§ 1.§-link ↗
Tinglysningens bøger og akter er offentligt tilgængelige. Eftersyn finder sted på hverdage, hvor kontoret er åbent, i mindst 4 timer efter dommerens bestemmelse, for afdelingskontorer dog kun på de dage og i de timer, kontoret i øvrigt er åbent.
Stk. 2. Bøger og akter må ikke udlånes til brug uden for dommerkontoret. Det kan dog tillades, at en landinspektør med beskikkelse låner et kort i akten for at fremstille genparter heraf. Landinspektørens kvittering skal indsættes i akten.
§ 2.§-link ↗
Enhver er mod betaling af de fastsatte retsafgifter berettiget til at få udskrifter (fotokopier) af bøger og akter samt af servitutattester, udstykningsskrivelser m.v., der opbevares i tinglysningskontorets arkiv.
§ 3.§-link ↗
Ved alle tinglysningskontorer føres en tinglysningsdagbog, som skal indeholde en fortegnelse over de dokumenter, der anmeldes til tinglysning.
Stk. 2. Dagbogen føres hver dag, kontoret er åbent. Dokumenter modtages til tinglysning indtil 3 timer før kontortidens slutning, dog i mindst 1 time. Dokumenter, der anmeldes senere, indføres i dagbogen for den følgende dag, kontoret er åbent.
§ 4.§-link ↗
Afhentes et tinglysningsdokument ikke, skal tinglysningskontoret tilbagesende dokumentet til anmelderen. Dokumenter, der ikke er fuldstændig aflyst, skal afsendes anbefalet eller på anden måde, hvorved beviset for afsendelsen sikres.
Stk. 2. Datoen for udlevering eller afsendelse af et tinglysningsdokument skal anføres enten i tinglysningsdagbogens kvitteringsrubrik eller i en særlig journal for udlevering af tinglysningsdokumenter.
§ 5.§-link ↗
I tingbladet, der udkommer som en afdeling af Statstidende, bekendtgøres følgende dokumenter: 1) adkomstdokumenter, 2) pantebreve, herunder skadesløsbreve, i fast ejendom og løsøre, 3) indkaldelse til ejendomsdom vedrørende fast ejendom, 4) indkaldelse til mortifikation vedrørende pantebreve i fast ejendom, 5) ægtepagter, 6) bosondringer, 7) rådighedsindskrænkninger i henhold til § 12 i lov nr. 56 af 18. marts 1925 om ægteskabets retsvirkninger, 8) umyndiggørelser, 9) lavværgemål samt 10) rådighedsfratagelse i henhold til § 66 i lov nr. 155 af 30. november 1874 om skifte af dødsbo og fællesbo m.v.
§ 6.§-link ↗
Pantebreve, der anmeldes til tinglysning, skal være oprettet på blanketter, der er godkendt af justitsministeriet.
§ 7.§-link ↗
Pantebrevsblanketterne skal på side 1 og 2 indeholde pantebrevets individuelle bestemmelser og på side 3 dets sædvanemæssige bestemmelser (justitsministeriets pantebrevsformularer). Den individuelle tekst kan om nødvendigt fortsættes på side 4 eller på et særligt vedhæftet ark.
Stk. 2. Pantebrevsblanketterne skal være i format A4.
§ 8.§-link ↗
Pantebreve i fast ejendom skal være oprettet på justitsministeriets pantebrevsformular A, jfr. bilag 1. Pantebreve til et realkreditinstitut kan dog affattes på justitsministeriets pantebrevsformular B, jfr. bilag 2.
Stk. 2. Pantebreve i løsøre skal være oprettet på justitsministeriets pantebrevsformular C, jfr. bilag 3.
Stk. 3. Pantebrevets sædvanemæssige bestemmelser skal være trykt.
§ 9.§-link ↗
Ændringer i forhold til et pantebrevs sædvanemæssige bestemmelser må kun finde sted, når ændringerne gengives i den individuelle tekst på side 1 eller 2 eller om nødvendigt på side 4 eller på et særligt vedhæftet ark.
Stk. 2. Bestemmelserne i pantebrevsformular A, pkt. 2, sidste punktum, og pkt. 9 a, formular B, pkt. 4, sidste punktum, og pkt. 9 a, samt formular C, pkt. 2, sidste punktum, og pkt. 7 a, kan ikke fraviges til ugunst for debitor, jfr. tinglysningslovens § 42 a, stk. 3, og § 47, stk. 3.
