Dokumenttekst
Dokumenttekst
Lov om offentliggørelse af kontrolresultater og om ændring af visse love under Landbrugs- og Fiskeriministeriet VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt: Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov: § 1. Landbrugs- og fiskeriministeren kan fastsætte bestemmelser om offentliggørelse af kontrolresultater på levnedsmiddelområdet, herunder analyseresultater fra laboratorieundersøgelser, der indsamles i forbindelse med kontrol af levnedsmidler i henhold til Landbrugs- og Fiskeriministeriets lovgivning om kontrol, herunder kvalitetskontrol, med levnedsmidler af animalsk oprindelse. Stk. 2. Landbrugs- og fiskeriministeren fastsætter nærmere bestemmelser om formen for og omfanget af offentliggørelsen. Ministeren kan herved bestemme, at visse resultater ikke skal offentliggøres eller alene skal offentliggøres på en særlig måde. § 2. Loven træder i kraft den 1. juli 1996. § 3. I lov nr. 290 af 29. april 1992 om æg og ægprodukter foretages følgende ændringer: 1. I § 6 indsættes som stk. 2: »Stk. 2. Landbrugs- og fiskeriministeren kan af hensyn til menneskers og dyrs sundhed forbyde eller fastsætte særlige vilkår for indførsel og udførsel af de af loven omfattede produkter.« 2. § 13 ophæves. 3. I § 14 ophæves stk. 3, og i stedet indsættes som nye stykker: »Stk. 3. Landbrugs- og fiskeriministeren kan fastsætte regler om betaling af gebyr for erindringsskrivelser samt om betaling af morarenter ved ikke rettidig betaling af de i stk. 1 og 2 omhandlede beløb. Stk. 4. Der er udpantningsret for de i stk. 1-3 nævnte beløb.« § 4. I lov nr. 342 af 14. maj 1992 om mælk, mælkeprodukter, margarine m.v. (mælkeproduktloven) foretages følgende ændringer: 1. I § 11 affattes 1. pkt. således: »Landbrugs- og fiskeriministeren kan af hensyn til menneskers og dyrs sundhed forbyde eller fastsætte særlige vilkår for indførsel og udførsel af de af loven omfattede produkter.« 2. § 18 ophæves. 3. I § 19 ophæves stk. 3, og i stedet indsættes som nye stykker: »Stk. 3. Landbrugs- og fiskeriministeren kan fastsætte regler om betaling af gebyr for erindringsskrivelser samt om betaling af morarenter ved ikke rettidig betaling af de i stk. 1 og 2 omhandlede beløb. Stk. 4. Der er udpantningsret for de i stk. 1-3 nævnte beløb.« § 5. I lov nr. 343 af 14. maj 1992 om kød (kødloven) foretages følgende ændringer: 1. I § 14 affattes 1. pkt. således: »Landbrugs- og fiskeriministeren kan af hensyn til menneskers og dyrs sundhed forbyde eller fastsætte særlige vilkår for indførsel og udførsel af de af loven omfattede produkter.« 2. § 23 ophæves. 3. I § 24 ophæves stk. 3, og i stedet indsættes som nye stykker: »Stk. 3. Landbrugs- og fiskeriministeren kan fastsætte regler om betaling af gebyr for erindringsskrivelser samt om betaling af morarenter ved ikke rettidig betaling af de i stk. 1 og 2 omhandlede beløb. Stk. 4. Der er udpantningsret for de i stk. 1-3 nævnte beløb.« § 6. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning sættes i kraft for Grønland med de afvigelser, som de særlige grønlandske forhold tilsiger. Givet på Christiansborg Slot, den 12. juni 1996 Under Vor Kongelige Hånd og Segl MARGRETHE R. /Henrik Dam Kristensen