Domsresumé
DomsresumeLink ↗
Advokatsalær ikke forhøjet Der var ikke grundlag for at tilkende en beskikket advokat salær for arbejde udført før beskikkelsen Sag BS-32655/2026-HJR Kendelse afsagt den 6. oktober 2026 O.W. Supply & Trading A/S under konkurs mod Sagsøgte 6 (Kærende (Advokat), beskikket) m.fl. Den 23. december 2016 anlagde O.W. Supply & Trading A/S under konkurs en erstatningssag mod bl.a. Sagsøgte 6. Sagsøgte 6 var fra sagens anlæg repræsenteret af Kærende (Advokat). Sagen blev henvist til Østre Landsret. Den 11. maj 2023 erklærede Sagsøgte 6, at han ikke havde økonomisk mulighed for at varetage sine interesser i sagen, og at han ønskede Kærende (Advokat) beskikket som sin advokat. Landsretten pålagde herefter Sagsøgte 6 at lade sagen udføre af en advokat. Endvidere beskikkede landsretten Kærende (Advokat) som advokat for Sagsøgte 6 efter retsplejelovens § 259. Landsretten afsagde dom den 9. januar 2026 og tilkendte samme dag den beskikkede advokat et samlet salær på 2 mio. kr. med tillæg af moms. Landsretten tilkendte kun salær for arbejde udført i perioden fra beskikkelsen i 2023 til domsafsigelsen. Advokaten kærede salærfastsættelsen til Højesteret og anførte navnlig, at han skulle tilkendes salær for hele perioden fra sagens anlæg i 2016 til landsrettens dom, og at salæret burde fastsættes til i alt 5 mio. kr. med tillæg af moms. Højesteret udtalte, at det følger af Højesterets kendelse af 11. december 2014, at en advokatbeskikkelse efter retsplejelovens § 259 ikke har tilbagevirkende kraft. Den beskikkede advokat kan derfor som udgangspunkt kun kræve salær fra statskassen for arbejde, der er udført efter beskikkelsen. Retten er dog ikke afskåret fra at bestemme, at beskikkelsen i henseende til salærfastsættelsen efter omstændighederne skal have virkning fra et tidligere tidspunkt, hvis det navnlig efter karakteren og omfanget af det arbejde, advokaten har udført, skønnes rimeligt. Landsretten havde efter navnlig karakteren og omfanget af det arbejde, advokaten havde udført under sagen, fundet, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, der gjorde det rimeligt at fravige det nævnte udgangspunkt. Højesteret fandt ikke grundlag for at tilsidesætte denne vurdering. Højesteret fandt i øvrigt ikke grundlag for at tilsidesætte landsrettens fastsættelse af salærets størrelse. Højesteret stadfæstede herefter landsrettens kendelse.
