§ 1.§-link ↗
Lovens formål er at fremme en bæredygtig udvikling ved at sikre, at der foretages miljøvurdering af planer og programmer, hvis gennemførelse kan få væsentlig indvirkning på miljøet.
Stk. 2. Miljøvurderingen omfatter vurderingen af planers og programmers sandsynlige væsentlige indvirkning på miljøet, herunder den biologiske mangfoldighed, befolkningen, menneskers sundhed, fauna, flora, jordbund, vand, luft, klimatiske faktorer, materielle goder, landskab, kulturarv, herunder kirker og deres omgivelser samt arkitektonisk og arkæologisk arv, og det indbyrdes forhold mellem samtlige disse faktorer.
§ 2.§-link ↗
Loven gælder for de i § 3, stk. 1, nævnte planer og programmer samt ændringer heri, som i medfør af lovgivningen tilvejebringes af en offentlig myndighed.
Stk. 2. Miljøministeren kan bestemme, at planer og programmer, der i medfør af lovgivningen tilvejebringes af selskaber m.v. (juridiske personer), skal være omfattet af loven. Lovens regler om myndigheders opgaver finder tilsvarende anvendelse for disse selskaber m.v.
§ 3.§-link ↗
Når en myndighed i medfør af lovgivningen tilvejebringer følgende planer og programmer eller foretager ændringer deri, skal der udarbejdes en miljøvurdering: 1) Planer og programmer, som tilvejebringes inden for landbrug, skovbrug, fiskeri, energi, industri, transport, affaldshåndtering, vandforvaltning, telekommunikation, turisme, fysisk planlægning og arealanvendelse, og som fastlægger rammerne for fremtidige anlægstilladelser til projekter, der er omfattet af bilag 3 og 4. 2) Andre planer og programmer, som kan påvirke et udpeget internationalt naturbeskyttelsesområde væsentligt. 3) Andre planer og programmer, som i øvrigt fastlægger rammerne for fremtidige anlægstilladelser til projekter, som myndigheden vurderer kan få væsentlig indvirkning på miljøet.
Stk. 2. Hvis planer og programmer som nævnt i stk. 1, nr. 1, fastlægger anvendelsen af mindre områder på lokalt plan eller alene indeholder mindre ændringer i sådanne planer eller programmer, skal der kun gennemføres en miljøvurdering, hvis de må antages at kunne få væsentlig indvirkning på miljøet.
Stk. 3. Stk. 1 gælder ikke for: 1) Planer og programmer, som alene tjener et nationalt forsvarsformål eller et civilt beredskabsformål. 2) Finansielle- og budgetmæssige planer og programmer. 3) Samfinansierede planer og programmer, som er omfattet af de respektive programmeringsperioder for Rådets forordning (EF) nr. 1260/1999 om vedtagelse af generelle bestemmelser for strukturfondene (EF-Tidende 1999 nr. L 161, side 1) og Rådets forordning (EF) nr. 1257/1999 om støtte til udvikling af landdistrikterne fra Den Europæiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget (EUGFL) og ændring og ophævelse af visse forordninger (EF-Tidende 1999 nr. L 160, side 80). 4) Planer og programmer, der tilvejebringes i medfør af anden lovgivning, der indeholder samme eller mere omfattende krav til miljøvurdering m.v. end denne lov.
§ 4.§-link ↗
Afgørelse af, om en plan eller program er omfattet af § 3, træffes af den myndighed, der er ansvarlig for tilvejebringelsen af planen eller programmet.
Stk. 2. Ved afgørelse efter stk. 1 af, om en plan eller et program efter bestemmelserne i § 3, stk. 1, nr. 3, og stk. 2, må antages at kunne få væsentlig indvirkning på miljøet, skal der tages hensyn til kriterierne i bilag 2.
Stk. 3. Myndigheden skal høre andre myndigheder, hvis område berøres af forslaget til plan eller program, før der træffes afgørelse efter stk. 2, jf. også § 12.