§ 10.§-link ↗
For pantebreve i fast ejendom skal side 1 og 2 være udformet i overensstemmelse med principperne og systematikken i bilag 1. Der kan dog foretages mindre rettelser og tilføjelser i teksten, når de enkelte tekstafsnit fremtræder mindst lige så tydeligt som i bilaget. Endvidere kan afstanden mellem de enkelte tekstafsnit forøges eller formindskes, ligesom de sidste tekstafsnit på side 1 kan overflyttes til side 2. Såfremt der med hensyn til respekt af servitutter m.v. henvises til ejendommens blad i tingbogen, kan dette tekstafsnit angives på side 2 umiddelbart foran angivelsen af den for det pågældende pantebrev gældende sædvanemæssige tekst.
Stk. 2. Følgende punkter må ikke fraviges: 1) Matr.nr., gade og hus nr. skal angives øverst i venstre hjørne på side 1. 2) Rubrikken til dommerkontorernes angivelse af Akt: skab nr. skal angives øverst i højre hjørne på side 1. 3) Under rubrikken Akt: skab nr. afsættes plads til angivelse af, om pantebrevet er et sælgerpantebrev eller for pantebreve til et realkreditinstitut, om lånet er ydet som almindelig eller særlig realkredit. 4) Tekstafsnittet om pligt til at give kreditor underretning om bopælsforandring og om kreditors ret til at opsige pantebrevet ved forsinket betaling af renter og afdrag skal angives nederst på side 1. 5) Foran debitors underskrift på side 2 skal angives hvilken sædvanemæssig tekst, der gælder for det pågældende pantebrev. 6) Nederst på side 2 skal der være reserveret mindst 8 cm plads til tinglysningspåtegninger.
Stk. 3. Pantebrevets side 1 og 2 skal være trykt eller maskinskrevet.
§ 11.§-link ↗
For pantebreve i løsøre skal side 1 og 2 være udformet i overensstemmelse med principperne og systematikken i bilag 3. I øvrigt finder § 10, stk. 1, 2. og 3. punktum, stk. 2, nr. 4-6, samt stk. 3, tilsvarende anvendelse.
§ 12.§-link ↗
Fotokopierede pantebreve kan anvendes, når pantebrevet ved indleveringen til tinglysning er sammenhæftet langs hele ryggen på en sådan måde, at det fremtræder som et dobbeltark.
§ 13.§-link ↗
Erklæringer fra fogden om udlæg m.v., jfr. tinglysningslovens § 12, stk. 1, og de meddelelser, der er nævnt i tinglysningslovens § 13, stk. 1, afgives på særlige af justitsministeriet godkendte blanketter.
§ 14.§-link ↗
Begæring om notering af ejerpant i henhold til tinglysningslovens § 40, stk. 1, skal fremsættes skriftligt på det af justitsministeriet godkendte genpartpapir.
§ 15.§-link ↗
Genparter skal være affattet på det af justitsministeriet godkendte genpartpapir, jfr. stk. 2 og 3.
Stk. 2. Genparter fremstilles af papir fabrikeret af De forenede Papirfabrikker A/ S forsynet med vandmærket AUTORISERET GENPARTPAPIR.
Stk. 3. Genpartpapiret skal være i format A4. Genpartpapiret skal være forsynet med en påtrykt lodret streg 20 mm fra venstre kant. Genpartpapiret skal i denne margen være forsynet med to 6 mm huller med 80 mm afstand fra hulmidte til hulmidte og 11 mm afstand fra hulmidte til papirets venstre kant samt være påtrykt ordene »Justitsministeriets genpartpapir«. I genpartpapirets nederste venstre hjørne skal være påtrykt navnet på den, der har fremstillet genpartpapiret.
§ 16.§-link ↗
Genparten af det til tinglysning indleverede dokument skal være tydelig og let læselig. En maskinskrevet genpart skal være det første eksemplar eller det første gennemslag. Genparten skal gengive teksten uden overflødige mellemrum, og teksten må ikke afbrydes af blanke sider. Genpart i form af fotokopi kan anvendes, såfremt genparten er fremstillet på det af justitsministeriet godkendte genpartpapir, og dokumentet er skrevet på maskine, ved anvendelse af stempel el. lign.
