Bekendtgørelse nr. 27 · 1979

Historisk

Bekendtgørelse af forretningsorden for udvalget vedrørende erhvervssygdomme

Bekendtgørelse af forretningsorden for udvalget vedrørende erhvervssygdomme

Dokumentdato: 15. jan. 1979Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

§ 1.§-link ↗

Udvalget afgiver vejledende udtalelse til sikringsstyrelsen om a) revision af den efter bestemmelserne i arbejdsskadeforsikringslovens § 10, stk. 1, 2. pkt. udarbejdede fortegnelse over erhvervssygdomme, og b) afgørelse af tilfælde anmeldt til sikringsstyrelsen efter arbejdsskadeforsikringslovens § 10, stk. 3.

§ 2.§-link ↗

Udvalget holder møde efter formandens bestemmelse, så ofte det skønnes nødvendigt, eller ønske herom fremsættes af mindst 3 medlemmer.

Stk. 2. Med henblik på en almindelig revision af erhvervssygdomsfortegnelsen indkaldes til møde mindst hvert andet år.

Stk. 3. Udvalgets forhandlinger ledes af formanden, og i dennes fravær af suppleanten for formanden.

Stk. 4. Udvalgets sekretariatsfunktioner varetages af sikringsstyrelsen.

§ 3.§-link ↗

Indkaldelse til møde skal ske med mindst 8 dages varsel.

Stk. 2. Dagsorden for mødet samt det materiale, der er nødvendigt for sagernes behandling, udsendes så vidt muligt sammen med indkaldelsen til mødet.

Stk. 3. Akterne i de sager, der skal forhandles, skal på mødet være til rådighed for medlemmerne.

§ 4.§-link ↗

Udvalget er beslutningsdygtigt, når foruden formanden mindst et medlem, udpeget af hver af hovedorganisationerne, og et af de øvrige medlemmer er til stede.

§ 5.§-link ↗

Ingen af medlemmerne må deltage i behandling af en sag, der berører personer, til hvilke han er knyttet, eller forhold i hvilke han er personligt interesseret. Kommer en sådan sag til behandling, skal vedkommende medlem, inden sagens behandling påbegyndes, gøre opmærksom på, at han ikke kan deltage i sagens behandling, eller efter omstændighederne redegøre for arten af omfanget af sin interesse i sagens udfald. I denne forbindelse er medlemmet pligtig at besvare spørgsmål, som udvalgets medlemmer stiller ham.

Stk. 2. De øvrige medlemmer afgør endeligt, om vedkommende medlem kan deltage i sagens behandling. I afgørelsen af disse spørgsmål deltager det pågældende medlem ikke.

§ 6.§-link ↗

Der føres en protokol over udvalgets forhandlinger.

§ 7.§-link ↗

Udvalget kan indkalde særligt sagkyndige til som rådgivere at deltage i mødet uden stemmeret, ligesom personale fra sikringsstyrelsen efter formandens bestemmelse på tilsvarende betingelser kan deltage i mødet.

Stk. 2. Sikringsstyrelsen kan fra udvalget indhente vejledende udtalelser om erhvervssygdomsspørgsmål i øvrigt.

§ 8.§-link ↗

Udvalget kan bemyndige udvalgets sekretariat til at varetage bestemte opgaver efter nærmere af udvalget fastsatte forskrifter.

§ 9.§-link ↗

Der påhviler udvalgets medlemmer og andre deltagere i udvalgets møder samt de personer, der i øvrigt er knyttet til udvalget, tavshedspligt med hensyn til de forhold, som de bliver bekendt med, og hvis hemmeligholdelse ifølge sagens natur er påkrævet.