Dokumenttekst
Dokumenttekst
Lov om ændring af lov om social service (Garanti for social behandling for stofmisbrug) VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt: Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov: § 1 I lov om social service, jf. lovbekendtgørelse nr. 755 af 9. september 2002, foretages følgende ændring: 1. I § 85 indsættes som stk. 2-5: » Stk. 2. Tilbud efter stk. 1 skal iværksættes senest 14 dage efter henvendelsen til amtskommunen. Stk. 3. En person, der er visiteret til behandling, kan vælge at blive behandlet i et andet offentligt behandlingstilbud eller godkendt privat behandlingstilbud af tilsvarende karakter som det, der er visiteret til efter stk. 1. Stk. 4. Fristen efter stk. 2 kan fraviges, hvis personen vælger at blive behandlet i et andet offentligt eller godkendt privat behandlingstilbud end det, amtskommunen har visiteret til efter stk. 1. Stk. 5. Retten til at vælge efter stk. 3 kan begrænses, hvis hensynet til vedkommende taler herfor.« § 2 Loven træder i kraft den 1. januar 2003. Givet på Christiansborg Slot, den 17. december 2002 Under Vor Kongelige Hånd og Segl Margrethe R. /Henriette Kjær