Stk. 2. Til genparter af kort kan anvendes justitsministeriets genpartpapir, det af justitsministeriet godkendte kalkerlærred eller andet af justitsministeriet godkendt materiale i samme format som genpartpapiret. Genpart af kort i form af fotokopi kan anvendes under de i stk. 1 angivne betingelser.
§ 17.§-link ↗
Genparter af pantebreve skal kun gengive pantebrevets individuelle tekst. Med hensyn til den sædvanemæssige tekst henvises til den ved dokumentets udfærdigelse benyttede pantebrevsformular.
Stk. 2. Ved leje-, brugs- og forpagtningskontrakter leveres kun genpart af kontraktens bestemmelser om parterne, det udlejede, prioritetsstillingen, tids- og opsigelsesvilkår, leje- eller forpagtningsafgift samt af kontraktens dato og parternes underskrift.
Stk. 3. Ved auktionsskøder leveres kun genpart af selve skødet og eventuelle transporter.
Stk. 4. Ved aflysning skal der leveres genpart af kvitteringen. Ved aflysning af pantebreve skal der tillige leveres genpart af mellemliggende utinglyste transporter og udlægspåtegninger.
Stk. 5. Af de i tinglysningslovens § 13 nævnte meddelelser leveres kun genpart, hvis anmelderen ønsker meddelelsen tilbage efter tinglysningen. Det samme gælder begæring om notering af ejerpant.
§ 18.§-link ↗
Såfremt et dokument inden for samme retskreds begæres tinglyst på flere ejendomme, eller hvis det stifter rettigheder både i fast ejendom og i løsøre, skal der kun leveres en genpart. Det samme gælder ved ægtepagter, umyndiggørelser og lavværgemål, der omfatter både fast ejendom og løsøre.
Stk. 2. Hvis et adkomstdokument tillige begæres tinglyst som servitutstiftende, skal der foruden genpart af adkomstdokumentet leveres ekstraktgenpart, kun indeholdende de i dokumentet anførte servitutbestemmelser. Tilsvarende gælder, hvis et dokument i øvrigt begæres tinglyst i flere egenskaber.
§ 19.§-link ↗
Genpart af ændringspåtegninger på et tidligere tinglyst dokument skal angive de i tinglysningslovens § 9, stk. 3, nævnte oplysninger.
§ 20.§-link ↗
Dokumenter, der anmeldes til tinglysning, skal være vedlagt fornødne legitimationspapirer enten i original eller i kopi med sådan bekræftelse, som tinglysningsdommeren finder tilstrækkelig. Fuldmagt og eksekutorbevilling skal dog altid forevises i original.
§ 21.§-link ↗
Et dokument, som anmeldes til tinglysning, skal øverst på dokumentets første side være forsynet med anmelderens navn og bopæl. Ved anmeldelse til tinglysning af påtegning på et tidligere tinglyst dokument, skal anmelderens navn og bopæl være angivet ved påtegningens begyndelse.
§ 22.§-link ↗
Et adkomstdokument, som anmeldes til tinglysning, skal være forsynet med angivelse af erhververens navn og bopæl, medmindre denne er almindelig bekendt.
§ 23.§-link ↗
Ved pantebreve skal det sidst tinglyste skøde (adkomstdokument), hvormed ligestilles et samtidig med pantebrevet til tinglysning anmeldt skøde, være vedlagt, medmindre der foreligger skriftlig erklæring fra anmelderen om, at det er bortkommet eller af anden gyldig grund ikke kan skaffes til veje. I de nævnte tilfælde skal der vedlægges udstederens næringsbevis, ansættelsesbrev, beskikkelse, svendebrev, fagforeningsbog, sygesikringsbevis, pas, cpr.nr.-bevis, førerbevis el. lign., eller flere dokumenter af anden art, f. eks. vielsesattest, dåbsattest, breve, kvitteringer, medlemskort eller ID-kort.
§ 24.§-link ↗
Pantebreve, herunder skadesløsbreve, i løsøre samt ægtepagter skal indeholde angivelse af udstederens - ved ægtepagter parternes - fulde navn og fødselsdato. Fødsels- eller dåbsattest og bevis for eventuel navneforandring eller anden bevislighed for de nævnte angivelser skal være vedlagt.
Stk. 2. Er der til et dokument, f. eks. en ægtepagt, knyttet en fortegnelse over genstande, der er omfattet af dokumentet, skal også fortegnelsen være underskrevet af parterne.
