Lov nr. 690 · 1986

Historisk

Lov om registreringsafgift for fritidsfartøjer

Lov om registreringsafgift for fritidsfartøjer

Dokumentdato: 17. okt. 1986Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

§ 1.§-link ↗

For ethvert fritidsfartøj, herunder fritidsfartøjer der udlejes, med en bruttoregistertonnage på 5 tons/en bruttotonnage på 5 eller derover skal der ved anmeldelse til optagelse i Skibsregistret betales en afgift på 5.000 kr.

Stk. 2. Afgiften påhviler ejeren.

Stk. 3. Anmeldelse om optagelse af et fritidsfartøj afvises, hvis betaling af afgiften ikke sker samtidig med anmeldelsen. Opnår fritidsfartøjet ikke optagelse i Skibsregistret, tilbagebetales afgiften.

§ 2.§-link ↗

En ændring af adkomstforholdene, jf. skibsregistreringslovens § 23, vedrørende et fritidsfartøj, der er optaget i Skibsregistret, betragtes som en nyregistrering. Hvis et dødsbo afhænder et fritidsfartøj til en tredjemand inden 15 måneder, skal der dog ikke på ny betales registreringsafgift.

Stk. 2. Hvis fritidsfartøjet ejes af et partrederi, et interessentskab eller et interessentskabslignende sameje, svares afgift i forhold til det antal parter eller ideelle anparter, der overdrages.

§ 3.§-link ↗

De i §§ 1 og 2 nævnte afgifter forfalder til betaling, når anmeldelsen eller dokumentet modtages til registrering.

Stk. 2. Afgiften erlægges ved indbetaling til Skibsregistret.

§ 4.§-link ↗

Ved fritidsfartøjets udslettelse af Skibsregistret erlægges ingen afgift.

§ 5.§-link ↗

Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

§ 6.§-link ↗

Loven gælder ikke for skibe hjemmehørende på Færøerne og Grønland.