§ 1.§-link ↗
Vælgere, der er ansat i den danske stat og beordret til tjeneste udenfor riget, skal, såfremt de ikke har bevaret fast bopæl andetsteds i riget, optages på valglisten i Københavns kommune.
Stk. 2. De med de pågældende personer samlevende ægtefæller skal tillige optages på valglisten, såfremt de opfylder betingelserne for valgret til folketinget.
§ 2.§-link ↗
Optagelse på valglisten er betinget af, at vælgeren fremsætter skriftlig begæring herom. Begæringen, der skal indsendes til Københavns folkeregister gennem den styrelse, som har beordret vælgeren til tjeneste uden for riget, skal indeholde oplysning om vælgerens 1) personnummer, 2) fulde navn, 3) stillingsbetegnelse, 4) flyttedato, 5) sidste bopæl i Danmark, 6) adresse i udlandet og 7) for så vidt angår de i § 1, stk. 2, nævnte vælgere en erklæring om, at den pågældende er samlevende ægtefælle til en vælger, der er beordret til tjeneste uden for riget.
Stk. 2. Begæringen skal af vedkommende styrelse forsynes med attestation om, at vælgeren er beordret til tjeneste uden for riget eller er en med en sådan vælger samlevende ægtefælle, samt at den pågældende i øvrigt opfylder betingelserne for valgret til folketinget.
§ 3.§-link ↗
Efter modtagelse af den i § 2 nævnte begæring skal den pågældende optages på valglisten i Københavns 3. kreds (Rådhuskredsen), når denne udarbejdes.
§ 4.§-link ↗
Meddelelse om at der vil ske optagelse på valglisten af de i § 1 nævnte personer fremsendes til de pågældende med oplysning om, at de ved folketingsvalg og folkeafstemning samt valg af danske repræsentanter til Europa-Parlamentet kan afgive brevstemme til Københavns kommune.
§ 5.§-link ↗
Det påhviler en person, der i henhold til § 1, stk. 1, skal optages på valglisten i Københavns kommune, at underrette Københavns folkeregister, når den beordrede tjeneste i udlandet ophører. Skal også ægtefællen i henhold til § 1, stk. 2, optages på valglisten i Københavns kommune, og sker der under tjenesten i udlandet faktisk samlivsophævelse, separation, skilsmisse eller omstødelse af ægteskabet, eller afgår ægtefællen ved døden, skal vælgeren ligeledes give underretning herom. Underretningen, der skal indsendes gennem vedkommende styrelse, jfr. § 2, skal udover tidspunktet for ophøret af tjenesten i udlandet, henholdsvis for ændringen i det ægteskabelige forhold, indeholde oplysning om vælgerens, henholdsvis ægtefællens 1) personnummer, 2) fulde navn og 3) eventuelt ny bopæl i Danmark eller i udlandet.
Stk. 2. Såfremt tjenesten ophører på grund af vælgerens død, skal vedkommende styrelse underrette Københavns folkeregister om tidspunktet herfor med angivelse af afdødes personnummer. Skal også afdødes efterladte ægtefælle i henhold til § 1, stk. 2, optages på valglisten i Københavns kommune, skal styrelsen endvidere meddele dennes personnummer samt fulde navn og eventuelt ny bolig i Danmark eller udlandet.
§ 6.§-link ↗
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. november 1980.
Stk. 2. Samtidig ophæves indenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 398 af 2. september 1970.