Dom · 6. okt. 2026
DomLink ↗
HØJESTERETS KENDELSE afsagt tirsdag den 6. oktober 2026 Sag BS-32655/2026-HJR Kærende (Advokat) kærer Østre Landsrets afgørelse af 9. januar 2026 om salær i sagen: O.W. Supply & Trading A/S under konkurs mod Sagsøgte 6 (Kærende (Advokat), beskikket) m.fl. I tidligere instans er truffet afgørelse af Østre Landsrets 21. afdeling den 9. januar 2026 (B-2633-17). I påkendelsen har deltaget tre dommere: Jens Peter Christensen, Ole Hasselgaard og Søren Højgaard Mørup. Påstande Kærende (Advokat) har nedlagt påstand om, at hans salær for Østre Landsret forhøjes med 3.000.000 kr. med tillæg af moms til i alt 5.000.000 kr. med tillæg af moms. Landsretten har henholdt sig til den trufne afgørelse. Sagsfremstilling O.W. Supply & Trading A/S og en række øvrige selskaber i O.W. Bunker-kon-cernen blev taget under konkursbehandling den 7. november 2014. Sagsøgte 6 var direktør for Dynamic Oil Trading (DOT), som var et datterselskab i O.W. Bunker-koncernen i Singapore. 2 I december 2016 rejste konkursboet et erstatningskrav mod bl.a. Sagsøgte 6 samt andre ledelsesmedlemmer, ejere og revisorer tilknyttet O.W. Bunker-kon-cernen. Sagen blev anlagt ved Retten i Aalborg og senere henvist til Østre Landsret. Sagsøgte 6 var under hele sagens behandling i landsretten repræsen-teret af Kærende (Advokat). Sideløbende med erstatningssagen verserede der ved Vestre Landsret en straf-fesag mod Sagsøgte 6 vedrørende hans rolle som direktør i DOT. Ved Vestre Landsrets dom af 14. juni 2019 blev han idømt fængsel i 5 år for mandatsvig af særlig grov beskaffenhed, jf. straffelovens § 280, nr. 2, jf. § 286, stk. 2. Sagsøgte 6 var også under straffesagen repræsenteret af Kærende (Advokat). Den 11. maj 2023 beskikkede Østre Landsret Kærende (Advokat) som ad-vokat for Sagsøgte 6. Af retsbogen fremgår bl.a.: ”Der fremlagdes en erklæring af 9. maj 2023 fra Sagsøgte 6, hvorved han erklærer, at han ikke har økonomisk mulighed for at varetage sine interesser i sagen (8-2633-17), samt at han er villig til at godtgøre stats-kassen udgifter til den beskikkede advokat i henhold til princippet i retsplejelovens § 260, stk. 11, sammenholdt med § 332, stk. 2. Sagsøgte 6 ønsker endvidere Kærende (Advokat) beskikket som sin advokat. Landsretten henviste til retsbog af 24. marts 2023 og bemærkede, at da landsretten ikke finder det muligt at behandle sagen på forsvarlig måde, uden at Sagsøgte 6 er repræsenteret af en advokat, pålægges det Sagsøgte 6 i medfør af retsplejelovens § 259, stk. 2, at lade sagen udføre af en advokat. Processkrifter, der herefter indgives af Sagsøgte 6 efter pålæggets meddelelse, betragtes som ikke indgivne, ligesom Sagsøgte 6 anses for udeblevet fra de retsmøder, der afholdes efter pålæggets meddelelse. Landsretten beskikkede herefter Kærende (Advokat) som advokat for Sagsøgte 6.” Erstatningssagen blev hovedforhandlet i Østre Landsret over 44 retsdage i peri-oden fra februar til oktober 2025. Landsretten afsagde dom den 9. januar 2026, hvor landsretten fandt bl.a., at Sagsøgte 6 havde handlet ansvarspådragende, og at han solidarisk med en anden person skulle betale 200 mio. kr. til konkurs-boet. 3 Samme dag traf Østre Landsret afgørelse om, at Kærende (Advokat) til-kendtes et salær på i alt 2.000.000 kr. med tillæg af moms, som endeligt skulle afholdes af statskassen. Af retsbogen fremgår bl.a.: ”Der fremlagdes brev af 1. december 2025 fra Kærende (Advokat) angående salær og eventuelt pålæg om refusion. Sagsøgte 6 har været repræsenteret af Kærende (Advokat) under hele sagens behandling i landsretten. Advokaten repræsenterede også Sagsøgte 6 under straffesagen, der har verseret sideløbende med nær-værende