§ 25.§-link ↗
Hvis en transport af et omsætningsdokument ikke er påtegnet dokumentet, skal dette medfølge ved anmeldelsen til påtegning om den skete lysning. Samme regel gælder andre ændringspåtegninger.
§ 26.§-link ↗
Dokumenter vedrørende en matrikuleret fast ejendom skal angive dennes nøjagtige matrikelbetegnelse, ved ejerlejligheder tillige ejerlejlighedsnr. og beliggenhed.
§ 27.§-link ↗
Forinden eller samtidig med tinglysning af det første skøde på en ejerlejlighed skal der indleveres en anmeldelse om ejendommens opdeling i ejerlejligheder.
Stk. 2. Med anmeldelsen skal følge en fortegnelse over ejerlejlighederne og et kort over hver enkelt lejlighed, to genparter af anmeldelsen og fortegnelsen og en genpart af kortene. I fortegnelsen skal angives: a) ejerlejlighedernes beliggenhed, angivet ved matr.nr., gadenavn, hus nr., etage m. v., b) ejerlejlighedernes numre, c) ejerlejlighedernes areal, d) ejerlejlighedernes fordelingstal, hvis et sådant er fastsat.
Stk. 3. Såvel kortene over de enkelte ejerlejligheder som de oplysninger, der er nævnt i stk. 2 a)-c), skal være attesterede af en landinspektør med beskikkelse. I Københavns og Frederiksberg kommuner meddeles attestation dog af henholdsvis stadskonduktøren og stadslandinspektøren, i Sønderjylland af vedkommende amtslandinspektør.
§ 28.§-link ↗
Anmeldelse om opdeling af en ejendom i ejerlejligheder kan noteres i tingbogen i følgende tilfælde: 1) Bygninger, hvorom ejeren i anmeldelsen erklærer, at deres opførelse er påbegyndt efter 1. juli 1966. 2) Bygninger, der helt eller delvis anvendes til beboelse, når en landinspektør med beskikkelse attesterer, at hver enkelt ejerlejlighed til beboelse opfylder kravene i § 10, stk. 1, nr. 2, litra a-e i lov om ejerlejligheder, og at bygningen ifølge erklæring fra bygningsmyndigheden opfylder kravene i litra f-i i samme bestemmelse, og når ejeren i anmeldelsen afgiver erklæringer i overensstemmelse med § 29. 3) Bygninger, hvorom det fremgår af tingbogen, at de er fredet i henhold til lov om bygningsfredning. 4) Bygninger, hvorom ejeren i anmeldelsen erklærer, at de udelukkende anvendes til andet end beboelse.
Stk. 2. Opdeling af en ejendom i ejerlejligheder kan dog ikke ske af: 1) Landbrugsejendomme, jfr. § 2 i lov om landbrugsejendomme. 2) Ejendomme, som er opført til brug for medlemmer eller til udleje af almennyttige boligselskaber, jfr. kap. II i lov om boligbyggeri. 3) Ejendomme, der tilhører private andelsboligforeninger.
§ 29.§-link ↗
Anmeldelse om opdeling i ejerlejligheder efter § 28, stk. 1, nr. 2, skal indeholde en erklæring fra ejeren om antallet af beboelseslejligheder i ejendommen.
Stk. 2. Indeholder ejendommen mere end 5 beboelseslejligheder, skal ejeren i anmeldelsen tillige afgive følgende erklæring: Ejendommen er efter vurdering tilbudt beboelseslejerne til et beløb, der ikke overstiger vurderingssummen med mere end 20 pct., men lejerne har ikke rettidigt accepteret tilbuddet og godtgjort, at der til overtagelse af ejendommen er dannet en andelsboligforening som nævnt i § 15 i lov om ejerlejligheder, og at foreningen kan erlægge den kontante udbetaling. Ejeren skal i forbindelse hermed oplyse, hvornår tilbuddet er fremsat til lejerne, jfr. § 34, stk. 1, og hvornår lejernes acceptfrist udløb, jfr. § 34, stk. 2, og erklære, at fristen i § 13, stk. 2, i lov om ejerlejligheder er overholdt.
