§ 1.§-link ↗
Uddannelsen af biblioteksassistenter til videnskabelige og faglige biblioteker er tilrettelagt som et studium af 4 års varighed, hvoraf det første og fjerde år omfatter en teoretisk undervisning ved Danmarks Biblioteksskole, det andet og tredje år en praktisk uddannelse ved uddannelesberettigede biblioteker.
§ 2.§-link ↗
1. del af den teoretiske uddannele strækker sig over to semestre. Undervisningen meddeles i form af forelæsninger og øvelser, og endvidere indgår studiebesøg som et led i undervisningen.
§ 3.§-link ↗
Undervisningens 1. del omfatter følgende fag: Studie- og læseteknik. Alm. håndbogskundskab. Alm. bibliografi. Speciel håndbogskundskab og bibliografi med fagenes encyklopædi. Accessionering. Boghandelen. Deskriptiv katalogisering. Indbinding og konservering. Publikumsservice. Dansk bibliotekshistorie, bibliotekssamarbejde og bibliotekslovgivning. Håndskriftlæsning. Translitteration. Fremmedsproglig biblioteksterminologi.
Stk. 2. Hertil kommer et obligatorisk kursus i elementært russisk for de studerende, som ikke har haft russisk i gymnasiet eller ad anden vej har erhvervet sig tilsvarende kundskaber, og et tilsvarende kursus i fransk for de studerende, som ikke kan dokumentere elementære kundskaber i fransk.
Stk. 3. I løbet af det første uddannelsesår skal de studerende tillige have bestået prøve i maskinskrivning eller fremlægge bevis for bestået prøve.
§ 4.§-link ↗
1. dels fag afsluttes med skriftlige prøver i: Alm. håndbogskundskab. Alm. bibliografi. Deskriptiv katalogisering samt en prøve - efter skolens bestemmelse mundtlig eller skriftlig - i hvert af de to følgende områder: 1) Accessionering, boghandelen, indbinding og konservering samt publikumsservice. 2) Dansk bibliotekshistorie, bibliotekssamarbejde og bibliotekslovgivning, translitteration og fremmedsproglig biblioteksterminologi. Kurserne i russisk og fransk afsluttes med en mundtlig prøve, hvor der kun gives karakterne »bestået« og »ikke bestået«. Disse kurser kan, hvor praktiske forhold taler herfor, henlægges til et senere tidspunkt i uddannelsestiden, men prøverne skal senest være bestået inden 2. dels eksamen.
§ 5.§-link ↗
2. del af den teoretiske uddannelse strækker sig over to semestre. Undervisningen meddeles i form af forelæsninger, øvelser og andre, friere studieformer. Endvidere indgår studiebesøg som et led i undervisningen.
§ 6.§-link ↗
Undervisningens 2. del omfatter følgende fag: Speciel håndbogskundskab og bibliografi med fagenes encyklopædi. Katalogiseringsproblemer. Klassifikation. Dokumentation og referencearbejde. Bogfremstilling. Boghistorie. Udenlandsk bibliotekshistorie, bibliotekssamarbejde og bibliotekslovgivning. Biblioteksbygninger. Biblioteksadministration. Arbejdsledelse. Kontororganisation. Elektronisk databehandling. Audio-visuelle materialer. Arkivvæsen.
§ 7.§-link ↗
2. dels fag afsluttes med tre skriftlige prøver i: Speciel håndbogskundskab og bibliografi med fagenes encyklopædi samt en prøve - efter skolens bestmmelse mundtlig eller skriftlig - i hvert af de 5 følgende områder: 1) Katalogiseringsproblemer og klassifikation. 2) Dokumentation og referencearbejde. 3) Bogfremstilling, boghistorie, udenlandsk bibliotekshistorie, bibliotekssamarbejde og bibliotekslovgivning. 4) Biblioteksbygninger, biblioteksadministration, arbejdsledelse og kontororganisation. 5) Elektronisk databehandling.
§ 8.§-link ↗
Under 2. del udarbejdes en skriflig specialeopgave inden for et væsentligt biblioteksfagligt område. Valget af emnet for specialeopgaven træffes efter aftale med den pågældende faglærer og undervisningslederen for sektion II inden slutningen af 2. dels 1. semester, og besvarelsen skal i to maskinskrevne eksemplarer være indleveret til skolen senest den 1. maj i det afsluttende semester. Af hensyn til færdiggørelsen af denne opgave suspenderes undervisningen i ca. 3 uger.
§ 9.§-link ↗
Eksaminatorerne ved de mundtlige prøver udpeges af rektor blandt biblioteksskolens lærere. Ved bedømmelsen af de skriftlige prøver medvirker de pågældende faglærere.
§ 10.§-link ↗
Censorer og censorsuppleanter beskikkes af ministeriet for kulturelle anliggender for tre år ad gangen efter indstilling fra lærerrådet. Ved bedømmelsen af samtlige skriftlige og mundtlige prøver, herunder specialeopgaven, medvirker en censor.
