Lov nr. 729 · 1990

Gældende

Lov om oprettelse af Færøernes Stift

Lov om oprettelse af Færøernes Stift

Dokumentdato: 6. nov. 1990Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

§ 1.§-link ↗

Fra Københavns stift udskilles Færøerne som et nyt stift, der benævnes Færøernes Stift. (Biskupsdømi Føroya).

§ 2.§-link ↗

Samtidig oprettes et nyt bispeembede med Havnar kirke i Torshavn som domkirke.

Stk. 2. Stillingen som biskop besættes med vicebiskoppen. Valg af biskop finder første gang sted ved indtrædende ledighed i stillingen.

Stk. 3. Kirkeministeren kan bestemme, at reglerne i lov om udnævnelse af biskopper og om stiftsbåndsløsning skal finde anvendelse for Færøernes Stift, og efter indhentet udtalelse fra Færøernes landsstyre bestemme sådanne afvigelser fra reglerne, som de særlige færøske forhold tilsiger.

§ 3.§-link ↗

Stillingen som kirkebogsførende sognepræst ved domkirken omdannes, når bispeembedet besættes, til en stilling som domprovst.

Stk. 2. Når stillingen som domprovst skal besættes, afholder biskoppen et møde med domsognets menighedsråd, hvor de indkomne ansøgninger til den ledige stilling gennemgås. På et møde, der afholdes af menighedsrådene alene senest 3 uger efter det første møde, afgiver menighedsrådene en udtalelse om mindst 3 ansøgere opstillet i prioriteret rækkefølge.

Stk. 3. Biskoppen afgiver udtalelse om mindst 3 ansøgere opstillet i prioriteret rækkefølge. Biskoppen er frit stillet med hensyn til, hvilke ansøgere han vil udtale sig om. Biskoppen sender ansøgningerne med menighedsrådenes og sin egen udtalelse til Kirkeministeriet.

Stk. 4. Kirkeministeren træffer afgørelse om, hvilken ansøger der skal indstilles til kgl. udnævnelse, dog således, at indstilling til kgl. udnævnelse af en ansøger, der ikke er omfattet af biskoppens udtalelse, ikke kan ske, før sagen har været forhandlet med biskoppen.

§ 4.§-link ↗

Færøernes stiftsøvrighed består af biskoppen, rigsombudsmanden og landsstyremanden for kirkelige anliggender eller en person, som landsstyremanden udnævner. Kirkeministeren fastsætter efter indhentet udtalelse fra Færøernes landsstyre nærmere regler for stiftsøvrighedens virksomhed.

§ 5.§-link ↗

Loven træder i kraft den 15. november 1990.

Stk. 2. Samtidig ophæves: 1) Lov nr. 287 af 30. juni 1922 om bispeembeders besættelse og om adgang til stiftsbåndsløsning, jf. lovbekendtgørelse nr. 159 af 1. april 1950, som ændret ved lov nr. 152 af 24. april 1963. 2) Lov nr. 48 af 25. februar 1963 om oprettelse af en stilling som vicebiskop for Færøerne, som ændret ved lov nr. 551 af 2. november 1977. 3) § 3, stk. 3, i lov nr. 238 af 4. juni 1980 om udnævnelse af biskopper og om stiftsbåndsløsning.