfør af færdselslovens §§ 74-75 er fritaget for registrering, er undtaget fra de i stk. 1-3 nævnte uddannelseskrav.
§ 20.§-link ↗
Politiet kan bestemme, at farligt gods skal føres ad bestemte ruter (tvangsruter) i tættere bebygget område. I de i § 3 nævnte tekniske forskrifter fastsættes, i hvilket omfang farligt gods af den pågældende klasse skal følge de fastsatte tvangsruter.
Stk. 2. Bestemmelser om tvangsruter fastsættes og offentliggøres i en lokal bekendtgørelse.
Stk. 3. Politiet sender et eksemplar af en lokal bekendtgørelse om tvangsruter til rigspolitichefen, der årligt udarbejder en oversigt over de fastsatte tvangsruter. Et eksemplar af oversigten ligger til gennemsyn hos politiet og ved grænseovergangene.
Stk. 4. Hvor kørsel med farligt gods efter stk. 1 skal ske ad de fastsatte tvangsruter, må disse kun fraviges med forudgående tilladelse fra politiet.
Stk. 5. Såfremt der uden for tættere bebygget område foreligger et særligt behov for at regulere vejtransport af farligt gods, kan politiet efter forudgående forelæggelse for justitsministeriet træffe afgørelse herom.
§ 21.§-link ↗
Politiet kan standse et køretøj, der udfører kørsel omfattet af reglerne i denne bekendtgørelse, og lade det undersøge med henblik på at kontrollere, om forskrifterne for transport af farligt gods, herunder forskrifter om mærkning, emballering, sammenpakning, sikkerhedsudstyr og angivelser i transportdokumenter, er opfyldt.
§ 22.§-link ↗
Overtrædelse af bekendtgørelsens § 2, stk. 1, § 3, stk. 4, §§ 4-13, §§ 15-17 og § 19, straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning.
Stk. 2. Overtrædelse af de af politiet fastsatte bestemmelser om tvangsruter straffes i henhold til færdselslovens § 118, stk. 1, nr. 3, med bøde.
§ 23.§-link ↗
Bekendtgørelsen træder, bortset fra § 19, stk. 1, i kraft den 1. maj 1985 med virkning for transport af farligt gods, der er omfattet af de i § 1 nævnte klasser 2, 6.1 og 8.
Stk. 2. Bekendtgørelsens § 19, stk. 1, træder i kraft den 1. januar 1986.
Stk. 3. Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 94 af 5. marts 1974 om vejtransport af giftige stoffer, justitsministeriets bekendtgørelse nr. 591 af 10. december 1976 om vejtransport af ammoniak og kap. 6 i justitsministeriets bekendtgørelse nr. 520 af 17. oktober 1978 om F-gas (Flaskegas) ophæves.