sag, og som blev endeligt afgjort af Vestre Landsret ved dom af 14. juni 2019. Kærende (Advokat) har oplyst, at han ikke har modtaget honorar fra Sagsøgte 6 i nærværende sag, samt at Sagsøgte 6 ikke er omfattet af en ledelsesansvars- eller retshjælpsforsikring. Kærende (Advokat) har oplyst, at han siden sagens anlæg har an-vendt mere end 3.125 timer på sagen. Kærende (Advokat) blev i retsbog af 11. maj 2023 beskikket som advokat for Sagsøgte 6 efter retsplejelovens § 259, stk. 3, 2. pkt. (nu stk. 4, 2. pkt.). Beskikkelsen har ikke tilbagevirkende kraft, og den beskik-kede advokat kan derfor som udgangspunkt kun kræve salær fra stats-kassen for arbejde, der er udført efter beskikkelsen, jf. Højesterets ken-delse af 11. december 2014 (UfR 2015.954). Landsretten finder efter navnlig karakteren og omfanget af det arbejde, Kærende (Advokat) har udført under sagen, herunder det begrænsede antal processkrif-ter og indholdet heraf, at der ikke foreligger sådanne omstændigheder, der gør det rimeligt at fravige dette udgangspunkt, hvorfor landsretten besluttede, at beskikkelsen i henseende til salærfastsættelsen ikke skal have virkning fra et tidligere tidspunkt. Det er ved Højesterets kendelse af 27. maj 1999 (UfR 1999.1414/2) og i efterfølgende afgørelser fastslået, at salær til en beskikket advokat i en civil sag i overensstemmelse med mangeårig praksis bør fastsættes med udgangspunkt i de vejledende salærtakster, der anvendes ved fastsæt-telsen af sagsomkostninger, men således, at der – som hidtil – tillige kan tages hensyn til det opnåede resultat, sagens beskaffenhed og arbejdets omfang. Som anført i landsrettens dom i denne sag, er sagsomkostningerne imidlertid som følge af sagens værdi fastsat skønsmæssigt. Landsretten har ved fastsættelsen af salæret til den beskikkede advokat derfor taget udgangspunkt i, hvad der kan anses for rimeligt, også under hensyn til sagens omfang og karakter. Der er endvidere taget hensyn til både ar- 4 bejdets omfang i den periode, advokaten har været beskikket, og det ansvar, der har været forbundet med sagens førelse. Landsretten fastsatte på denne baggrund et samlet salær til den beskik-kede advokat, Kærende (Advokat), på 2.000.000 kr. med tillæg af moms.” Kærende (Advokat) har med Procesbevillingsnævnets tilladelse indbragt spørgsmålet om salærets størrelse for Højesteret. Parternes synspunkter Kærende (Advokat) har anført navnlig, at uanset beskikkelsen først blev meddelt den 11. maj 2023, har han repræsenteret Sagsøgte 6, siden sagen blev anlagt den 23. december 2016, og bør tilkendes salær for hele den periode. Om-fanget og karakteren af det udførte arbejde, den meget betydelige sagsgenstand og Sagsøgte 6s centrale rolle i sagen tilsiger nemlig, at salær bør tilkendes for hele perioden. Højesteret har i UfR 2015.954 fastlagt et udgangspunkt om, at beskikkelse som led i et advokatpålæg som udgangspunkt har salærmæssig virkning for tiden efter beskikkelsen. Kendelsen angik imidlertid et a conto salær og ikke den en-delige fastsættelse af salæret ved sagens afslutning. Det følger af almindelige salærretlige principper, at salærfastsættelsen beror på en samlet konkret vurdering af arbejdets karakter, nødvendighed, omfang og betydning for sagens behandling. Hvis det arbejde, der er udført, før beskikkel-sen blev meddelt, har været en nødvendig del af den samlede sagsførelse, vil af-skæring af salæret for den forudgående periode føre til resultater, som ikke af-spejler den reelle arbejdsindsats. En for rigid anvendelse af udgangspunktet er ikke foreneligt med de retssikker-hedshensyn, som beskikkelsesordningen har til formål at varetage, eller med ar-tikel 6 