Stk. 4. Hvis myndigheden træffer afgørelse om, at der ikke vil blive gennemført en miljøvurdering, skal myndigheden snarest muligt og før den endelige godkendelse eller vedtagelse af planen eller programmet offentligt bekendtgøre denne afgørelse og begrundelsen herfor. Bekendtgørelsen skal indeholde oplysning om, i hvilket omfang afgørelsen kan påklages og fristen herfor.
§ 5.§-link ↗
Hvis gennemførelsen af en plan eller et program kan få væsentlig indvirkning på miljøet i en anden stat, skal myndigheden snarest muligt underrette miljøministeren. Ministeren skal sende udkast til plan eller program samt udkast til miljørapport til den pågældende stat til udtalelse. Myndigheden må ikke godkende eller vedtage planen eller programmet endeligt, før ministeren giver samtykke hertil.
Stk. 2. Hvis miljøministeren fra en anden stat modtager udkast til en plan eller et program, der kan få væsentlig indvirkning på miljøet i Danmark, samt udkast til miljørapport, der er under udarbejdelse i denne anden stat, skal ministeren foranledige afholdt fornødne høringer i Danmark over det fremsendte materiale.
Stk. 3. Hvis miljøministeren får en henvendelse fra en anden stats myndighed om, at denne finder, at der i Danmark er igangsat udarbejdelse af en plan eller et program, hvis gennemførelse kan få væsentlig indvirkning på miljøet i denne anden stat, skal miljøministeren foranledige, at udkast til plan eller program og eventuelt foreliggende udkast til miljørapport snarest sendes til den anden stats myndighed. Den danske myndighed må ikke godkende eller vedtage planen eller programmet endeligt, før ministeren giver samtykke hertil.
§ 6.§-link ↗
Miljøvurderingen skal gennemføres under udarbejdelsen af planen eller programmet, og inden der træffes beslutning om den endelige godkendelse eller vedtagelse.
§ 7.§-link ↗
Ved udarbejdelse af en miljøvurdering skal myndigheden sørge for, at der udarbejdes en miljørapport, hvori den sandsynlige væsentlige indvirkning på miljøet af planens eller programmets gennemførelse og rimelige alternativer fastlægges, beskrives og vurderes. Miljørapporten kan være en del af redegørelsen for planens eller programmets forudsætninger.
Stk. 2. Miljørapporten skal indeholde de oplysninger, der er nævnt i bilag 1. Miljørapporten skal dog kun indeholde de oplysninger, som med rimelighed kan forlanges med hensyntagen til den aktuelle viden og gængse vurderingsmetoder samt til, hvor detaljeret planen eller programmet er, hvad den indeholder, og på hvilket trin i et eventuelt planhierarki planen eller programmet befinder sig.
Stk. 3. Oplysninger om planens eller programmets indvirkning på miljøet, der tilvejebringes som følge af anden lovgivning, kan benyttes med henblik på at give de oplysninger, der er nævnt i stk. 2.
Stk. 4. Myndigheden skal høre andre myndigheder, hvis områder berøres af forslaget til plan eller program, inden der tages stilling til, hvor omfattende og detaljerede oplysninger, der skal indgå i miljørapporten, jf. også § 12.
§ 8.§-link ↗
Når miljørapporten og forslag til plan eller program foreligger, skal myndigheden foretage offentlig bekendtgørelse herom. I bekendtgørelsen skal myndigheden oplyse om fristen efter stk. 3. Miljørapporten og forslaget til plan eller program skal være offentligt tilgængelig.
Stk. 2. Samtidig med bekendtgørelsen skal myndigheden sende miljørapporten og forslaget til plan eller program til andre myndigheder, hvis områder berøres af planforslaget, jf. også § 12.
Stk. 3. Myndigheden skal fastsætte en frist på mindst 8 uger for offentlighedens og myndigheders fremsættelse af bemærkninger til forslaget og den ledsagende miljørapport.
Stk. 4. Hvis der i medfør af anden lovgivning er fastsat regler om offentlighedens inddragelse i forbindelse med udarbejdelse af planen eller programmet, herunder om tidsfrister for indsigelser m.v. mod plan- eller programforslaget, offentlig bekendtgørelse og offentlig tilgængelighed af plan- eller programforslag, finder disse regler anvendelse på såvel plan- eller programforslaget som den ledsagende miljørapport.