§ 11.§-link ↗
Ved bedømmelsen anvendes den i gymnasiet benyttede karakterskala analogt med reglerne for skalaens benyttelse ved studentereksamen, jfr. undervisningsministeriets bekendtgørelse af 4. februar 1963 om karakterskala, og jfr. undervisningsministeriets cirkulære af 6. februar 1963 om anvendelsen af den i bekendtgørelse af 4. februar 1963 omhandlede karakterskala.
Stk. 2. Om anvendelsen af de enkelte karakterer gælder følgende: 13: Gives for den udsædvanlig selvstændige og udmærkede præstation.
§ 12.§-link ↗
Ved 1. del gives en karakter for hver af de skriftlige og mundtlige prøver, i alt fem karakterer. Ved prøverne i russisk og fransk gives kun karakteren »bestået« og »ikke bestået«. Til beståelse af 1. del kræves, at summen af samtlige karakterer er mindst 28, og at summen af de to laveste karakterer plus gennemsnittet af de øvrige karakterer er mindst 13.
§ 13.§-link ↗
Ved 2. del gives en karakter for hver af de skriftlige og mundtlige prøver samt en karakter for specialeopgaven, i alt 8 karakterer. Til beståelse af 2. del kræves, at summen af disse 8 karakterer er mindst 44, og at summen af de to laveste karakterer plus gennemsnittet af de øvrige karakterer er mindst 13.
§ 14.§-link ↗
I beregningen af det endelige eksamensresultat indgår alle karakterer fra 1. og 2. del, i alt 13 karakterer.
Stk. 2. Foruden de i stk. 1 nævnte 13 karakterer anføres i eksamensbeviset den beståede prøve i russisk eller fransk og specialeopgavens titel.
§ 15.§-link ↗
På hvert stadium for sig kan ingen mere end to gange indstille sig til helheden af prøver ved henholdsvis 1. og 2. del. Lærerrådet kan i ganske særlige tilfælde give dispensation fra denne bestemmelse. Prøverne kan kun aflægges i den normale rækkefølge.
Stk. 2. Ved en fornyet indstilling til en helhed af prøver på et givet stadium bortfalder karaktererne for tidligere prøver på samme stadium.
§ 16.§-link ↗
I tilfælde, hvor en studerende på grund af sygdom eller af lignende grund til forfald ikke har kunnet deltage i prøver i den normale termin, lader biblioteksskolen afholde sygeeksamen.
§ 17.§-link ↗
Efter bestået 1. del gennemgår den studerende i to år en praktisk uddannelse ved videnskabelige og faglige biblioteker.
Stk. 2. Den praktiske uddannelse bør foregå ved to biblioteker og skal tilrettelægges sådan, at der sikres den studerende en alsidig orientering inden for de væsentligste sider af biblioteksarbejdet og en oplæring såvel inden for humanistisk-samfundsvidenskabelige som naturvidenskabelig-tekniske fagområder
Stk. 3. I videst muligt omfang skal de studerende herudover ved udstationering af ca. 1 måneds varighed inden for den praktiske uddannelsestid sikres et kendskab til arbejdet i et folkebibliotek.
§ 18.§-link ↗
Danmarks Biblioteksskole foretager efter aftale med vedkommende biblioteker og med hensyntagen til de studerendes ønsker fordelingen af de studerende til oplæring på egnede biblioteker.
Stk. 2. Uddannelsesberettigede biblioteker er Det kgl. Bibliotek, Universitetsbiblioteket 1. og 2. afdeling, Statsbiblioteket i Århus, Odense Universitetsbibliotek, Danmarks tekniske Bibliotek, Den kgl. Veterinær- og Landbohøjskoles bibliotek, Handelshøjskolens bibliotek i København, Statens pædagogiske Studiesamling, Atomernergikommissionens bibliotek, Risø, samt andre fagbiblioteker, som ministeriet for kulturelle anliggender måtte godkende som uddannelsesberettigede.
§ 19.§-link ↗
Den studerendes virksomhed under den praktiske uddannelse står under tilsyn af rektor og bibliotekets leder.
Stk. 2. Den studerende er under den praktiske uddannelse aflønnet med hensyntagen til, at den studerende primært er under uddannelse og først i anden række er en arbejdskraft for bibliotekerne.
§ 20.§-link ↗
Efter den praktiske uddannelse på et bibliotek afgiver bibliotekets leder en skriftlig udtalelse til rektor om den studerendes virksomhed og evner for praktisk biblioteksarbejde. Den studerende har ret til efter ønske at blive gjort bekendt med denne udtalelse.
Stk. 2. Efter den praktiske uddannelse på et bibliotek afgiver den studerende til rektor en kort, skriftlig redegørelse for arbejdets forløb.
§ 21.§-link ↗
Studerende, der allerede er antaget som biblioteksassistentelever ved videnskabelige og faglige biblioteker, uddannes efter det hidtil gældende reglement, jfr. undervisningsministeriets bekendtgørelse af 4. januar 1957 om reglement og undervisningsplan for Danmarks Biblioteksskole.
§ 22.§-link ↗
Bekendtgørelsen har virkning fra og med undervisningsåret 1969-70.