Stk. 3. I det i stk. 2 nævnte tilfælde skal anmeldelsen endvidere indeholde en af følgende erklæringer fra ejeren: 1) Ejendommen er ikke tidligere tilbudt lejerne til overtagelse på andelsbasis efter §§ 12-15 i lov om ejerlejligheder, ligesom ejeren ikke tidligere har ladet ejendommen vurdere med henblik herpå. 2) Tilbuddet er fremsat til lejerne efter udløbet af 3 års fristen i § 11, stk. 7, i lov om ejerlejligheder. 3) Tilbuddet er fremsat med samtykke fra alle lejerne.
Stk. 4. I det i stk. 2 nævnte tilfælde skal anmeldelsen yderligere indeholde en af følgende erklæringer fra ejeren: 1) Der er ikke iværksat forbedringsarbejder som nævnt i § 12, stk. 2, i lov om ejerlejligheder inden ejendommen er tilbudt lejerne eller inden udløbet af lejernes acceptfrist. 2) Tilbuddet er fremsat til lejerne 5 år efter fuldførelsen af de i § 12, stk.2, i lov om ejerlejligheder nævnte forbedringsarbejder. 3) Tilbuddet er fremsat med samtykke fra alle lejerne.
§ 30.§-link ↗
Indeholder en ejendom som nævnt i § 28, stk. 1, nr. 2, mere end 5 beboelseslejligheder, og er ejeren et aktieselskab, anpartsselskab, interessentskab eller lignende, skal anmeldelsen udover erklæringer efter § 29 indeholde en af følgende erklæringer fra ejeren: 1) Hver enkelt af de personer, der ejer aktier, anparter eller andele i selskabet, har ejet disse i 5 år forud for fremsættelsen af tilbud til lejerne. Medregnes i 5 års perioden en tidligere ejers ejertid, skal der afgives erklæring om, at den nuværende ejer er eller har været den tidligere ejers ægtefælle eller er beslægtet eller besvogret med den tidligere ejer i op- eller nedstigende linie. 2) Mere end halvdelen af selskabets aktiver bestod ved afslutningen af det seneste regnskabsår før den 13. maj 1977 af andre værdier end fast ejendom, og selskabet udøvede på dette tidspunkt anden virksomhed end ejendomsforvaltning og var ejet af mere end 3 personer.
§ 31.§-link ↗
Ved tinglysning af ændringer, der vedrører de angivelser, der er nævnt i § 27, stk. 2, finder bestemmelserne i § 27, stk. 2 og 3, tilsvarende anvendelse. Ved ændring af ejerlejlighedernes størrelse anvendes bestemmelserne i tinglysningslovens §§ 21-24.
§ 32.§-link ↗
Et dokument, hvorved en del af en fast ejendom overdrages på betingelse af, at ejendommen opdeles i ejerlejligheder, skal for at kunne tinglyses indeholde en erklæring fra overdrageren om, at ejendommen ikke er omfattet af § 10, stk. 1, nr. 2, i lov om ejerlejligheder.
§ 33.§-link ↗
Er en ejendom omfattet af § 1 i lov om boligfællesskaber, og er en eller flere anpartsoverdragelser anmeldt til tinglysning inden den 13. februar 1976, kan dokumenter om overdragelse af en anpart af ejendommen tinglyses, hvis de indeholder erklæring fra overdrageren om, at erhververen mindst 1 år forud for aftalen har opnået et ikke-tidsbegrænset lejemål om lejligheden, og at erhververen siden har boet i ejendommen.
§ 34.§-link ↗
Hvis tilbuddet til lejerne i det i § 29, stk. 2, nævnte tilfælde er fremsat, inden ejeren, eller hvis flere ejere hver ejer, har ejet ejendommen i henhold til endelig tinglyst adkomst i 5 år, skal anmeldelsen om opdeling af ejendommen i ejerlejligheder afvises. Medregnes i 5 års perioden en tidligere ejers ejertid, skal der afgives erklæring om, at den nuværende ejer er eller har været den tidligere ejers ægtefælle eller er beslægtet eller besvogret med den tidligere ejer i op- eller nedstigende linie.
Stk. 2. Hvis anmeldelsen i det i § 29, stk. 2, nævnte tilfælde ikke indleveres til tinglysning inden 3 år efter udløbet af lejernes acceptfrist, skal anmeldelsen afvises.
§ 35.§-link ↗
En fortegnelse over ekspropriation af fast ejendom i henhold til lov om fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom indføres i tingbogen under byrder uden fastsættelse af frist til matrikulær berigtigelse.
