Dokumenttekst
Dokumenttekst
Lov om ændring af lov om visse arbejdsforhold i landbruget m.v. og lov om udstationering af lønmodtagere (Ændringer i forbindelse med ferielovens ikrafttræden) VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt: Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov: § 1 I lov nr. 415 af 1. juni 1994 om visse arbejdsforhold i landbruget m.v. foretages følgende ændring: 1. § 9, stk. 3, affattes således: »Stk. 3. Optjeningsperioden er lig med ferieperioden. En lønmodtager, der arbejder 5 dage om ugen, har krav på ferie i 25 dage årligt, det vil sige 2,08 dage for hver måneds ansættelse. En lønmodtager, der arbejder 6 dage om ugen, har krav på ferie i 30 dage årligt, det vil sige 2½ dag for hver måneds ansættelse. Lønmodtageren kan kræve, at mindst 2/5 af ferien gives i sammenhæng i tiden 1. maj til 30. september, hvis ansættelsesperioden gør det muligt. Resterende ferie gives delt eller i sammenhæng efter lønmodtagerens ønske. Arbejdsgiveren skal i videst muligt omfang tage hensyn til lønmodtagerens ønske om feriens placering.« § 2 I lov nr. 933 af 15. december 1999 om udstationering af lønmodtagere foretages følgende ændring: 1. I § 6, stk. 1, ændres »§§ 6, 12 og 14« til: »§§ 7, 23 og 24«. § 3 Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2001. Stk. 2. § 1 har virkning for ansættelsesforhold, der påbegyndes den 1. januar 2001 eller senere. Givet på Christiansborg Slot, den 22. november 2000 Under Vor Kongelige Hånd og Segl MARGRETHE R. /Henrik Dam Kristensen