§ 1.§-link ↗
Med henblik på at styrke beslutningsgrundlaget på trafikområdet nedsættes et transportråd.
Stk. 2. Transportrådets opgave er 1) at skabe en strategisk og tværgående viden, som ser transportbehovene og deres opfyldelse i relation til den internationale udvikling, energi, miljø og livskvalitet, 2) at styrke og udbygge transportforskningen i Danmark ved at tage initiativ til og støtte forsknings- og udviklingsopgaver, som rådet skønner det påkrævet at søge løst, 3) at følge og vurdere den danske og den internationale udvikling på transportområdet samt fremme dansk deltagelse i det internationale forskningssamarbejde, 4) at fremme formidling af forsknings- og udredningsresultater på transportområdet, 5) at lade udarbejde analyser efter anmodning fra regeringen eller Folketinget.
§ 2.§-link ↗
Transportrådet består af en formand og 6 medlemmer, der udpeges i deres personlige egenskab af trafikministeren efter samråd med miljøministeren.
Stk. 2. Rådets medlemmer udpeges for en periode af 3 år. Genudpegning kan finde sted.
Stk. 3. Rådet tilstræbes sammensat således, at såvel forskningen som private og offentlige brugere bliver repræsenteret.
§ 3.§-link ↗
Trafikministeren nedsætter efter samråd med miljøministeren et repræsentantskab. Repræsentantskabet skal sikre kontakten mellem Transportrådet og de forskningsudførende institutioner og virksomheder samt de institutioner, myndigheder og organisationer, der har væsentlig interesse i transportforskningen.
§ 4.§-link ↗
Transportrådet følger statens almindelige regler for regnskabsaflæggelse og revision.
§ 5.§-link ↗
Loven træder i kraft den 1. juli 1992.
Stk. 2. Den 1. juli 1996 afgiver trafikministeren en udtalelse til Folketinget om Transportrådets fortsatte virke.