§ 1.§-link ↗
Den erhvervsdrivendes oplysning til forbrugeren om dennes fortrydelsesret skal gives i: 1) en særlig formular, eller 2) aftaledokument, faktura, følgeseddel eller lignende dokument, der udfærdiges i anledning af den enkelte aftale. Oplysning, der gives i de under nr. 2 nævnte dokumenter, skal være tydeligt adskilt fra dokumentets øvrige tekst og fremhævet ved særlig skrifttype eller på lignende måde.
Stk. 2. Oplysningen skal, når aftalen indgåes under et møde med den erhvervsdrivende uden for dennes faste forretningssted, jfr. lovens kapitel 3, gives på mødet. Ved postordresalg, jfr. lovens kapitel 4, skal oplysningen være vedlagt varen, når den sendes til forbrugeren.
§ 2.§-link ↗
Oplysning om fortrydelsesret efter lovens kapitel 3 skal i de tilfælde, der omfattet af lovens § 6, stk. 2, d.v.s. tilfælde, hvor forbrugeren ikke senest ved aftalens indgåelse har haft lejlighed til at undersøge det købte eller en vare af samme art, samt ved køb af bøger, og tegning af abonnement på aviser, ugeblade og tidsskrifter eller på løbende bogudgivelser af ikke forud fastlagt omfang, gives ved anvendelse af den tekst, som fremgår af bilag 2 til denne bekendtgørelse.
§ 3.§-link ↗
I andre tilfælde end dem, der er omfattet af § 2, skal oplysning om fortrydelsesret efter lovens kapitel 3 gives ved anvendelse af den tekst, som fremgår af bilag 3 til denne bekendtgørelse.
§ 4.§-link ↗
Oplysning om fortrydelsesret ved postordresalg efter lovens kapitel 4, skal i de tilfælde, der er omfattet af lovens § 11, d.v.s. tilfælde, hvor sælgeren ikke har påtaget sig at afhente varen hos forbrugeren, hvis denne fortryder købet, gives ved anvendelse af den tekst, som fremgår af bilag 4 til denne bekendtgørelse.
§ 5.§-link ↗
Oplysning om fortrydelsesret ved postordresalg efter lovens kapitel 4 skal i de tilfælde, der er omfattet af lovens § 12, d.v.s. tilfælde, hvor sælgeren har påtaget sig at afhente varen hos forbrugeren, hvis denne fortryder købet, gives ved anvendelse af den tekst, som fremgår af bilag 5 til denne bekendtgørelse.
§ 6.§-link ↗
Samtidig med afgivelse af oplysning i henhold til § 2, § 3 eller § 5 kan den erhvervsdrivende give forbrugeren en blanket, som denne kan anvende, hvis aftalen fortrydes. Blanketten skal angive navn og adresse på den, til hvem meddelelsen skal sendes. Eksempel på denne blanket er optrykt som bilag 6 til denne bekendtgørelse.
Stk. 2. Hvis blanketten er en del af den formular eller det dokument, som indeholder oplysning om fortrydelsesretten, skal den kunne afrives eller fraklippes den øvrige del af formularen eller dokumentet.
Stk. 3. Hvis den erhvervsdrivende ikke giver forbrugeren den i stk. 1 nævnte blanket, skal navn og adresse på den, til hvem meddelelse skal sendes fremgå af det dokument, som indeholder oplysning om fortrydelsesretten.
§ 7.§-link ↗
Oplysning om fortrydelsesret må ikke gives samlet for alle i §§ 2, 3, 4 eller 5 nævnte tilfælde, men må alene angå det tilfælde, der efter aftalens karakter er aktuelt for forbrugeren.
§ 8.§-link ↗
Den tekst, som den erhvervsdrivende i henhold til §§ 2-5 skal benytte ved oplysning om fortrydelsesretten, må kun fraviges, i det omfang forbrugeren stilles bedre end efter loven.
§ 9.§-link ↗
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. april 1979.