§ 9.§-link ↗
Ved den endelige godkendelse eller vedtagelse af planen eller programmet skal myndigheden tage hensyn til den miljørapport, som er udarbejdet efter § 7, herunder også til eventuelle miljøpåvirkninger, som ikke i øvrigt varetages efter den lovgivning, hvorefter planen eller programmet tilvejebringes, samt til udtalelser fra andre myndigheder og offentligheden efter § 8.
Stk. 2. Myndigheden skal udarbejde en sammenfattende redegørelse for, 1) hvordan miljøhensyn er integreret i planen eller programmet, og hvordan miljørapporten og de udtalelser, der er indkommet i offentlighedsfasen, er taget i betragtning, 2) hvorfor den vedtagne plan er valgt på baggrund af de rimelige alternativer, der også har været behandlet, og 3) hvorledes myndigheden vil overvåge de væsentlige miljøpåvirkninger af planen eller programmet.
§ 10.§-link ↗
Myndigheden foretager offentlig bekendtgørelse om den endelige godkendelse eller vedtagelse af plan eller program og sender planen eller programmet samt redegørelsen efter § 9, stk. 2, til berørte myndigheder samt miljøministeren. Planen eller programmet og den redegørelse, der er nævnt i § 9, stk. 2, skal være offentligt tilgængelige.
§ 11.§-link ↗
Myndigheden skal overvåge de væsentlige miljøpåvirkninger af planens eller programmets gennemførelse.
Stk. 2. Miljøministeren kan fastsætte nærmere regler om overvågningens gennemførelse, om indholdet i overvågningen og om, at overvågningen i visse tilfælde skal udøves af andre myndigheder, samt om indberetning til ministeren af resultaterne af overvågningen.
§ 12.§-link ↗
Miljøministeren kan fastsætte nærmere regler om kravene til offentliggørelse efter § 4, stk. 4, § 8, stk. 1, og § 10 og kan efter forhandling med vedkommende minister fastsætte nærmere regler om, hvilke myndigheder der skal høres efter § 4, stk. 3, § 7, stk. 4, og § 8, stk. 2, og have underretning efter § 10.
§ 13.§-link ↗
Miljøministeren kan bemyndige en under ministeriet oprettet styrelse eller tilsvarende institution eller efter forhandling med vedkommende minister andre statslige myndigheder til at udøve de beføjelser, der i denne lov er tillagt ministeren.
Stk. 2. Miljøministeren kan fastlægge regler om adgangen til at påklage afgørelser, der er truffet i henhold til bemyndigelse efter stk. 1, herunder at afgørelser ikke skal kunne indbringes for ministeren.
§ 14.§-link ↗
Miljøministeren kan fastsætte regler om muligheden for at anvende digital kommunikation inden for lovens område og om de nærmere vilkår herfor.
§ 15.§-link ↗
Miljøministeren kan til opfyldelse af Det Europæiske Fællesskabs direktiver ændre lovens bilag.
§ 16.§-link ↗
Myndighedens afgørelser efter denne lov kan påklages efter de regler herom, der er fastsat i den lovgivning, som planen eller programmet udarbejdes i henhold til.
§ 17.§-link ↗
Loven træder i kraft den 21. juli 2004.
Stk. 2. Forslag til planer og programmer kan dog færdigbehandles og vedtages uden at efterkomme denne lovs krav, hvis forslaget er under udarbejdelse inden den 21. juli 2004 og den endelige godkendelse eller vedtagelse sker inden den 21. juli 2006.
Stk. 3. Forslag til planer og programmer kan dog færdigbehandles og vedtages uden at efterkomme denne lovs krav, hvis forslaget er under udarbejdelse inden den 21. juli 2004, men den endelige godkendelse eller vedtagelse først sker efter den 21. juli 2006, såfremt miljøministeren i særlige tilfælde og så tidligt som muligt giver tilladelse hertil. Tilladelsen skal offentliggøres.
§ 18.§-link ↗
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.