§ 36.§-link ↗
En fortegnelse over et eksproprieret areal kan efter anmodning fra kommissarius tinglyses som adkomst, uden at fortegnelsen påføres påtegning fra skattemyndigheden om ejendomsværdi og om de i udstykningslovens § 11 nævnte forhold, og uden at matrikelkort forevises. Fortegnelsen skal enten være udfærdiget af matrikeldirektoratet eller af den ledende landinspektør ved statens ekspropriationer. I sidstnævnte tilfælde skal fortegnelsen indeholde erklæring fra kommissarius om, at det pågældende areal ikke udgør en del af en samlet fast ejendom, jfr. udstykningslovens § 1 og landbrugslovens § 2.
§ 37.§-link ↗
Servitutter, der efter bestemmelse af ekspropriationskommissionen skal opretholdes uanset den skete ekspropriation, skal opregnes i adkomstfortegnelsen eller, hvis en sådan ikke udfærdiges, i et særligt dokument.
§ 38.§-link ↗
Hvis et dokument, der anmeldes til tinglysning, ikke opfylder betingelserne i denne bekendtgørelse eller andre tinglysningsforskrifter, skal det afvises. Er dokumentet behæftet med fejl eller mangler, der kan afhjælpes, kan det dog indføres foreløbigt i tingbogen, således at der fastsættes en frist til afhjælpning af fejlen eller mangelen.
§ 39.§-link ↗
Vurdering sammen med dommeren i henhold til tinglysningslovens § 23, stk. 2, foretages af to i retskredsen boende vurderingsmænd til ejendomsværdi og grundværdi eller af en vurderingsmand og en landinspektør med beskikkelse. I sidstnævnte tilfælde er det ikke nødvendigt, at dommeren selv overværer åstedsundersøgelsen.
Stk. 2. Ved vurderingen skal ikke blot den senest ansatte grundværdi, men også en senere foregået almindelig forskydning af priserne i handel og vandel samt sidste købesum ved salget af den pågældende ejendom tages i betragtning.
§ 40.§-link ↗
Hvis der i et af skifteretten eller eksekutor behandlet dødsbo findes en ægtepagt mellem afdøde og dennes tidligere afdøde ægtefælle, eller var afdøde umyndiggjort eller sat under lavværgemål eller indskrænket i sin råden ifølge tinglyst skifteekstrakt, skal skifteretten eller eksekutor sende tinglysningsdommeren meddelelse herom ved boets slutning.
§ 41.§-link ↗
Opstår der mistanke om, at et dokument, som er indleveret til tinglysning, er falsk eller forfalsket, skal der straks rettes henvendelse herom til den i tingbogen anførte ejer af ejendommen.
§ 42.§-link ↗
Hvis et dokument i henhold til tinglysningslovens § 8, stk. 3, afvises som helt eller delvis ugyldigt eller tinglyses med frist, skal tinglysningsdommeren straks indsende en kopi af dokumentet og af afgørelsen til statsadvokaten for særlig økonomisk kriminalitet, Anker Heegårdsgade 5, 1562 København V.
§ 43.§-link ↗
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. april 1979. Pantebreve, der opfylder bestemmelserne i bekendtgørelsen, kan dog anmeldes til tinglysning inden dette tidspunkt. Pantebreve, der er oprettet inden den 1. april 1979 på de hidtil gældende pantebrevsformularer, kan anmeldes til tinglysning indtil den 1. oktober 1979. Pantebreve, der er oprettet på de hidtil gældende pantebrevsformularer og tinglyst første gang inden den 1. oktober 1979, kan fortsat anmeldes til tinglysning.
Stk. 2. Med virkning fra den 1. april 1979 ophæves: 1) anordning nr. 298 af 26. november 1926 om tinglysning, 2) bekendtgørelse nr. 187 af 28. juni 1956 om genpartpapir til brug ved tinglysning, 3) bekendtgørelse nr. 595 af 13. november 1973 om pantebrevsblanketter, 4) bekendtgørelse nr. 388 af 20. juli 1974 om indberetning af visse tinglysningsafgørelser og om udlevering af tinglysningsdokumenter, 5) bekendtgørelse nr. 517 af 6. oktober 1975 om tinglysningsdagbog og om tingbladet og 6) bekendtgørelse nr. 287 af 16. juni 1977 om tinglysning vedrørende ejerlejligheder og andre boligfællesskaber §§ 1-9.