§ 1§-link ↗
I sundhedsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 210 af 27. januar 2022, som ændret ved § 5 i lov nr. 478 af 26. april 2022 og § 4 i lov nr. 699 af 24. maj 2022, og som ændres ved det af Folketinget den 9. juni 2022 vedtagne forslag til lov om ændring af sundhedsloven (Statens Serum Instituts virke i internationale samarbejder og drift og forvaltning af MiBa), foretages følgende ændringer: 1. I § 158, stk. 2, nr. 3, indsættes efter »vaccination«: »og varetage vaccinationsopgaver«. 2. I § 222, stk. 1, 4. pkt., ændres », herunder vacciner til børnevaccinationsprogrammet,« til: »til de offentlige vaccinationsprogrammer«. 3. I § 222, stk. 1, 4. pkt., indsættes efter »fremskaffelse«: », lagring og distribution«. 4. I § 222, stk. 1, indsættes efter 4. pkt. som nyt punktum: Instituttet prioriterer og tilrettelægger distributionen med henblik på at sikre forsyningen og nedbringe risiko for spild af vacciner og beredskabsprodukter.
§ 2§-link ↗
I lov om lægemidler, jf. lovbekendtgørelse nr. 99 af 16. januar 2018, som ændret bl.a. ved § 1 i lov nr. 1687 af 26. december 2017, § 2 i lov nr. 1554 af 18. december 2018 og lov nr. 1062 af 30. juni 2020 og senest ved § 2 i lov nr. 478 af 26. april 2022, foretages følgende ændringer: 1. I § 39, stk. 3, indsættes som nr. 12: 12) Vaccinationssteder må ved varetagelse af vaccinationsopgaver i et offentligt vaccinationsprogram modtage, opbevare og opsplitte lægemidler. 2. I § 39, stk. 4, ændres »og 11« til: », 11 og 12«. 3. Efter § 40 d indsættes: Regioners kontraktudlægning § 40 e. Regionerne må som led i deres opgaver i et offentligt vaccinationsprogram indgå aftale om distribution af lægemidler med virksomheder, der har tilladelse efter § 39, stk. 1.
§ 3§-link ↗
I lov om apoteksvirksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 801 af 12. juni 2018, som ændret ved § 3 i lov nr. 1554 af 18. oktober 2018, § 2 i lov nr. 1555 af 18. december 2018, § 2 i lov nr. 2070 af 21. december 2020 og § 2 i lov nr. 2393 af 14. december 2021, foretages følgende ændring: 1. I § 55 indsættes som stk. 4 og 5: Stk. 4. Sundhedsministeren kan tillade et sygehusapotek eller en sygehusapoteksfilial at opsplitte og levere lægemidler til vaccinationssteder til brug for udførelse af vaccinationsopgaver i et offentligt vaccinationsprogram. Sundhedsministeren kan tillade et sygehusapotek eller en sygehusapoteksfilial at distribuere lægemidler til brug i et offentligt vaccinationsprogram til sygehusapoteker, apoteker og virksomheder, som regionerne har indgået aftale med, jf. lægemiddellovens § 40 e. Stk. 5. Lægemiddelstyrelsen kan fastsætte regler om opsplitning og distribution af lægemidler omfattet af sundhedsministerens tilladelse efter stk. 4.
§ 4§-link ↗
Loven træder i kraft den 1. juli 2022.
§ 5§-link ↗
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning sættes helt eller delvis i kraft for Færøerne med de ændringer, som de færøske forhold tilsiger.