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, hvorefter adgangen til domstolene skal være reel og effektiv og ikke blot teoretisk. Der vil ofte være behov for, at advokaten inden beskikkelsen foretager en indle-dende gennemgang af sagen, og dette arbejde er ofte en forudsætning for, at der senere kan indgives en kvalificeret anmodning om beskikkelse. Hvis dette ar-bejde afskæres fra honorering som følge af arbejdets tidsmæssige placering, risi-kerer beskikkelsesordningen at skabe et retssikkerhedsmæssigt tomrum mellem sagens opståen og beskikkelsens meddelelse. Sagsøgte 6 er sagsøgt af konkursboet for 200 mio. kr. Dertil kommer, at med-sagsøgte, Deloitte, havde nedlagt en friholdelsespåstand over for Sagsøgte 6 på 5 1,2 mia. kr. Sagen verserede for landsretten i 8 år og 9 måneder, hovedforhand-lingen varede 44 retsdage, og der har været afholdt et betydeligt antal retsmø-der under sagens forberedelse. Ekstrakten for landsretten udgjorde ca. 52.000 sider og den juridiske materialesamling ca. 6.500 sider. Siden sagens anlæg har han brugt mere end 3.125 timer på sagen. Salæret kan på denne baggrund passende fastsættes til i alt 5.000.000 kr. med tillæg af moms. Højesterets begrundelse og resultat Den 23. december 2016 anlagde O.W. Supply & Trading A/S under konkurs en civil erstatningssag ved Retten i Aalborg mod en række personer tilknyttet O.W. Bunker-koncernen, herunder Sagsøgte 6, som var direktør i datterselska-bet Dynamic Oil Trading (DOT) i Singapore. Sagsøgte 6 var fra sagens anlæg repræsenteret af Kærende (Advokat). Sagen blev senere henvist til Østre Landsret. Den 11. maj 2023 erklærede Sagsøgte 6, at han ikke havde økonomisk mulig-hed for at varetage sine interesser i sagen, og at han ønskede Kærende (Advokat) beskikket som sin advokat. Landsretten pålagde herefter Sagsøgte 6 at lade sagen udføre af en advokat, jf. retsplejelovens § 259, stk. 2, hvorefter lands-retten beskikkede Kærende (Advokat) som advokat for Sagsøgte 6. Landsretten afsagde dom den 9. januar 2026 og tilkendte samme dag den be-skikkede advokat et samlet salær på 2.000.000 kr. med tillæg af moms. Advoka-ten havde forinden indgivet sin salærindstilling til landsretten. Kærende (Advokat) har anført navnlig, at han skal tilkendes salær for hele perioden fra sagens anlæg den 23. december 2016 til landsrettens dom den 9. ja-nuar 2026, og at salæret bør fastsættes til i alt 5.000.000 kr. med tillæg af moms. Som fastslået i Højesterets kendelse af 11. december 2014 i sag 197/2014 (UfR 2015.954) har en advokatbeskikkelse efter retsplejelovens § 259, stk. 3, 2. pkt. (nu stk. 4, 2. pkt.) ikke tilbagevirkende kraft. Den beskikkede advokat kan der-for som udgangspunkt kun kræve salær fra statskassen for arbejde, der er ud-ført efter beskikkelsen. Retten er dog ikke afskåret fra at bestemme, at beskik-kelsen i henseende til salærfastsættelsen efter omstændighederne skal have virkning fra et tidligere tidspunkt, hvis det navnlig efter karakteren og omfan-get af det arbejde, advokaten har udført, skønnes rimeligt. Landsretten har efter navnlig karakteren og omfanget af det arbejde, Kærende (Advokat) har udført under sagen, herunder det begrænsede antal pro-cesskrifter og indholdet heraf, fundet, at der ikke foreligger sådanne omstæn- 6 digheder, der gør det rimeligt at fravige det nævnte udgangspunkt. Højesteret finder ikke grundlag for at tilsidesætte denne vurdering. Da Højesteret heller ikke i øvrigt finder grundlag for at tilsidesætte landsrettens fastsættelse af salærets størrelse, stadfæster Højesteret landsrettens afgørelse. THI BESTEMMES: Landsrettens afgørelse stadfæstes. Publiceret til portalen d. 06-10-2026 kl. 12:51 Modtagere: Kærende (Advokat)