§ 1.§-link ↗
Ministeren for kulturelle anliggender kan efter forhandling med ministeren for offentlige arbejder give en midlertidig tilladelse til ved hjælp af radioanlæg at sprede lyd- og billedprogrammer, der er bestemt til modtagelse af almenheden i Syd- og Sønderjylland.
Stk. 2. Ministeren for kulturelle anliggender fastsætter vilkår for tilladelsen.
§ 2.§-link ↗
Fællesantenneanlæg og andre kabelanlæg til fordeling af lyd- og billedprogrammer til lokaler, der anvendes til privatbeboelse, må benyttes til fordeling af de programmer, der er nævnt i § 1.
Stk. 2. Fordelingen af programmerne må kun finde sted uden ændringer og samtidig med, at udsendelsen finder sted.
§ 3.§-link ↗
Radiorådet kan af radiofonden, jfr. § 14, stk. 2, i lov nr. 421 af 15. juni 1973 om radio- og fjernsynsvirksomhed, stille et beløb på 10 mill. kr. til rådighed til drift i 1986 af den fjernsynsvirksomhed, der er nævnt i § 1.
§ 4.§-link ↗
Klager over et program skal indgives til den, der er ansvarlig for programmet, inden 4 uger efter, at programmet er udsendt.
Stk. 2. Bestemmelserne i §§ 16-18 i lov om radio- og fjernsynsvirksomhed om radiorådets afgørelser i klagesager finder tilsvarende anvendelse på afgørelser truffet af den, der er ansvarlig for programmet.
§ 5.§-link ↗
§ 23, stk. 1-3, i lov om radio- og fjernsynsvirksomhed finder tilsvarende anvendelse på fjernsynsvirksomhed efter denne lov.
§ 6.§-link ↗
Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.